Søg efter:
jan 18 2022
234 – Cornelius

Apostlenes Gerninger 10 – 11,18
Cornelius var officer i den romerske hær. Han var en god mand, som tilbad Gud.
En engel viste sig for ham og sagde: “Cornelius, Gud har hørt dine bønner. Send mænd til Joppe, hjem til garveren Simon, som bor ved havet. Der vil de finde en mand, som hedder Peter, og han vil fortælle dig, hvad du skal gøre.”
Dermed forsvandt englen, og straks sendte Cornelius mænd til Joppe. Før de nåede dertil, gik Peter op på det åbne tag for at bede. Imens han bad, blev han sulten og ville have noget at spise. Imens maden blev tilberedt, faldt han i trance. Han så himlen åbne og en stor dug dale ned. I dugen var alle slags dyr, som jøder ikke måtte spise. En stemme sagde: “Peter, rejs dig. Slagt og spis! ”
“Herre, du ved, at jeg aldrig har spist noget vanhelligt urent.”
Stemmen sagde: “Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt.”
Dette skete tre gange, og straks efter blev det hele taget op til himlen.

Peter vågnede, men forstod ikke det syn, han lige havde set. I samme øjeblik var mændene fra Cornelius nået frem til huset. Helligånden sagde til Peter: “Jeg har sendt disse mænd til dig. Tøv ikke med at tage med dem.”
Peter gik ned og hilste på mændene. De fortalte ham om Cornelius, og han sagde ja til at tage med dem. Om morgenen inviterede han flere troende med, og de begyndte på deres rejse.

De ankom dagen efter, og Cornelius løb dem i møde. Han faldt ned foran Peter og begyndte at tilbede ham. Peter sagde: “Rejs dig! Jeg er blot et menneske.”
Han gik ind i Cornelius’ hjem og så, at han havde inviteret andre til at være der, så de kunne høre evangeliet. Peter sagde:
”Gud åbenbarede for mig, at han har åbnet døren og nu kalder folk fra andre nationer til sig. Derfor vil jeg fortælle jer det budskab, som blev givet til Israel. Det er, at Jesus Kristus er alles Herre.”
Så fortalte han dem om Jesus og hans mirakler. Han beskrev, hvordan de jødiske ledere dræbte ham, men Gud oprejste ham fra de døde. Peter sagde: “Enhver, som tror på Jesus, vil få syndernes forladelse.”
Så snart han sagde disse ord, fyldte Helligånden hver person i huset. Det chokerede de jødiske troende, da de så, at Helligåndens gave blev givet til ikke-jøder.

Peter vendte sig mod dem og sagde: “Er der nogen grund til, at vi ikke skulle døbe disse mennesker?” De var alle enige, så de nye troende blev døbt i Jesu Kristi navn.
Nyheden om dette spredte sig hurtigt til troende i hele landet. Ledelsen i Jerusalem spurgte Peter: “Du blev i hedningernes hjem og spiste endda måltider med dem?”
Han forklarede præcis, hvad der skete. Han fortalte dem om synet på husets tag, folkene i Cornelius’ hus, og hvordan Helligånden fyldte dem. Han afsluttede med at sige: »Gud gav dem den samme gave, som han gav os, da vi troede på Herren Jesus Kristus. Hvordan kunne jeg kæmpe mod Gud?”

De troende i Jerusalem sagde: “Gud har givet syndernes forladelse og evigt liv til hedningerne.”

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
237 – Første missionsrejse

Apostlenes Gerninger 13
Helligånden sagde til menigheden i Antiokia: “Jeg har kaldt Barnabas og Saulus til et særligt arbejde.” Ledelsen sendte dem afsted, og de tog Johannes Markus med sig og sejlede til øen Cypern. De gik tværs over øen og prædikede ved alle de jødiske synagoger.
Saulus blev også kaldt Paulus.

Guvernøren på øen var kendt for sin sunde visdom og sin vilje til at lære. Han bad Barnabas og Paulus komme og fortælle ham om Guds rige. Mens de snakkede, blev en mand, der praktiserede hekseri, ved med at afbryde. Han prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro på Jesus.
Paulus vendte sig mod troldmanden og sagde: “Du er en fjende af Gud. Stop med at tale imod Herren. Se! Herren vil nu gøre dig blind.”
Med det samme blev manden blind. Andre måtte føre ham ud af lokalet. Guvernøren var chokeret, og han lyttede endnu mere opmærksomt til Paulus. Han kom derefter til tro på Jesus.
Herefter sejlede Paulus og de andre til fastlandet, hvorfra Johannes Markus vendte hjem til Jerusalem. De andre gik i synagogen, fordi det var sabbat. Lederen sagde til dem: “Venner, tal til os, hvis I har et opmuntrende budskab.”

Paul rejste sig og talte til dem. Han begyndte med at minde dem om Israels historier. Derefter sagde han:
“Gud lovede at give os en frelser fra kong Davids slægt. Jesus opfyldte dette løfte. Herskerne i Jerusalem vidste det godt, men alligevel dræbte de Jesus ved at hænge ham på korset. Derefter begravede de ham, men Gud oprejste ham fra de døde! Vi er her for at fortælle jer, at Jesus er Guds søn, og han giver syndernes forladelse til dem, der tror på ham.”

Nogle af jøderne lyttede til Paulus og modtog Guds nåde. Andre ønskede, at han skulle komme tilbage den følgende sabbat, så de kunne tale mere om det.
Jøderne vendte tilbage den næste uge og fandt ud af, at næsten hele byen, dvs. også byens hedninger, var der for at høre om Guds rige. De blev jaloux og talte imod Paulus og Barnabas.
Paulus sagde: “Det var rigtigt af os at forkynde Guds Rige for jer. Men I accepterede det ikke. I er ikke værdige til evigt liv. Nu vil vi vende os til hedningerne, for de vil lytte.”
Hedningerne blev glade, da de hørte det, og mange modtog budskabet. Guds ord spredte sig i hele regionen, hvilket gjorde jøderne rasende. De overbeviste til sidst byens ledere om at forfølge Paulus og Barnabas. Det endte med, at mændene måtte forlade området, men de gjorde med fyldte af Helligånden og med glæde i hjertet.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
238 – Fra gudstjeneste til stening

Apostlenes Gerninger 14
Paulus og Barnabas tog til en by kaldet Ikonion og prædikede evangeliet om Jesus i den jødiske synagoge. Reaktionerne var ekstreme. Et stort antal jøder og ikke-jøder kom til tro på Jesus. Andre blev fornærmede og ophidsede til sidst befolkningen imod de kristne. Snart var hele byen i oprør.
Byens embedsmænd besluttede, at den eneste måde at løse problemet var at dræbe Paulus og Barnabas. Apostlene hørte om denne plan og flygtede.
De tog til byen Lystra, og Paulus forkyndte der evangeliet om Jesus. Der sad en mand, som havde været invalid siden fødslen. Han lyttede nøje til alt, hvad der blev sagt. Paulus så manden og mærkede, at Gud havde givet ham tro i hjertet. Derfor sagde han til ham: “Rejs dig!” Straks rejste manden sig og begyndte at gå.
Folk så det og blev forbløffede. De råbte: “Guderne er kommet for at besøge os!” Folk stimlede sammen for at se guderne, der lignede mænd. Snart løb en hedensk præst hen med nogle dyr. Han og folket begyndte at ofre til Paulus og Barnabas.

Apostlene blev rædselsslagne og løb ud blandt folket: “Hvad laver I? Vi er mennesker ligesom jer. Vi er her med gode nyheder: Gud ønsker, at I skal lægge disse hedenske tåbeligheder bag jer og vende jer til ham. Han skabte alting, og han er den, der sørger for jeres daglige behov.”
Men folket ønskede fortsat at ofre dyr til dem.
Under tumulten ankom jøder fra de andre byer, hvor Paulus og Barnabas havde været. Det tog dem ikke lang tid at forvandle mængden til en vred pøbel. De samlede store sten op for at dræbe Paulus. De omringede ham og kastede sten på ham indtil de mente, at han måtte være død. Hans lig blev slæbt ud af byen og smidt på en skraldebunke.
De kristne samlede sig om Paulus’ legeme for at sørge over hans død. Pludselig rejste han sig – og gik tilbage ind i byen!

Næste dag tog han og Barnabas til en anden by, hvor mange mennesker kom til tro. På dette tidspunkt begyndte de at genbesøge de steder, de allerede havde været. De opmuntrede de troende og udpegede ældste til kirkerne. Alle disse byer lå i en region kaldet Galatien.
Til sidst sejlede de tilbage til Antiokia for at besøge kirken, som havde udsendt dem. Da de ankom, samledes folket for at høre alt, hvad der var sket på deres rejse. Paulus og Barnabas fortalte, hvad Gud havde gjort, og hvordan han åbnede døre, så hedninger kunne komme til tro på Jesus.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
239 – Apostelmødet

Apostlenes Gerninger 15,1-35
Jødiske lærere fra Jerusalem tog til Antiokia. De prøvede at overbevise kirkens medlemmer om, at det er nødvendigt at adlyde jødisk lov for at blive frelst. Paulus og Barnabas var chokerede over denne lære og forsøgte at rette op på den. Det blev begyndelsen på et længerevarende skænderi.
Kirkelederne i Antiokia havde brug for vejledning fra apostlene, og derfor sendte de Paulus og Barnabas til Jerusalem sammen med flere andre.
Da de ankom til kirken i Jerusalem, aflagde de rapport om hedningernes modtagelse af evangeliet. Farisæerne blandt medlemmerne svarede ved at sige: ”Det er vidunderligt, at de tror på Jesus. Men nu skal de omskæres og læres at adlyde Moseloven.”

Dette gav anledning til en del debat. Endelig indså kirkelederne, at man var nødt til at finde en løsning på dilemmaet, hvis Guds rige fortsat skulle blomstre. De besluttede at mødes og ikke tage af sted, før de vidste hvad Guds vilje var i denne sag.
På et tidspunkt talte Peter med gruppen. Han sagde: »Jeg var den første, der forkyndte evangeliet for hedningerne. Gud tilgav deres synder og gav dem Helligånden. Den måde, han behandlede dem på, var ikke anderledes end hvordan han har behandlet os. Jeg tror ikke, at Gud bliver glad, hvis vi kræver, at de skal noget, som vi jøder ikke har været i stand til at gøre. Det er kun ved Herren Jesu Kristi nåde, at vi kan blive frelst fra vores synder, både jøder og ikke-jøder.”

Paulus og Barnabas fortalte derefter, hvad Gud havde gjort blandt hedningerne. De beskrev miraklerne og de vidundere, der skete. Til sidst rejste Jakob sig (Jesu bror) og talte til de andre. Han sagde: “Vi skal huske, at for år tilbage fortalte Skriften os om dette. Det står klart, at Gud vil kalde hedninger ved sit navn. Her er mit råd. Det vil ikke være rigtigt at vi pådutter alle vores regler på hedningerne. Lad os i stedet give dem tre enkle bud:

• Spis ikke kød, der er blevet ofret til idoler.
• Vær ikke umoralsk.
• Spis ikke blod eller noget, der er blevet kvalt.”

Kirken accepterede dette forslag. De skrev det i et brev og sendte det til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De sendte også et par mænd, så der ikke skulle være tvivl om, at brevet var fra dem. En af mændene var Silas.
Da de ankom til Antiokia, gav de brevet til kirkelederne, som læste det op for menigheden. Kirken modtog brevet med glæde. Alle blev opmuntrede, da de hørte om deres frihed i Jesus.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
241 – Sang i fængslet

Apostlenes Gerninger 15,36 – 16,40
Paulus sagde til Barnabas: “Det er på tide, at vi besøger Galatien og ser, hvordan det går med kirkerne.” Barnabas var enig, men ville tage Johannes Markus med. Paul nægtede og påpegede, at Markus forlod dem på den sidste tur. De kunne ikke blive enige om dette, så de besluttede at gå hver sin vej. Paulus valgte at tage Silas med på sin rejse.
Mens de besøgte Galatien, fandt de en ung mand ved navn Timoteus. Han var højt respekteret af alle de troende, så Paulus opfordrede ham til at deltage i deres tjeneste.

En nat drømte Paulus, at han så en mand sige: “Kom! Kryds havet og kom herover og hjælp os.”
Paulus vågnede og vidste, at drømmen var fra Gud. Efter de havde krydset havet, rejste de til byen Filippi. De talte med en gruppe kvinder, der var gået til floden for at bede. En af dem var Lydia, en kvinde, som solgte tøj. Hun lyttede til Paulus’ prædiken, og derefter kom hun og hendes familie til tro på Jesus. Efter de var blevet døbt, overbeviste de Paulus om at bruge deres hus som base for sin tjeneste.
I den samme by var der en dæmonbesat slavepige, som tjente penge til sine ejere ved at forudsige fremtiden. Hun begyndte at følge Paulus og Silas gennem Filippis gader. Pludselig råbte hun: “Disse mænd er her for at fortælle os om frelse.”
Det gjorde hun i flere dage. Til sidst vendte Paulus sig og sagde til ånden i hende: “Forlad denne pige! I Jesu Kristi navn, far ud af hende.” Straks forlod ånden hende.
Hendes ejere var rasende! De vidste, at slavepigen ikke længere var rentabel for dem. Så de samlede en hob, der førte Paulus og Silas til byens embedsmænd. De sagde: “Disse jøder kom til Filippi og begyndte at undervise Roms borgere om deres Gud. Det er ikke i orden!”

Byens embedsmænd var enige og fik de to mænd pisket offentligt. De blev derefter ført i fængsel, hvor fangevogteren satte dem i lænker.
Omkring midnat begyndte Paulus og Silas at bede, synge og lovprise Gud. Pludselig rystede et jordskælv fundamentet i fængslet. Dørene fløj op, og lænkerne faldt af fangerne.
Fangevogteren vågnede og så, at dørene var åbne. Han antog, at fangerne var flygtet, så han trak sit sværd frem for at begå selvmord. Paulus råbte: “Vent! Gør det ikke! Vi er her alle.”
Fangevogteren greb en fakkel og skyndte sig ind i cellen. Han faldt på knæ og sagde: “Herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?”
“Tro på Herren Jesus, og du vil blive frelst – du og din familie.” Fangevogteren tog dem med til sit hjem, og Paulus forkyndte dem evangeliet. Hele familien troede og blev døbt. Fangevogteren vaskede derefter mændenes sår og serverede dem et måltid.

Næste morgen sendte byens embedsmænd vagter til fangevogteren. De sagde: “Du kan frigive disse mænd og lade dem gå.”
Paul sendte en besked tilbage til byens embedsmænd. “Vi tager ikke af sted! Vi er romerske borgere, og I fik os slået offentligt og smidt i fængsel uden en retssag. Nu vil I have os til at gå stille og roligt. Det gør vi ikke. Hvis I vil have os til at forlade jer, bliver I nødt til at komme og personligt frigive os.”
Byens embedsmænd blev chokerede, da de hørte, at disse mænd var romerske statsborgere. De skyndte sig til fængslet og undskyldte. De førte dem personligt ud af fængslet og bad dem forlade byen.
Paulus og Silas gik ikke med det samme. De tog tilbage til Lydias hjem og opmuntrede de troende. Først derefter rejste de.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
243 – 1 Thessalonikerbrev

1 Thessalonikerbrev 1-5

Paulus plantede en kirke i Thessalonika, men havde ikke mulighed for at blive der længe. Forfølgelserne tog til, og de kristne insisterede på at tage ham ud af området. Derfor forlod han Silas og Timoteus for at hjælpe disse unge kristne. Han ventede på dem i Korinth.
Han var bekymret for denne unge kirke på grund af den forfølgelse, de nu oplevede. Til sidst bragte Silas og Timoteus vidunderlige nyheder om, hvordan folket forblev tro mod Jesus på trods af de mange lidelser. Paulus skrev straks dette brev for at opmuntre dem. Han sagde:

Sammen med Silas og Timoteus takker vi altid Gud for jer. Vi beder for jer nat og dag. Vi husker, hvordan I tog imod Jesus i konfliktens storm. Vi forkyndte ikke med smigrende ord, men I vidste, at det, vi sagde, kom fra Helligånden. I beviste vores værd og accepterede vores budskab. Nu taler alle om, hvordan I vendte jer fra afguder for at tjene den levende Gud, og hvordan I tålmodigt venter på Jesu genkomst.
I tog nådigt imod os, ligesom I tog imod evangeliet. Vi vågede over jer, som ammende mor med sit barn. Vi tog lønnet arbejde, så vi kunne betale for os selv og ikke være jer til unødig byrde. Vores kærlighed til jer er som en hengiven far, der hjalp jer til at lære at vandre med Gud.
Nu gør evangeliet sin gerning inde i jer. Folk hader jer, fordi de hader evangeliet. Jeg ønsker at være hos jer i denne prøvelsens tid, men Satan stod i vejen for mig.

Da jeg indså, at jeg ikke kunne være sammen med jer, forlod jeg Timoteus og rejste hertil. Jeg bad ham hjælpe jer, imens I står over for denne forfølgelse. I lang tid fik jeg ikke nyheder om, hvordan I har det. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg sendte bud til Timoteus og spurgte efter jer.
Han kom personligt og fortalte mig den gode nyhed om jeres tro og kærlighed i Jesus. Han fortalte mig, at I ønsker at se mig lige så meget, som jeg ønsker at se jer. Pris Gud! I står fast i jeres tro. Åh, hvor jeg længes efter at være sammen med jer og lære jer mere om at vandre med Herren.

Hør nu. Fortsæt med at leve et liv, der behager Gud. Hold jer væk fra umoral. Vær ikke som dem, der er slaver af ukontrollerede lidenskaber. Det er en livsstil, der sårer alle.
Det fornærmer også Guds Ånd, som bor inde i jer. Glem ikke, at Gud giver mennesker, som laver sådan, en hård dom.
Lad i stedet jeres kærlighed være gudfrygtig. Men hvorfor fortæller jeg jer dette? Gud har lært jer at elske hinanden. Jeg beder jer bare om at gøre det endnu mere.
Timoteus fortalte mig, at I er bekymrede for dem, der er døde for nylig. I skal ikke bekymre dig om dem. Husk, at Jesus også døde, men Gud oprejste ham fra de døde! Han vil gøre det samme med dem, der har sat deres lid til ham.
Når Jesus kommer tilbage til jorden, vil han først oprejse dem, der er døde i ham. Så vil vi andre møde ham i luften. Vær ikke modløse som dem uden vores håb. Trøst i stedet hinanden med disse ord.
Vi har selvfølgelig ikke en tidsplan for, hvornår det skal ske. Alligevel skal vi forberede os, som om det ville ske i dag.
Når det sker, vil de, der lever i synd, blive overrumplet. De er ligesom folk, der låser deres døre om natten og tror, de er sikre. Pludselig bryder en tyv ind i deres hjem!
Vor Herre Jesu komme vil være som veerne for en kvinde, der skal føde. Pludselig vil vi stå foran Guds domstol. Men Jesus Kristus døde, så vi kan leve med ham for evigt. Giv hinanden opmuntring med denne sandhed.

Indtil Jesus kommer igen, skal I som kirke indrette jer på følgende måde:

• Ær dem, der opfylder jeres åndelige behov.
• Dyrk fællesskabet med hinanden.
• Vær ikke dovne.
• Hav tålmodighed med dem, der er modløse.
• Hjælp de svage.
• Søg ikke hævn, når folk gør jer ondt.
• Gør altid det, der er godt.

Sådan lever I et åndeligt liv:
• Glæd jer altid, bed og sig tak. Det er Guds vilje med dig.
• Lyt til Guds Ånd, når han taler til jer gennem andre, men tjek altid, at budskabet virkelig er fra Gud.
• Hold fast i det gode og hold jer væk fra det onde.

Mine kære venner, vi er en familie, så bed for mig og glæd jer over fællesskabet. Del dette brev med alle i kirken. Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jer.

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
246 – Oprør i Efesos

Apostlenes Gerninger 19
Paulus forlod Antiokia og tog til Efesos. Da han kom dertil, fandt han tolv troende. Han spurgte dem: “Har I modtaget Helligånden?” De blev forvirrede og svarede: “Vi har ikke hørt om denne Helligånd.”
Paulus sagde: “Hvor blev I døbt?” De sagde: “Vi blev døbt af Johannes.”
“Johannes kom for at bane vejen for Jesus. Han døbte mennesker, der var villige til at omvende sig og berede sig på Messias’ komme. Men nu ér Messias kommet!”
Så snart de hørte det, blev de døbt i Jesu navn. Bagefter modtog de Helligånden og begyndte at prise Gud på forskellige sprog.

Paulus blev i Efesos i flere år. Først gik han i synagogen for at prædike, men til sidst måtte de troende finde et andet mødested.
Gud gjorde vidunderlige ting gennem Paulus. Folk fra hele området hørte Guds ord. De syge blev helbredt og dæmoner blev drevet ud. Folk rørte endda ved Paulus’ hud med klædestykker og tog dem med til de syge, og de blev helbredt.
Nogle unge mænd så Paulus uddrive en dæmon, så de besluttede at prøve det. De sagde til en dæmonbesat mand: “Far ud af ham i Jesu navn – ham, som Paulus prædiker om!”
Ånden sagde: “Jeg kender til Jesus, og jeg kender til Paulus, men hvem er I?” Den dæmonbesatte mand sprang på dem og slog dem. Han flåede deres tøj af, og de løb forslåede og nøgne fra huset.
Folk blev bange, da de hørte om det. Mange omvendte sig fra deres synder og påkaldte Herrens navn. De samlede deres bøger om hekseri og brændte dem.

En sølvsmed indkaldte til et møde med dem, der lavede små sølvtempler til en afgud ved navn Artemis. Han sagde: “Paulus får folk til at holde op med at tilbede Artemis. Han siger, at en gud lavet af hænder ikke rigtig er en gud. Dette er en fornærmelse mod Artemis. Desuden taber vi penge.”
Folk blev mere og mere vrede, indtil de begyndte at råbe: “Stor er Artemis!” De løb ud og råbte det på gaden. Snart bredte det sig over hele byen, og der var forvirring overalt. En gruppe greb fat i nogle kristne og tog dem med til amfiteatret. Hele byen tog dertil for at se, hvad der ville ske.
Folk blev ved med at råbe. Nogle sagde én ting, mens andre sagde noget andet. Situationen blev totalt kaotisk! De fleste af folkene vidste ikke engang, hvorfor de var der. Dette varede i to timer.

Paulus ønskede at gå til amfiteatret og forsvare Guds riges sag, men de troende nægtede at lade ham gå. Selv byens embedsmænd sendte besked til ham og sagde: “Gå ikke i amfiteatret!”
Til sidst stod en af embedsmændene frem for folkemængden og sagde: “Folk fra Efesos! Ingen kan benægte, at billedet af Artemis faldt ned fra himlen og landede her. Tag det derfor helt roligt! De mænd, I har ført herhen, har ikke gjort noget forkert mod Artemis. De har ikke bespottet hendes navn.
Hvis sølvsmedene har et problem med nogen, så lad dem tage det til domstolene. Gå nu hjem, før I bliver anklaget for uretmæssige optøjer.”
Dermed gik folket hjem.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
249 – 2 Korintherbrev

2 Korintherbrev 1-6
Menigheden i Korinth reagerede ikke positivt på Paulus’ første brev, så han sejler over havet for at mødes med dem. Det gik heller ikke godt. Derefter sender han dem et meget barskt brev – et, som ikke er inkluderet i Bibelen. Titus vender tilbage med opmuntrende nyheder om, hvordan de tog det til sig og omvendte sig fra deres synder. Paulus sender så dette tredje brev. Han skriver:

Må vor Herre Jesu Kristi nåde og fred være med jer. Som I ved, planlagde jeg først at komme til jer, inden jeg besøgte kirkerne i Makedonien. Jeg ændrede mening, fordi jeg ville spare jer for endnu et smertefuldt besøg. Jeg følte, at når jeg endelig kom, ville jeg have, at det skulle være en kilde til glæde og ikke til tårer. Så i stedet for at komme, skrev jeg det sidste brev, ikke for at såre jer, men for at vise min store kærlighed til jer.
Den mand, der stod bag alle disse problemer, har såret både jer og mig. Jeg priser Gud for, at han har omvendt sig. Brødre, det er ikke tid nu at overvælde ham med skyldfølelse. Beslut dig jer den rigtige straf, og tilgiv ham derefter. Vis ham, at I elsker ham, og lad ikke Satan få fordelen i denne situation.

Efter jeg havde skrevet det barske brev, havde jeg brug for at vide, hvordan I reagerede. Jeg sendte brevet med Titus og bad ham komme tilbage og aflægge rapport om jeres reaktion. Planen var, at vi skulle mødes i Troas. Jeg tog dertil, men han var ikke kommet endnu. Herren åbnede døre for at dele evangeliet i Troas, men jeg var fuldstændig fokuseret på jer. Jeg tog afsted med et skib over til Makedonien i håb om at finde ham der.
Med jer i tankerne var denne tur ensom, og jeg var overvældet af bekymring for jer. I min fortvivlelse åbenbarede Gud flere sandheder for mig.

Først indså jeg, at vores liv på jorden er som en romersk sejrsmarch. Folk brænder røgelse langs vejen, og lugten minder soldaterne om deres sejr. Men den samme lugt er frastødende for fangerne, fordi det minder dem om deres henrettelse, når de først kommer til Rom.
Det er os, der brænder langs vejen, mens Jesus marcherer triumferende. Denne verden følger efter ham. For de sejrende i Kristus er vi lugten af triumf. Verden finder os frastødende på grund af deres kommende dom.

Dernæst tænkte jeg på, hvordan mennesker i denne verden er så stolte af deres anbefalingsbreve. Mine tanker var på jer, og jeg indså, at I er Kristi brev, produceret af os, skrevet af Ånden og læst af alle. På grund af det har jeg tillid til at fortsætte. Det er ikke mit arbejde. Det er Guds Ånd, der bringer liv.
Sammenlign dette med de stenbogstaver, der blev givet til Moses. Midlertidigt skinnede hans ansigt som solen, så han lagde et slør over ansigtet. Fordi han gjorde det, lagde folk ikke mærke til, hvornår den skinnende glans forsvandt. Det slør er der stadig! Det dækker deres hjerter, når Loven læses, så de kan ikke forstå det.
Når en person vender sig til Kristus, fjernes dette slør. Guds Ånd bringer frihed, og vi afspejler Herrens herlighed.

Da jeg tænkte på forhænget og evangeliets lys, blev jeg rørt af en følelse af hast. Guds barmhjertighed skinner igennem os! Det er vigtigt, at vi presser på. Vi er nødt til at lægge alt det til side, der kan holde os tilbage. Vores budskab burde være tydeligt at se.
Men denne verdens gud har lagt et slør over øjnene på dem, der ikke vil tro. De afviser ikke os, fordi Jesus er verden lys. De afviser ham.

Da jeg rejste til Makedonien, gik alle disse tanker gennem mit hoved. Jeg følte mig svag og ude af stand til at udrette noget. Men da indså jeg, at det er Gud, der har givet os denne tjeneste. Han bruger svage mennesker til at udføre evigt arbejde. Vi kan sagtens blive skubbet rundt og knust, men det ændrer ikke noget. Det var præcis, hvad der skete med Jesus. Som det var med ham, sådan er det med os. Vores prøvelser og vores død vil give liv til andre.
Jeg kendte ikke til jeres situation. Men jeg indså, at den opmuntring, vi får, ikke skyldes det, der sker her på jorden, nej, vores opmuntring kommer fra Gud. Og derfor giver vi ikke op!

Desuden kan det, der sker med os her, ikke sammenlignes med det, der venter os i himlen. Han gav os sin Ånd, men Ånden er blot en forudbetaling af det, der venter os forude. Mens vi er i denne krop, er vi ikke i vores himmelske hjem. Men når vi forlader vores krop, er vi endelig hos Herren.
Det er lige meget, om vi er her eller der. Vores formål er det samme. Lad os derfor arbejde sammen for at forberede folk til den dag, hvor de vil stå foran Gud. Kristus døde for os, så lad os leve for ham.

Tænk på den tjeneste, der er blevet givet os. Enhver, der kommer til Kristus, bliver en ny skabning. Det gamle liv forsvinder, og et nyt liv dukker op. Gud tillader os at være en del af dette! Vi arbejder sammen med Kristus.
Dette er grunden til, at Gud ønsker, at vi skal være fri for alt, der ville holde os tilbage. Derfor skal vi passe på ikke at blive bundet sammen med en ikke-troende. Derfor holder vi os rene, så vi kan arbejde sammen og få arbejdet gjort.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 18 2022
252 – På vej til Jerusalem

Apostlenes Gerninger 20 – 21,17
Paulus blev tre måneder i Korinth. Bagefter tog han tilbage til Troas, hvor han tilbragte en uge, før han begyndte sin rejse til Jerusalem.
Natten før Paulus forlod Troas, prædikede han for kirken på tredje sal i et hus. Han prædikede i timevis – til langt ud på natten. En ung mand sad i en vindueskarm og blev hurtigt meget søvnig. Til sidst faldt han i søvn, gled ud af vinduet og faldt til jorden!
Folk styrtede ned og så, at han var død. Paulus tog liget og krammede det hårdt. Til sidst så han op og sagde: “Den unge mand er i live.”
Alle glædede sig og gik sammen op ad trappen igen. De fortsatte deres fællesskab indtil daggry, hvor Paulus tog afsted på sin rejse til Jerusalem. De førte den unge mand til sit hjem og glædede sig stadig over, at han var i live.

Paulus sejlede til en by nær Efesos, og de ældste fra den lokale menighed tog dertil for at mødes med ham.
Han fortalte dem: “Mit liv har været en åben bog for jer. Intet var skjult. Vi led forfølgelse sammen, men gennem det hele var jeg i stand til at forklare evangeliet for alle i denne region. Nu forlader jeg jer og tager til Jerusalem, og I vil aldrig se mig igen. Guds Ånd har gjort det klart, at jeg skal lide for Herren i Jerusalem. Det accepterer jeg, fordi jeg ønsker at opfylde Guds kald i mit liv.”
Paulus opmuntrede dem til at leve for Herren og være tro mod ham. Bagefter knælede de alle og bad sammen. Hele gruppen græd og omfavnede Paulus. De sørgede over hans ord: “I vil aldrig se mig igen.”

Da han fortsatte på vej til Jerusalem, standsede skibet ved byen Tyrus et stykke tid. Det gav Paulus en chance for at blive hos en gruppe troende i de få dage. De sagde til ham: “Guds Ånd fortalte os, at du vil lide store prøvelser i Jerusalem.”
Da det var tid til at gå, gik hele kirken med Paulus ud af byen og ned til kysten. De knælede på stranden og bad sammen. Så steg han om bord på skibet.

Skibet lagde til i Cæsarea, den nærmeste havn til Jerusalem. Paulus opholdt sig i Filips hjem, en af de oprindelige syv diakoner. Mens han var der, tog en profet Paulus’ bælte og bandt hans egne hænder og fødder. Han sagde: “Jøderne i Jerusalem vil binde manden, der ejer dette bælte, og overgive ham til hedningerne.”
Alle var bekymrede og bad Paulus om ikke at tage til Jerusalem. Han sagde: “Hold nu op! Jeres gråd får mig til at græde! Jeg er klar til at blive lagt i lænker for Herren. Jeg er klar til at dø for ham.”
Efter et par dage tog Paulus til Jerusalem. De kristne der tog imod ham med glæde.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 17 2022
199 – Livets brød og mad til hunde

Matthæus 15,21-28 og Markus 7,24-30 og Joh 6,22-71
Dagen efter at Jesus havde bespist de 5000, fandt folkene ham på den anden bred og vidste, at han var ankommet med en bestemt båd. De vidste også, at båden var sejlet afsted dagen før uden ham, så de spurgte: “Hvordan kom du dertil?”
Jesus ignorerede deres spørgsmål og gik direkte til det virkelige problem. Han sagde: “I er her, fordi I fik fyldt jeres maver af det brød, jeg gav jer i går. Men I bør i stedet søge efter det levende brød, som giver dig evigt liv.”
De sagde: “Hvad kræver Gud af os?”
Jesus sagde: “Dette er, hvad Gud kræver: Tro på ham, som han har udsendt. Tro på mig!”
De sagde: “Giv os et tegn, så vi kan tro. Moses gav os manna i ørkenen. Hvilke mirakler kan du gøre?”
Han sagde: “Jeres fædre fik manna i ørkenen, men døde til sidst. Jeg er Livets Brød, som Gud sendte ned fra himlen. Brødet, jeg tilbyder jer, er mit legeme, og den drik, jeg giver, er mit blod. Mit kød og mit blod vil give dig evigt liv.”
Folk var chokerede! De sagde til hinanden: “Hvordan kan denne mand sige, at han er kommet ned fra Gud? Vi kender jo hans forældre. Og hvordan kan han give sit kød at spise og sit blod at drikke?”
Fra den dag holdt mange op med at følge ham. De sagde: “Det her tror vi simpelthen ikke på! ”

Jesus vendte sig mod de tolv og sagde: “Vil I også gå?”
Peter sagde: “Herre, hvor kan vi gå hen? Du er den, der giver os evigt liv. Vi har set og tror nu. Du er Guds Hellige.”
Jesus sagde: “Jeg har udvalgt jer tolv, men en af jer vil forråde mig.”

Derefter tog Jesus sine disciple med til Tyrus og Sidon, et hedningeområde nord for Israel. Mens han var der, kom en ikke-jødisk kvinde og sagde: “Davids søn, forbarm dig over mig. En dæmon har taget kontrol over min datter og torturerer hende konstant.”
Jesus ignorerede hende og sagde ikke et ord. Hun blev ved med at tigge, indtil hans disciple sagde: “Herre, send hende væk. Hendes gråd begynder at irritere os.”
Jesus så på hende og sagde: “Gud sendte mig for at hjælpe sine fortabte får, Israels folk.”
Da knælede hun ned foran ham og sagde: “Herre, hjælp mig.”
Han sagde: “Det er ikke rigtigt at tage den mad, der tilhører børnene, og fodre den til vilde hunde.”
Hun sagde: “Det er sandt. Men hundehvalpene får dog lov at sidde under bordet og spise de krummer, der falder ned til dem.”
Han sagde: “Kvinde, din tro er stor! Du kan gå hjem nu. Dæmonen har forladt din datter.”
Hun rejste sig og gik hjem. Der fandt hun sin datter liggende på sengen. Dæmonen var væk.

VIDEOER


admin 0 Kommentarer
Copyright © 2025 Carsten Riis Jensen | Carsten Riis Jensen