Søg efter:
259 – Johannes Åbenbaring fortsat

Johannes Åbenbaring 21
Da Lammet åbnede bogen, så Johannes de mærkelige ting, der var i den – forbløffende ting om vores fremtid. Han skrev om de ting, så folk kunne vide, hvad han havde set. Nær slutningen skriver Johannes:

Pludselig indså jeg, at alt var fornyet. Jeg så ind i himlen og den var helt fornyet. Jeg så mig omkring, og også jorden var fornyet. Der var ikke længere noget hav på jorden!
Jeg kiggede op og så den hellige by komme fra Gud, fra himlen. Det var det nye Jerusalem, og det var smukt! Det var som en brud, der var klædt ud til sin mand.

Så hørte jeg en stemme. Den sagde: “Se, Gud skal nu leve sammen med menneskene! Han vil være deres Gud, og de skal være hans folk. Han vil tørre deres tårer. Han vil gøre op med død, sorg og smerte. Alt bliver anderledes.”
Så sagde Gud til mig. “Det, du ser, er sandt. Alt bliver nyt. Jeg er Alpha og Omega, begyndelsen og slutningen. Jeg giver levende vand til de tørstige. Jeg er de forløstes far. De er mine børn, og de har vundet min sejr. Men dem, der ikke troede, er kujoner og modbydelige. De er fulde af mord, umoral og løgne. De tilbeder djævle og falske guder. Når alt dette er gjort, sender jeg dem til Ildsøen. Det er den anden død!”

Så kom endnu en engel og førte mig i ånden til et højt bjerg, så jeg kunne se den hellige by, da den kom ud af himlen. Det nye Jerusalem var klædt i Guds herlighed og skinnede som dyrebare juveler.
Dens mur havde tolv porte – tre på hver af de fire sider. Portene havde navnene på Israels tolv stammer, og murenes fundament havde navnene på de tolv apostle. Det hele var lavet af ædelsten.
Englen målte byen. Og jeg fandt ud af, at den var 2400 kilometer i hver retning, som en massiv terning. Murene var lavet af jaspis, og selve byen var af rent guld. Portene var lavet af perle. Hovedgaden var lavet af rent, gennemsigtigt guld.
Der var intet tempel, fordi Gud og Lammet var templet. Indbyggerne i byen havde ikke brug for solen eller månen, fordi Guds herlighed var lyset og Lammet var lampen.
Portene var altid åbne, fordi det altid var dag der. Alle nationer var velkomne til at komme til enhver tid. Men modbydelige og urene mennesker måtte ikke komme ind. Kun dem, hvis navne var skrevet i Lammets Livets Bog, blev budt velkommen i byen.

Mens jeg så på det nye Jerusalem, viste englen mig floden med levende vand. Det var krystalklart og flød ud fra Guds og Lammets trone. Det flød ned midt på hovedgaden.
Livets træ var på begge sider af gaden. Det havde tolv slags frugt og producerede en afgrøde hver måned. Alle nationerne gik hen til træet og fandt dyrebar helbredelse i dets blade. Det var da, jeg indså, at intet nogensinde mere ville blive forbandet.
Guds tjenere gik til hans trone og tilbad ham. De fik lov at kigge op og se hans ansigt. Hans navn stod på deres pander.
Der var ingen nat i byen. Så folk havde ikke brug for sollys eller lamper. Herren Gud sørgede for lys til dem. De regerede for evigt, som konger.

Jeg så på alt dette, da englen vendte sig mod mig. Han sagde: “Det, du ser, vil ske. Herren gav mig dette budskab til dig. Han sagde: ‘Folk skal gøre sig klar! For når dette sker, vil det ske hurtigt. De vil blive velsignet, hvis de fokuserer på det, du har skrevet.”
På det tidspunkt faldt jeg ned og tilbad englen. Han blev chokeret. “Det skal du ikke gøre! Jeg er blot en tjener som dig. Du skal tilbede Gud.”
Så sagde han: “Hør godt efter. Det, du har skrevet, er ekstremt vigtigt. Sørg for at folk læser det. Du skal ikke bekymre dig om deres svar. Overlad det til Gud.”

Pludselig hørte jeg Jesus tale til mig. Han sagde: “Jeg kommer, og når jeg kommer, vil det gå hurtigt! Jeg vil give belønninger for, hvad hver person har gjort. Jeg er Alpha og Omega, den første og den sidste, begyndelsen på alt – og enden på det hele. Jeg vil velsigne dem, der er forberedt på mit komme. Jeg vil invitere dem til Livets Træ. De kan gå lige gennem byens porte og komme ind. De onde er ikke velkomne. De bliver nødt til at blive udenfor. Jeg sendte denne engel til dig. Jeg bad ham vise dig disse ting. Husk, jeg er Davids rod og gren. Jeg er den lyse og morgenstjerne.”

Pludselig hørte jeg: “Ånden og bruden siger: ‘Kom!” Så lød det igen. “Kom!”
Igen hørte jeg: “Hvis du er tørstig, så kom! Kom og drik Levende Vand.”
Mens jeg skrev dette, hørte jeg pludselig Jesus sige: ”Noget andet er sandt. Jeg kommer tilbage – og det snart.”
Jeg sagde: “Ja, Herre. Kom!”

VIDEOER

172 – Genopbygning af templet

Anden Krønikebog 36,21-23 og, Ezra 1 – 6 og Haggaj 1 – 2
Jeremias havde sagt, at Juda ville være i fangenskab i 70 år. Mod slutningen af den tid sagde den persiske konge: “Herren har sagt til mig, at han vil sende sit folk tilbage til Jerusalem for at genopbygge deres tempel. Derfor er de nu frie til at rejse hjem og bygge Guds hus.”
Kongen gav dem guld og sølv til projektet, og han gav dem de tempelkar, som blev taget, da Jerusalem blev ødelagt. Han donerede penge til at købe cedertræ fra Libanon til indersiden af templet. Han sørgede endda for husdyr, så folket kunne bringe ofre til Gud. Herren rørte sit folks hjerter. Mange tog imod opfordringen om at vende tilbage til Juda for at udføre Guds værk. Nogle, der ikke selv kunne gå, gav penge og forsyninger.

Da folket ankom, ofrede de til Gud på tempelpladsen. Folket råbte af glæde og begyndte derefter at bygge templet.
De mennesker, som boede der, var kede af, at jøderne var kommet tilbage. De forsøgte at standse projektet, men intet virkede. På det tidspunkt regerede nu en ny konge over Persien. De sendte ham en besked og fortalte ham om det nye tempel. De overbeviste ham om at standse byggeriet.
De jødiske bygherrer havde intet andet valg end at standse og vente på, at situationen ændrede sig. Det gav dem en mulighed for at bygge deres egne huse. Inden længe fik den ene familie efter den anden cedertræ i deres hjem. Til sidst var lageret af cedertræ fra Libanon væk! De vidste, at det ikke kunne erstattes. Så hver gang nogen talte om at bygge templet, sagde folket: “Det er ikke et godt tidspunkt at bygge nu.”

Profeten Haggaj sagde til folket: “Jeg har et budskab fra Herren! Tænk over, hvad I gør! I siger, at det ikke er tid nu til at bygge Guds hus. Alligevel bor I selv i fine hus, mens mit hus ligger i ruiner.’”
Haggaj fortalte dem, at Gud havde fjernet sin velsignelse fra dem: “I planter en stor mængde korn, men alligevel høster I meget lidt. I spiser, men I er stadig sulten. I drikker, men I er stadig tørstige. I har tøj på, men I er ikke varme. I tjener penge og putter dem i poser uden at vide, at poserne har huller. Overvej den måde I lever!”
Folket lyttede, men de vidste, at der ikke var noget cedertræ til at gøre templet færdigt. Haggaj sagde: “Gud siger, at I skal gå op i bjergene og hente almindeligt træ og bruge det i templet. Han siger, at han vil være tilfreds med det, I bygger.”
Folket adlød og gik op i bjergene og fældede træ til at erstatte det manglende cedertræ. Derefter gjorde de forberedelser til at genstarte projektet.

Med tiden kom en anden konge til magten i Persien. Han gav denne ordre: “Enhver, der modsætter sig bygningen af templet, skal dø!”
Det betød, at folkene omkring Jerusalem ikke hindre opførelsen af templet. I stedet blev de befalet at give forsyninger til dets færdiggørelse.
Folk arbejdede med stor entusiasme. Haggaj kom med endnu et budskab fra Herren: “Jeg er glad for, at I adlyder mig! Jeg vil sørge for jer. I har ikke plantet jeres frø, jeres vinstokke har endnu ikke frembragt druer, og jeres træer har ikke blomstret. Alligevel høster I mine velsignelser og forsyninger.”
De fleste var glade, da de så, at bygningen næsten var færdig, men nogle af de ældre mænd sagde: »Vi husker Salomos tempel. Det var smukt! Dette tempel er lille og slet ikke smukt.”
Bygherrerne blev modløse. Haggaj kom med endnu et budskab fra Gud. “Hvem husker templet bygget af Salomo? Hvordan kan de to sammenlignes? Vær ikke modløse. Dette tempels herlighed vil være større, end I kan forestille jer. Jeg vil ryste nationerne, og hele verden vil fokusere på netop dette sted. Vær stærke og fokusér på det arbejde, der ligger foran jer. Jeg er med jer, som jeg altid har været.”

Folket blev på denne måde opmuntret til at arbejde videre og færdiggøre templet.

VIDEOER

175 – Ester bliver dronning

Ester 1 – 5,8
Det skete en dag, at den persiske kongens dronning bragte ham i forlegenhed. Derfor blev det besluttet, at hun skulle sendes bort, og der blev derefter udstedt en befaling om, at alle smukke jomfruer skulle komme til paladset. Blandt dem ville kongen vælge en ny dronning.
Ester var en smuk ung kvinde, som var blevet opdraget af sin ældre fætter Mordokaj. Hun var blandt de kvinder, som tog op til paladset, men hendes kusine bad hende undlade at fortælle nogen, at hun var jøde.
Det endte med at Ester blev valgt til ny dronning. Kort efter skete to begivenheder omtrent samtidig: Første begivenhed var, at Mordokaj hørte om, at nogen ville dræbe kongen. Det meldte han straks, og plottet imod kongen blev standset. Mordokajs gode gerning blev noteret i landets officielle optegnelser.

Den anden begivenhed var, at en mand ved navn Haman blev gjort til den højest rangerende embedsmand i riget. Fra da af bukkede folk, når han gik forbi – alle undtagen Mordokaj.
Da Haman så det, blev han vred og ville have Mordokaj slået ihjel. Men han ville mere end det: Han ville, at alle jøder skulle dræbes.
Derfor gik han til kongen og sagde: “Der er mennesker i dit rige, som er anderledes end alle andre. De adlyder ikke dine love, fordi de har deres egne. Vi bør ikke lade dem leve. Tillad mig at tjene dig ved at organisere, at de bliver udryddet. Det vil være mig en ære personligt at betale for omkostningerne ved dette arbejde.”
Kongen var glad for Hamans villighed til at tjene riget, så han gav ham myndighed til at udrydde det jødiske folk i riget. Haman fastsatte en bestemt dato og udsendte derefter en befaling. Denne befaling lød, at jøderne skulle slås ihjel på den fastsatte dato. Deres ejendele skulle gives til dem, som udførte drabene.

Befalingen blev oversat til mange sprog og sendt rundt til alle folkene i det persiske rige.
Frygt og panik greb alle rigets jøder.
Ester var i paladset og kendte ikke til den udsendte befaling. Hun hørte, at Mordokaj sørgede over noget, og derfor sendte hun en tjener for at spørge, hvad der var galt. Mordokaj fortalte tjeneren alt og gav ham en kopi af befalingen. Han sagde: “Sig til dronningen, at hun skal tale med kongen og bede ham om at forbarme sig over hendes folk.”
Hun sendte en besked tilbage til ham: ”Ingen må få foretræde for kongen uden en invitation. De, der gør det, bliver dræbt, medmindre han peger det gyldne scepter mod dem. Det er 30 dage siden han sidst har sendt bud efter mig.”

Mordokaj sendte en besked tilbage til hende: “Hør, hvis du ikke hjælper, vil dit folk blive udryddet, og det inkluderer dig. Jeg tror, at du blev ført her til riget for netop at standse denne ugerning.”
Ester skrev tilbage til Mordokaj: “Sig til vores folk, at de skal faste i tre dage. De må ikke spise eller drikke noget. Mine tjenere og jeg vil gøre det samme. Så går jeg hen og taler med kongen, selvom det er imod loven. Hvis jeg dør, så dør jeg.”

Efter tre dage tog Ester sine kongelige klæder på og stillede sig i den indre forgård, så kongen kunne se hende fra sin trone. Da han så op, blev han glad for at se hende og pegede straks det gyldne scepter mod hende. Hun gik op og rørte ved spidsen af den.
Han sagde: “Fortæl mig, hvad du vil have, og jeg vil give dig det.”
Hun sagde: “Hvis det behager dig, vil jeg gerne, at du og Haman kommer til en fest, jeg har forberedt.”
“Gerne!” sagde kongen. “Vagt, løb og hent Haman og bring ham hertil. Vi skal til dronning Esters fest.”
Fortsættes i næste historie

VIDEOER

176 – Ester redder sit folk

Ester 5,9 – 10,3
Fortsat fra forrige historie
Kongen og Haman deltog i dronning Esters fest. Bagefter sagde kongen: “Fortæl mig nu, hvad du ønsker, så jeg kan give dig det.”
“Jeg vil gerne, at du og Haman kommer til endnu en fest i morgen. Da vil jeg fortælle dig, hvad det er jeg, ønsker.”
Haman var stolt, da han forlod paladset den dag. Han var blevet inviteret til dronningens fest to dage i træk! Pludselig blev hans glæde til vrede, da han bemærkede, at Mordokaj endnu en gang ikke bøjede sig for ham. Da han fortalte det til sine venner, sagde de: “Byg en galge. Gå til kongen tidligt om morgenen og bed ham om at beordre Mordokajs død. Hæng ham i galgen med det samme, så du kan nyde dronningens fest.”
Haman sendte bud efter en tjener og beordrede, at galgen skulle bygges. Kongen kunne ikke sove den nat. Så han fik nogen til at komme til hans soveværelse og læse officielle optegnelser. Tjeneren læste, hvordan Mordokaj havde reddet kongens liv ved at afsløre en plan om at dræbe ham.
Kongen sagde: “Hvordan blev denne mand belønnet?”
Tjeneren svarede: “Det blev han ikke! ”
“Der blev ikke gjort noget for at belønne denne mand?! Gå ind i tronsalen og se, om der er nogen der.”
Tjeneren fandt Haman og førte ham til kongen. Før Haman nåede at sige noget, sagde kongen: “Hvad skal jeg gøre for en person, som jeg ønsker at ære på en særlig måde?”
Haman tænkte straks på sig selv. Han sagde: “Du bør ære denne person ved at tage din kongelige kappe og give ham den på. Placer ham på din hest, og få en af dine embedsmænd til at lede ham igennem gaderne, imens han råber: ‘Dette er, hvad kongen gør for en mand, han vil ære!’
Kongen sagde: “Fremragende. Gå hen og find Mordokaj og gør alt, hvad du har sagt!”

Haman fik et chok, men han måtte jo gøre, hvad han selv havde foreslået kongen. Han gav Mordokaj den kongelige kappe på, satte ham på den kongelige hest og førte ham gennem byen og råbte: “Dette er, hvad kongen gør for en mand, han vil ære.”
Da det var overstået, gik Haman ydmyget hjem, men han måtte skynde sig, for om aftenen ventede dronningens fest.
Efter at de havde spist, spurgte kongen nu Ester: “Sig mig, hvad du ønsker, så jeg kan give dig det.”
“Min konge, hvis det behager dig at imødekomme min anmodning, så skån mit liv og mit folks liv. Der er en mand, som har planlagt at udrydde hele mit folk.”
Kongen blev chokeret: “Hvem er denne mand, og hvor er han?”
Ester pegede på Haman: “Vores fjende er denne onde mand!”
Haman var rædselsslagen. Han kunne ikke engang tale. Kongen så på ham og blev vred. Han rejste sig og gik ind i haven, så han kunne tænke.
Haman løb hen og faldt ned foran Ester og bad for sit liv. Kongen kom nu tilbage og så Haman ligge foran dronningen. Han sagde: “Vil du voldtage dronningen, mens jeg står lige her?”
Så snart han sagde det, skyndte tjenerne sig hen og tvang en hætte ned over Hamans hoved. En af dem sagde til kongen. “Haman har bygget en galge til at hænge manden, der reddede dit liv.”
Dette gjorde kongen endnu mere vrede. Han pegede på Haman: “Hæng ham i den!”
Haman blev straks ført ud og hængt i galgen, han selv havde bygget.

På den måde blev det jødiske folk reddet fra den katastrofe, Haman havde planlagt for dem, og Mordokaj blev den højest rangerende embedsmand i regeringen. Jøderne fejrer hvert år Purimfesten, til minde om denne begivenhed.

VIDEOER

185 – Herrens Ånd er over mig

Matthæus 4,13-17 og 13,54-58
Lukas 4,14-32 og Johannes 4,43-54

En kongelig embedsmand fra Kapernaum opsøgte Jesus. Han sagde: “Min søn er syg og er ved at dø. Kom til Kapernaum og helbred ham.”
Jesus valgte at teste ham, så han sagde: ”Du er ligesom alle andre. Du vil ikke tro, hvis du ikke ser mirakler.”
Manden bad igen: “Herre, kom og helbred min søn. Han dør, hvis du ikke kommer hurtigt.”
Jesus fik medlidenhed med ham og sagde: “Gå i fred. Din søn lever.”
Manden så på Jesus og troede ham. På vej hjem mødte hans tjenere ham og sagde: “Din søn lever!”
Embedsmanden spurgte dem: “Hvad tid fik han det bedre?”
De sagde: “Feberen forlod ham omkring klokken et om eftermiddagen.”
Embedsmanden vidste, at det var det nøjagtige tidspunkt hvor Jesus sagde, at hans søn var helbredt. Hele mandens familie kom nu til tro på Jesus som deres Frelser.

Derefter tog Jesus til Nazareth, hvor han var vokset op som barn. Han gik ind i synagogen, ganske som han plejede. Han rejste sig, og tjenerne i syngagogen rakte ham en skriftrulle med Esajas’ Bog. Jesus valgte at læse dette afsnit højt:
“Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”

Da han havde læst det, lukkede han bogen og satte sig ned. Imens alle i synagogen så spændt på ham, sagde han til dem: “I dag er dette skriftsted opfyldt.”
Alle var forbløffede. De sagde: “Er dette ikke Josefs søn, som voksede op i vores by?”
Jesus sagde: “Jeg ved, hvad I tænker. I har hørt om de mirakler, jeg har gjort i andre byer, og nu vil I gerne se mirakler her også.
Det er sandt, det ordsprog som siger, at en profet aldrig vil blive æret i sin hjemby. Da der var stor hungersnød på Elias’ tid var der mange enker i Israel, men Gud sørgede særligt for en ikke-jødisk enke. På Elisas tid var der mange mennesker i Israel med spedalskhed, men Gud valgte at helbrede en hedning fra Syrien.”
Dette gjorde folkene i synagogen rasende. De greb ham og førte ham ud af byen. De tog til det sted, hvor de henrettede folk ved at kaste dem ud fra en klippe. Da de kom dertil, indså de, at han ikke var sammen med dem. Han havde vendt sig, var gået gennem menneskemængden og forsvundet.
Herefter flyttede Jesus fra Nazareth til Kapernaum.

VIDEOER


116 – Salomos visdom

1 Kongebog 3 – 4 og 2 Krønikebog 1
Salomo elskede Gud og prøvede at følge sin far Davids eksempel. En dag tog han til Gibeon og ofrede 1.000 brændofre på alteret. Den nat viste Gud sig for ham i en drøm: “Hvad vil du, at jeg skal give dig?”
Uden tøven sagde Salomo: ”Herre, min far var en stor konge, men jeg føler mig som et barn, der ikke ved noget. Giv mig visdom og forstand til at herske over dit folk.”
Herren var tilfreds med Salomos svar. “Du har bedt om visdom i stedet for langt liv, rigdom og fred. Derfor vil jeg give dig visdom. Den vil overstige, hvad nogen har haft eller nogensinde vil have. Jeg vil også give dig stor rigdom og ære. Og jeg vil give dig et langt liv, men kun hvis du følger mig som David gjorde.”

Kort efter dette løfte gik to prostituerede til domsalen og stillede sig foran kongen. Den ene af dem sagde: “Denne kvinde og jeg bor i samme hus, og jeg fik et barn derhjemme. To dage efter at jeg havde født, fik også denne kvinde et barn. Vi var sammen, og der var ikke nogen anden hos os i huset; vi to var alene derhjemme. Så døde denne kvindes søn om natten, fordi hun kom til at ligge på ham, og midt om natten stod hun op og tog min søn fra mig, mens jeg sov, herre; hun lod ham ligge i sin favn og lagde sin døde søn i min favn. Da jeg stod op om morgenen for at amme min søn, var han død; men da jeg så nærmere på ham i morgenlyset, var det slet ikke min søn, ham jeg havde født.”
Den anden kvinde sagde: ”Nej, det levende barn er mit og det døde barn er hendes!”
De to begyndte at skændes foran kongen.
Salomo vendte sig mod en vagt og sagde: “Kom med et sværd.” Han pegede på barnet og sagde: “Skær drengen i to stykker og giv hver mor halvdelen.”

En af kvinderne råbte da: “Nej! Dræb ikke min søn! Hun kan få ham! Lad ham leve.”
Den anden kvinde sagde: “Ja, skær ham i to, så vi begge får en del.”
Kongen vendte sig mod vagten: “Giv drengen til den første kvinde. Hun er moderen, fordi hendes hjerte råber efter barnet.”
Israels folk var forundrede over hans visdom.

Salomo herskede over alle nationerne fra Eufratfloden i nord til Egypten i syd. Der var fred i hele regionen så længe han levede. Der var så mange mennesker i Israel, at de var som sandet på stranden. Alle levede i fred og uden frygt for krig.
Salomo fik givet viden om mange emner. Han havde forståelse for planter, fugle og dyr. Hans visdom var større end nogen andens i verden. Konger fra hele verden sendte folk for at lytte til ham og lære af ham.

VIDEOER

 

68 – Samsons fødsel

Dommerbogen 13
Der var en mand fra Dans stamme, hvis kone ikke kunne få børn. På dette tidspunkt havde filistrene taget kontrollen over Israel.
Herrens engel viste sig for kvinden og sagde: “Snart bliver du gravid. Det barn, du skal bære, skal være nasiræer fra det øjeblik, han bliver født. Drik derfor ikke alkohol og spis ikke noget, som er imod Moseloven. Og klip aldrig din søns hår. Han skal nemlig frelse Israel fra filistrene.”
Kvinden var ikke klar over, at hun talte med Herrens engel. Hun løb hen til sin mand og sagde: “En Guds mand kom og fortalte mig, at du og jeg skal have et barn. Han sagde til mig, at jeg ikke skulle drikke alkohol eller spise noget, der er imod Moseloven. Og jeg må ikke klippe barnets hår, fordi han skal være nasiræer fra fødslen.”
Hendes mand bad straks og spurgte Gud, om han endnu en gang ville sende Guds mand til dem. Han havde brug for flere instrukser om, hvad de skulle gøre, når barnet blev født.

Noget tid efter viste Herrens engel sig igen for kvinden. Hun løb ind og hentede sin mand og sagde: “Gudsmanden fra før er her igen.”
Manden løb ham i møde. Han sagde: “Er du manden, der talte med min kone?” “Ja, jeg er.”
Englen gav ham derefter de samme instrukser, som han havde givet kvinden. Manden sagde: “Bliv hos os, mens vi tilbereder et måltid til dig.”
Englen sagde: “Jeg bliver, men jeg vil ikke spise et måltid sammen med dig. Brænd i stedet et brændoffer til Gud.”
Manden og hans kone vidste stadig ikke, at de talte med Herrens engel. Manden sagde: “Hvad er dit navn? Vi vil gerne ære dig, når alt, hvad du siger, går i opfyldelse.”
Englen sagde: “Jeg vil ikke fortælle dig mit navn. Det er for stort for dig.”
Så lavede manden et brændoffer og ofrede det på en klippe. Flammerne steg op mod himlen. Pludselig, mens manden og hans kone så på, gik Herrens engel op i flammerne.
Parret faldt straks til jorden. Manden sagde: “Vi skal dø! Vi har set Gud!!”

Kvinden sagde: ”Jeg tror ikke, vi skal dø. Han tog imod vores brændoffer. Desuden sagde han, at vi skulle have en baby.”
Kvinden fulgte de instrukser, hun fik, og på det aftalte tidspunkt fødte hun en lille dreng. De kaldte ham Samson.

VIDEOER

***

77 – Samuel kaldes

1 Samuel 1-3
Hanna kunne ikke få børn. Det plagede hende så meget, at hun gik til templet i Shilo og bad Gud om et barn. Hun sagde: “Herre, hvis du vil give mig en søn, vil jeg give ham tilbage til dig, og han vil tjene dig resten af sit liv.”
Eli, ypperstepræsten, bemærkede, at Hanna bevægede sin mund, men ikke sagde noget. Han troede, hun var fuld. “Kvinde, læg din vin væk!”
“Jeg er ikke fuld. Jeg beder til Gud.”
“Gå du blot! Herren vil svare din bøn.”
Og ganske rigtigt besvarede Herren hendes bøn. Hun fødte hun en lille dreng og kaldte ham “Samuel”, som betyder ’Gud hørte mig.’

Da drengen var gammel nok, tog hans mor ham med til templet og præsenterede ham for Eli. Hun sagde: »Jeg bad om et barn, og Herren svarede mig. Nu vil jeg give min søn til Herren, og han vil tjene ham resten af sit liv.”
Hvert år kom Hanna på besøg og kom med nyt tøj til Samuel. Præsten bad om, at Gud ville give Hanna flere børn. Derefter fik hun tre sønner og to døtre.
Eli gav Samuel arbejde at udføre i templet. Efterhånden som han voksede fysisk, voksede han også i yndest hos Herren og hos mennesker.
Elis sønner var helt modsat Samuel. De var onde og ærede ikke Gud på nogen måde. Mange af deres synder blev begået i Herrens hus. Eli talte med dem om det, men gjorde intet ved det.

En nat, mens Samuel sov, råbte Herren: “Samuel, Samuel.”
Han vågnede og løb hen til hvor Eli sov. Han sagde: “Ja, jeg er her!”
Eli vågnede og så på drengen. “Jeg kaldte ikke på dig, Samuel. Gå tilbage til din seng.”
Samuel gik tilbage og lagde sig. Da han var ved at falde i søvn, kaldte Herren på ham igen. “Samuel, Samuel.”
Denne gang vidste han, at han ikke drømte. Han rejste sig og løb hen til Eli. “Her er jeg!”
Eli sagde endnu en gang: “Jeg kaldte ikke på dig. Gå nu i seng igen.” Så gik Samuel tilbage og lagde sig.
Endnu en gang kaldte Herren til ham: “Samuel, Samuel.”
På dette tidspunkt i sit liv kendte Samuel ikke Gud, og Gud havde ikke talt til ham. Så drengen gjorde det eneste, han kendte til: For tredje gang løb han hen til Eli. “Jeg er her, fordi du kaldte på mig.”

Da indså Eli, hvad der foregik. Han forstod, at det var Gud, som kaldte på Samuel. Derfor sagde han: “Gå tilbage og læg dig. Hvis du hører nogen kalde dig igen, så sig: ‘Tal Herre, din tjener lytter.’
Samuel gik tilbage til sin seng og lagde sig ned. Herren kaldte ham igen: “Samuel! Samuel!”
Stille sagde Samuel: “Tal, din tjener lytter.”
Gud sagde: “Jeg er ikke tilfreds med, hvordan Eli tillader sine sønner at gøre ondt i mit hus. Jeg vil dømme ham og hans sønner.”
Samuel lagde sig tilbage i sin seng. Om morgenen kaldte Eli til ham: “Samuel, hvad sagde Herren til dig?”
Drengen var bange for at fortælle ham budskabet fra Gud. Eli sagde: “Søn, skjul det ikke for mig.” Så Samuel fortalte ham alt.
Eli sagde: “Han er Herre! Lad ham gøre, hvad der er godt i hans øjne.”
Herren var med Samuel fra den dag af, og Gud fortsatte med at åbenbare sine ord for ham. Samuel adlød Herren, og alt, hvad han sagde, gik i opfyldelse. Hele Israel erkendte, at han var en Herrens profet.

VIDEOER

86 – David salves til konge

1 Samuel 16
Samuel kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan Gud forkastede Saul som konge over Israel. Herren sagde til Samuel: “Hold op med at tænke på Saul! Tag noget salveolie og gå til Isajs hjem i Betlehem. Jeg har udvalgt en af hans sønner til at blive konge.”
Samuel sagde: “Herre, kong Saul vil dræbe mig, hvis han finder ud af det.”
Herren sagde: “Tag en kalv til Betlehem og sig, at du kommer for at ofre til Herren. Inviter Isaj og hans sønner med til ofringen. Jeg vil da vise dig hvem af dem du skal salve.”
Så drog Samuel til Betlehem. Byens ledere blev bange, da de så ham. De mødtes med ham og sagde: “Kommer du i fred?” Profeten sagde: “Ja, jeg er kommet for at ofre til Herren. Hent Isaj og hans sønner og bed dem om at slutte sig til mig.”
Da de kom, blev Samuel straks imponeret over Isajs ældste søn og tænkte: ”Det må være ham, Herren har udvalgt.”
Gud sagde: “Samuel, se ikke på det ydre. Det er lige meget hvor høj en mand er eller hvor stærk. Jeg ser ting, du ikke kan se. Han er ikke den udvalgte.”
Isaj præsenterede derefter sin anden søn for Samuel. Heller ikke ham valgte Herren. Isaj præsenterede syv af sine sønner for profeten, men hver gang sagde Herren: “Han er ikke den udvalgte.”

Til sidst sagde Samuel til Isaj: “Har du ikke andre børn?”
“Jo, jeg har én mere. Min yngste. Han er ude og passer fårene.”
“Send bud efter ham. Jeg spiser ikke med dig, før jeg ser ham.”
Så snart David gik ind i lokalet, kunne Samuel se, at han var en flot, ung mand. Herren sagde: “Han er den udvalgte. Ham skal du salve.” Så salvede Samuel ham med olie. Da forlod Guds Ånd kong Saul og tog i stedet bolig i David.
Fra den dag af blev kong Saul plaget af depression. Hans tjenere fik en idé. De sagde: “Tillad os at finde en mand, som er dygtig til at spille på harpe. Så vil hans musik opmuntre dig, når du bliver deprimeret.”
Det takkede Saul ja til, og en af tjenerne sagde: »Jeg har hørt om en ung mand, som er meget dygtig til harpe. Han er en søn af Isaj fra Betlehem. Ud over at være god på harpen, er han en god soldat og har evnen til at tale foran folk. Han er også en mand, der går med Gud.”

Så sendte Saul besked til Isaj og sagde: “Send mig David, din søn, som er fårehyrde.” Så sendte Isaj David til Saul samt gaver til kongen.
Saul blev straks imponeret over ham. David blev gjort til Sauls våbendrager, men han spillede også på harpe, hver gang kongen blev ramt af depressionen. Lyden af hans harpe beroligede kongens ånd og gav ham fred.

VIDEOER

35 – Moses og tornebusken

2 Mosebog 3 – 4,18
Efter Moses giftede sig med Sippora, blev han hyrde for sin svigerfar, Jetro. Fyrre år senere, da Moses var 80 år gammel, ledte han sin flok nær et bestemt bjerg.
Pludselig, i det fjerne, så han, at en busk brændte uden at blive fortæret af flammerne. Han gik tættere på, så han bedre kunne se det. Da han var nær, kaldte Gud på ham: “Moses, Moses.”
Han svarede: “Ja, jeg er her.”
“Kom ikke nærmere. Tag dine sko af. Du står på hellig grund.”
Da Moses tog sine sandaler af, sagde Herren: “Jeg er dine fædres Gud – Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” Moses dækkede sit ansigt, fordi han var bange for at se på Gud.
“Mit folk lider i Egyptens land. Det er tid til at fri dem fra deres slaveri. Jeg har udvalgt dig til at føre dem tilbage til Kana’ans land. Tag derfor tilbage til Egypten og tal med Farao.”
“Åh nej, Herre, ikke mig! Jeg er ikke den rigtige til at føre israelitterne ud af Egypten. Jeg er ikke i stand til at tale med Farao.”
Gud var tålmodig med Moses: “Jeg vil være sammen med dig. Når du tænker på dette bjerg, vil du huske, at jeg sendte dig. Tag til Egypten og bring mit folk tilbage hertil for at tilbede.”
Moses sagde: “Men hvis jeg står foran folket og siger: Jeres fædres Gud har sendt mig til jer’, så vil de sige: ‘Hvilken Gud? Hvad hedder han?’ Hvad skal jeg fortælle dem?”
Gud svarede ham: “Jeg er den, jeg er! Fortæl dem ‘JEG ER’ sendte dig til dem. Jeg er Abrahams Gud. Jeg er Isaks Gud. Jeg er Jakobs Gud. Folket vil lytte til dig, men Farao vil ikke. Derfor vil jeg slå ham hårdt. Når jeg er færdig, vil han endelig lade mine folk gå.” Moses tøvede stadig. Så sagde Gud til ham:
“Hvad har du i din hånd?”
“Det er en hyrdestav.”
“Smid den på jorden.”
Han smed den på jorden, og den blev forvandlet til en slange! Moses sprang tilbage i frygt. Så sagde Gud: “Ræk ud og tag slangen op i halen.” Moses tog fat i halen, og med det samme blev slangen igen en hyrdestav.
Gud sagde: “Stik din hånd ind i din skjorte.” Det gjorde Moses, og da han trak den ud, var den dækket af spedalskhed. “Stik hånden ind igen.” Det gjorde han, og da han trak den ud, var spedalskheden væk.
Gud sagde: “Vis folket disse tegn, og de vil tro dig.”
”Men, Herre, jeg har aldrig været i stand til at tale godt. Jeg har et taleproblem.”
“Moses, hvem har skabt din mund? Jeg er den, der får en person til at være døv, stum, blind eller seende! Gå og gør som jeg siger. Jeg vil hjælpe dig med at tale og lære dig, hvad du skal sige.”
Moses bøjede hovedet. “Herre, jeg vil bare ikke gå. Send venligst en anden.”
Da blev Herren vred. “Din bror Aron kommer for at møde dig. Han kan tale. Tag ham og tag til Egypten!”
Så gik Moses til Jetro og bad om tilladelse til at vende tilbage til Egypten.

VIDEOER