Apostlenes Gerninger 9,32-43
Peter rejste fra sted til sted, forkyndte Guds Rige og opmuntrede troens folk. Et sted mødte han en lam mand, som havde været sengeliggende i otte år.
Peter sagde til ham: “Herren Jesus har helbredt dig, så stå op!” Straks blev manden helbredt og rejste sig. Folket i området så manden og hørte, hvad der skete, og mange af dem kom til tro på Jesus.
Der var en kvinde ved navn Tabitha, som boede i nærheden i byen Joppe. Som Jesu discipel elskede hun mennesker og gjorde gode gerninger for dem. Hun blev syg og døde.
Hendes venner forberedte hendes lig til begravelse og placerede det i et værelse. Disciplene i Joppe hørte, at Peter var i området, så de sendte to mænd til ham.
De sagde: “Kom med os!” Peter gik med dem.
Da de ankom, førte de ham til huset, hvor de havde lagt Tabithas lig. Han gik ovenpå og mødte de kvinder, som sad og græd over Tabitha. Da de så ham, viste de ham de forskellige kjortler og kapper, som Tabitha havde lavet, mens hun levede.
Peter sendte dem ud af værelset, knælede ned og bad. Han sagde derefter: “Tabitha, stå op!”
Hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op. Han hjalp hende ud af sengen og kaldte så på de andre kvinder.
Nyheden om dette mirakel spredte sig over hele Joppe, og mange kom til tro på Jesus.
Apostlenes Gerninger 10 – 11,18
Cornelius var officer i den romerske hær. Han var en god mand, som tilbad Gud.
En engel viste sig for ham og sagde: “Cornelius, Gud har hørt dine bønner. Send mænd til Joppe, hjem til garveren Simon, som bor ved havet. Der vil de finde en mand, som hedder Peter, og han vil fortælle dig, hvad du skal gøre.”
Dermed forsvandt englen, og straks sendte Cornelius mænd til Joppe. Før de nåede dertil, gik Peter op på det åbne tag for at bede. Imens han bad, blev han sulten og ville have noget at spise. Imens maden blev tilberedt, faldt han i trance. Han så himlen åbne og en stor dug dale ned. I dugen var alle slags dyr, som jøder ikke måtte spise. En stemme sagde: “Peter, rejs dig. Slagt og spis! ”
“Herre, du ved, at jeg aldrig har spist noget vanhelligt urent.”
Stemmen sagde: “Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt.”
Dette skete tre gange, og straks efter blev det hele taget op til himlen.
Peter vågnede, men forstod ikke det syn, han lige havde set. I samme øjeblik var mændene fra Cornelius nået frem til huset. Helligånden sagde til Peter: “Jeg har sendt disse mænd til dig. Tøv ikke med at tage med dem.”
Peter gik ned og hilste på mændene. De fortalte ham om Cornelius, og han sagde ja til at tage med dem. Om morgenen inviterede han flere troende med, og de begyndte på deres rejse.
De ankom dagen efter, og Cornelius løb dem i møde. Han faldt ned foran Peter og begyndte at tilbede ham. Peter sagde: “Rejs dig! Jeg er blot et menneske.”
Han gik ind i Cornelius’ hjem og så, at han havde inviteret andre til at være der, så de kunne høre evangeliet. Peter sagde:
”Gud åbenbarede for mig, at han har åbnet døren og nu kalder folk fra andre nationer til sig. Derfor vil jeg fortælle jer det budskab, som blev givet til Israel. Det er, at Jesus Kristus er alles Herre.”
Så fortalte han dem om Jesus og hans mirakler. Han beskrev, hvordan de jødiske ledere dræbte ham, men Gud oprejste ham fra de døde. Peter sagde: “Enhver, som tror på Jesus, vil få syndernes forladelse.”
Så snart han sagde disse ord, fyldte Helligånden hver person i huset. Det chokerede de jødiske troende, da de så, at Helligåndens gave blev givet til ikke-jøder.
Peter vendte sig mod dem og sagde: “Er der nogen grund til, at vi ikke skulle døbe disse mennesker?” De var alle enige, så de nye troende blev døbt i Jesu Kristi navn.
Nyheden om dette spredte sig hurtigt til troende i hele landet. Ledelsen i Jerusalem spurgte Peter: “Du blev i hedningernes hjem og spiste endda måltider med dem?”
Han forklarede præcis, hvad der skete. Han fortalte dem om synet på husets tag, folkene i Cornelius’ hus, og hvordan Helligånden fyldte dem. Han afsluttede med at sige: »Gud gav dem den samme gave, som han gav os, da vi troede på Herren Jesus Kristus. Hvordan kunne jeg kæmpe mod Gud?”
De troende i Jerusalem sagde: “Gud har givet syndernes forladelse og evigt liv til hedningerne.”
Apostlenes Gerninger 13
Helligånden sagde til menigheden i Antiokia: “Jeg har kaldt Barnabas og Saulus til et særligt arbejde.” Ledelsen sendte dem afsted, og de tog Johannes Markus med sig og sejlede til øen Cypern. De gik tværs over øen og prædikede ved alle de jødiske synagoger.
Saulus blev også kaldt Paulus.
Guvernøren på øen var kendt for sin sunde visdom og sin vilje til at lære. Han bad Barnabas og Paulus komme og fortælle ham om Guds rige. Mens de snakkede, blev en mand, der praktiserede hekseri, ved med at afbryde. Han prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro på Jesus.
Paulus vendte sig mod troldmanden og sagde: “Du er en fjende af Gud. Stop med at tale imod Herren. Se! Herren vil nu gøre dig blind.”
Med det samme blev manden blind. Andre måtte føre ham ud af lokalet. Guvernøren var chokeret, og han lyttede endnu mere opmærksomt til Paulus. Han kom derefter til tro på Jesus.
Herefter sejlede Paulus og de andre til fastlandet, hvorfra Johannes Markus vendte hjem til Jerusalem. De andre gik i synagogen, fordi det var sabbat. Lederen sagde til dem: “Venner, tal til os, hvis I har et opmuntrende budskab.”
Paul rejste sig og talte til dem. Han begyndte med at minde dem om Israels historier. Derefter sagde han:
“Gud lovede at give os en frelser fra kong Davids slægt. Jesus opfyldte dette løfte. Herskerne i Jerusalem vidste det godt, men alligevel dræbte de Jesus ved at hænge ham på korset. Derefter begravede de ham, men Gud oprejste ham fra de døde! Vi er her for at fortælle jer, at Jesus er Guds søn, og han giver syndernes forladelse til dem, der tror på ham.”
Nogle af jøderne lyttede til Paulus og modtog Guds nåde. Andre ønskede, at han skulle komme tilbage den følgende sabbat, så de kunne tale mere om det.
Jøderne vendte tilbage den næste uge og fandt ud af, at næsten hele byen, dvs. også byens hedninger, var der for at høre om Guds rige. De blev jaloux og talte imod Paulus og Barnabas.
Paulus sagde: “Det var rigtigt af os at forkynde Guds Rige for jer. Men I accepterede det ikke. I er ikke værdige til evigt liv. Nu vil vi vende os til hedningerne, for de vil lytte.”
Hedningerne blev glade, da de hørte det, og mange modtog budskabet. Guds ord spredte sig i hele regionen, hvilket gjorde jøderne rasende. De overbeviste til sidst byens ledere om at forfølge Paulus og Barnabas. Det endte med, at mændene måtte forlade området, men de gjorde med fyldte af Helligånden og med glæde i hjertet.
Matthæus 4,13-17 og 13,54-58
Lukas 4,14-32 og Johannes 4,43-54
En kongelig embedsmand fra Kapernaum opsøgte Jesus. Han sagde: “Min søn er syg og er ved at dø. Kom til Kapernaum og helbred ham.”
Jesus valgte at teste ham, så han sagde: ”Du er ligesom alle andre. Du vil ikke tro, hvis du ikke ser mirakler.”
Manden bad igen: “Herre, kom og helbred min søn. Han dør, hvis du ikke kommer hurtigt.”
Jesus fik medlidenhed med ham og sagde: “Gå i fred. Din søn lever.”
Manden så på Jesus og troede ham. På vej hjem mødte hans tjenere ham og sagde: “Din søn lever!”
Embedsmanden spurgte dem: “Hvad tid fik han det bedre?”
De sagde: “Feberen forlod ham omkring klokken et om eftermiddagen.”
Embedsmanden vidste, at det var det nøjagtige tidspunkt hvor Jesus sagde, at hans søn var helbredt. Hele mandens familie kom nu til tro på Jesus som deres Frelser.
Derefter tog Jesus til Nazareth, hvor han var vokset op som barn. Han gik ind i synagogen, ganske som han plejede. Han rejste sig, og tjenerne i syngagogen rakte ham en skriftrulle med Esajas’ Bog. Jesus valgte at læse dette afsnit højt:
“Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”
Da han havde læst det, lukkede han bogen og satte sig ned. Imens alle i synagogen så spændt på ham, sagde han til dem: “I dag er dette skriftsted opfyldt.”
Alle var forbløffede. De sagde: “Er dette ikke Josefs søn, som voksede op i vores by?”
Jesus sagde: “Jeg ved, hvad I tænker. I har hørt om de mirakler, jeg har gjort i andre byer, og nu vil I gerne se mirakler her også.
Det er sandt, det ordsprog som siger, at en profet aldrig vil blive æret i sin hjemby. Da der var stor hungersnød på Elias’ tid var der mange enker i Israel, men Gud sørgede særligt for en ikke-jødisk enke. På Elisas tid var der mange mennesker i Israel med spedalskhed, men Gud valgte at helbrede en hedning fra Syrien.”
Dette gjorde folkene i synagogen rasende. De greb ham og førte ham ud af byen. De tog til det sted, hvor de henrettede folk ved at kaste dem ud fra en klippe. Da de kom dertil, indså de, at han ikke var sammen med dem. Han havde vendt sig, var gået gennem menneskemængden og forsvundet.
Herefter flyttede Jesus fra Nazareth til Kapernaum.
Matthæus 8,1-4 og 14-17 og Markus 1,21-45 og Lukas 4,31 – 5,11
Jesus gik til synagogen i Kapernaum. En dæmonbesat mand råbte til ham: “Gå væk! Lad mig være i fred! Jeg ved hvem du er! Du er Guds Hellige.”
Jesus sagde: “Ti stille og far ud af manden!” Dæmonen kastede manden på gulvet.
Han skreg, da dæmonen forlod hans krop. De omkringstående var chokerede. De havde aldrig set en sådan autoritet og magt.
Bagefter gik Jesus hjem til Peter og Andreas. Peters svigermor lå syg i sengen med høj feber. Familien bad Jesus om at helbrede hende. Han rørte ved hendes hånd og sagde til feberen: “Forlad denne kvinde!”
Han tog hendes hånd og sagde: “Rejs dig nu.” Straks forlod feberen hende, og hun rejste sig. Hun var fuldstændig rask, så hun begyndte at lave mad til gæsterne i sit hus. Om aftenen var næsten hele byen ved huset. Jesus underviste folket, helbredte de syge og uddrev dæmoner.
Næste morgen stod han op før solopgang og gik hen til et sted, hvor han kunne være alene. Der bad han og talte med sin himmelske far.
Da byens folk vågnede, begyndte de at lede efter Jesus og fandt ham endelig. Han fortalte dem, at han skulle besøge de andre byer i området. De bad ham om at blive hos dem, men han sagde: “Nej, jeg skal også forkynde Guds Rige i andre byer.” Derefter rejste han rundt i Galilæa, underviste folket, helbredte de syge og uddrev dæmoner.
På et tidspunkt kom en mand med spedalskhed og knælede ned foran Jesus og bad: “Hvis du vil, kan du helbrede mig.”
Jesus så på ham med medfølelse. “Ja, det kan jeg og det vil jeg. Bliv rask!” Øjeblikkeligt forlod sygdommen manden, og han blev helbredt.
Jesus gav ham derefter denne instruks: “Fortæl ikke nogen om, hvad der lige er sket. I stedet skal du straks gå til præsten og bringe et offer, sådan som der står i Moseloven.”
Men manden var så begejstret, at han begyndte at fortælle alle om, hvad der var sket. Det betød, at Jesus ikke længere kunne bevæge sig uset rundt i byerne. I stedet gik han til andre områder og lod folk komme til ham.
En dag tog han til bredden af Genesaret Sø for at undervise folket. Der lå to fiskerbåde på kysten, og fiskerne vaskede deres garn i nærheden. Jesus steg ind i båden, som var ejet af Simon Peter, og bad ham skubbe lidt fra land. Da dette var gjort, satte han sig ned og underviste folket.
Da han var færdig, sagde han til Peter: “Sejl ud på det dybere vand og kast nettene ud.”
Peter sagde: “Herre, vi fiskede hele natten og fangede intet. Men hvis du vil, så gør jeg det.”
Han sejlede derefter båden ud på dybere vand. Da han kastede sit garn ud, fangede han en enorm mængde fisk, ja, faktisk så mange fisk, at nettet begyndte at revne. Peter råbte til sine partnere: “Jakob og Johannes!” De skyndte sig ud og hjalp med at samle fiskene ind. De fyldte begge både, lige til de var tæt på at synke.
Peter blev fuldstændig overvældet af dette mirakel. Han faldt på knæ og sagde til Jesus: “Gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand!”
Jesus sagde: “Simon, vær ikke bange. Før i tiden fangede du fisk. Fra nu af skal du fange mennesker.”
Fiskerne sejlede ind til kysten, forlod alt og fulgte Jesus.
Matthæus 9,9-13 og Markus 2,1-17
Jesus gik ind i et hus for at undervise. Så snart rygtet spredtes, blev huset fyldt med mennesker. Blandt dem var farisæere og lærde undervisere. Imens Jesus underviste, kom fire mænd med en lam mand på en båre. De indså hurtigt, at de ikke kunne komme tæt på Jesus, så de bar manden og hans båre op ad den udvendige trappe, op på taget. De lavede en åbning igennem taget. Da den var stor nok, sænkede de manden ned midt i menneskemængden og foran Jesus.
Da Jesus så de fire mænds tro, vendte han sig mod manden på sengen: “Mit barn, dine synder er tilgivet.”
De religiøse herskere blev chokerede, da de hørte dette. De tænkte: ”Hvor vover han at sige det! Det er blasfemi! Kun Gud kan tilgive synder.”
Jesus vidste, hvad de tænkte. Han sagde: “Hvorfor er I så bekymrede? Det ville have været nemt for mig at sige: ‘Rejs dig og gå’. Men I har brug for at vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder.”
Så sagde han til manden: “Rejs dig op! Tag din båre og gå hjem.”
Straks rejste manden sig. Folk blev forbløffede og priste Gud. De sagde: “Vi har aldrig set noget lignende før.”
Derefter forlod Jesus huset og gik mod havet. Undervejs så han en skatteopkræver ved navn Mattæus, som sad ved sin bod. Det jødiske folk hadede skatteopkrævere og sagde, at de var forrædere mod Israel.
Jesus standsede og sagde til ham: “Mattæus, følg mig!” Straks forlod han alt og fulgte Jesus.
Kort efter var han vært for et måltid for Jesus i sit hus. Han inviterede mange andre skatteopkrævere. Både de og andre med lavt omdømme i samfundet kom og deltog i måltidet.
De religiøse ledere var rystede! De sagde til hans disciple: “Hvorfor spiser jeres rabbi med toldere og syndere?”
Jesus hørte det, så han svarede dem: “Læger er for syge mennesker, ikke for dem, der har det godt. Jeg er ikke kommet for at arbejde med folk, der tror, de er retskafne. Jeg er kommet for at bringe omvendelse til syndere.”
Lukas 7,1-17
En romersk officer boede i Kapernaum. Han var en god mand og gjorde gode ting for Israels folk. En dag blev hans tjener syg og var ved at dø. Han spurgte nogle af de jødiske ledere, om de ville tale med Jesus på hans vegne. Han sagde: “Bed ham om at komme og helbrede min tjener.”
De gik til Jesus og sagde: “Han er en god mand og elsker vores folk. Han har endda bygget en synagoge til os.”
Jesus gik med til at tage med dem til mandens hus.
Da de nærmede sig, sendte den romerske officer nogle venner hen til Jesus med dette budskab: “Jeg er ikke værdig til, at du kommer ind i mit hus. Jeg kender godt til autoritet. Når jeg siger ting, skal andre adlyde. Så jeg ved, at hvis du bare siger ordet, vil min tjener blive helbredt.”
Jesus blev forbløffet og sagde: “Jeg har ikke set denne form for tro i hele Israel!”
Mandens venner gik tilbage til huset og fandt ud af, at tjeneren var helbredt.
Jesus tog sine disciple med til en anden by, og en stor skare fulgte dem. Da de nærmede sig portene, så de et begravelsesoptog. Det var for en ung mand, som var eneste søn af en kvinde, der også havde mistet sin mand.
Jesus så hendes desperate situation og gik hen til hende. Han sagde: “Græd ikke.”
Så gik han hen til den åbne kiste og lagde hånden på den. Straks standsede bærerne. Jesus sagde: “Unge mand, lyt til mig. Rejs dig!”
Manden åbnede øjnene og satte sig op. Han så sig omkring og spurgte, hvad der skete. Jesus hjalp ham ned og tog ham til sin mor.
Folket var både lamslået og bange. Til sidst begyndte de at prise Gud. Nyheden om dette gik gennem hele Israel og til de omkringliggende lande.
Matthæus 9,18-26 og Markus 5,21-43 og Luk 8,40-56
Jesus og hans disciple forlod den ikke-jødiske side af søen og gik tilbage til den jødiske side. En stor folkemængde ventede på ham.
En mand ved navn Jairus løb hen og faldt ned foran Jesus. Han var synagogeforstander. Han sagde: “Min datter er ved at dø! Hun er kun tolv år gammel. Jeg beder dig, kom og helbred hende.”
Jesus fulgte Jairus, sammen med disciplene. En stor skare af mennesker fulgte også med.
Da de gik ned ad vejen, passerede de en kvindes hjem. Hun havde lidt af blødninger i tolv år. Mange læger forsøgte at hjælpe hende, men hendes tilstand blev kun værre.
Da hun hørte, at Jesus gik forbi, tænkte hun: ”Jeg bliver helbredt hvis bare jeg kan komme tæt nok på til at røre ved kvasten på hans tøj. Ingen behøver vide noget om det.”
Så hun gik gennem folkemængden og rakte ud og rørte ved hans tøj. Øjeblikkeligt vidste hun, at hun var blevet helbredt. Jesus mærkede kraften gå ud af ham, så han standsede og sagde: “Hvem rørte ved mig?”
Peter så på mængden og sagde: “Hvad mener du med? Se på alle mennesker omkring dig.”
Jesus søgte efter den person, der havde rørt ved ham. Da kvinden indså, at hun ikke kunne skjule, hvad hun havde gjort, knælede hun ned foran ham.
Jesus sagde til hende: “Vær ikke bange. Din tro har helbredt dig. Tag hjem igen. Den sygdom vender ikke tilbage.”
Mens de talte, kom nogle mennesker og sagde til Jairus: “Du behøver ikke tage Mesteren med dig. Din datter er død.”
Jesus hørte dem og sagde til Jairus: “Vær ikke bange. Tro på mig.” De fortsatte til hans hus.
Da de kom derhen, så de, at de sørgende allerede var ankommet. Det var deres job at spille fløjte og græde meget højt. Jesus sagde: “Hvorfor larmer I? Pigen sover kun.”
De lo af ham, fordi de vidste, at hun var død. Han fik dem ud af huset, og derefter gik han, Jairus og hans kone, Peter og Johannes hen, hvor pigen lå. Han tog hendes hånd. “Barn, stå op.”
Med det samme åbnede pigen øjnene og rejste sig. Forældrene så forbløffet på. Jesus sagde til dem: “Giv hende noget at spise.”
Så sagde han til dem: “Fortæl det ikke til nogen.” Men nyheden om denne begivenhed spredte sig over hele området.
Johannes 5
Der var en dam i Jerusalem, med navnet Betesda. Det var tæt på Fåreporten. Lokalbefolkningen troede, at en engel af og til lavede røre i dammes vand. De troede, at en syg person ville blive helbredt, hvis han eller hun var den første, der kom i vandet, efter at det var blevet rørt. Derfor opholdt en stor gruppe sig i nærheden af dammen og ventede på englen.
Jesus gik hen til dammen, da han var i Jerusalem til en jødisk højtid. Han så en mand, der havde været syg i 38 år. Jesus spurgte: “Ønsker du at blive helbredt?”
Manden sagde: “Ja, men når jeg ser vandet blive rørt, kommer andre altid i dammen før mig.”
Jesus sagde: “Rejs dig op! Tag din sengemåtte og gå hjem.” Straks blev manden helbredt og rejste sig. Jesus gik væk, imens manden tog sin måtte.
Nogle af de jødiske ledere så manden bære sin måtte. De sagde: “Hvor vover du! Det er sabbat. Det er ikke tilladt at bære sengemåtter på sabbatten.”
Manden sagde: “Men, der var en mand, som helbredte mig, og han bad mig tage min måtte og gå hjem.”
“Hvem sagde, at du skulle udføre dette arbejde på en sabbat?”
“Jeg ved det ikke. Han helbredte mig og så forsvandt han.”
Senere så Jesus manden i templet og sagde til ham: “Du er blevet helbredt, men du skal holde op med at synde. Hvis du ikke gør det, vil der ske dig noget værre.” Manden vidste nu, hvem der havde helbredte ham. Han skyndte sig hen til de jødiske ledere og fortalte dem, at det var Jesus.
Da de hørte det, besluttede de endeligt, at de måtte gøre en ende på den indflydelse Jesus havde på folket. De mente, at hans handlinger på sabbatten var fuldstændig uacceptable.
Jesus sagde til dem: “Min far arbejder på sabbatten, og det vil jeg også.”
Da de hørte det, begyndte lederne at drøfte, hvordan de kunne dræbe ham. De sagde: “Han bryder reglerne om sabbatten. Nu kalder han Gud sin far. Han tror, han er lig med Gud!”
Jesus sagde: “Sønnen gør kun det, som Faderen siger til ham. Faderen elsker Sønnen og giver ham magt, så han kan give liv til enhver, han vil. Faderen har gjort Sønnen til menneskers dommer. Hvis I ikke ærer Sønnen, ærer I ikke Faderen, som sendte ham. Jeg vil give evigt liv til dem, der hører mig og tror på ham, som har sendt mig. Den, der tror, vil ikke blive dømt, men er gået over fra døden til livet.
Hvordan ved I, om jeg fortæller jer sandheden? Jeg har sagt det til jer, men I mener ikke det er godt nok, fordi jeg jo taler om mig selv. I hørte Johannes Døberen tale om mig, men I troede ham ikke. Faderen talte om mig, men I lukkede jeres ører for ham. Mine mirakler viser, at jeg taler sandt, men I accepterer dem ikke som bevis. I studerer skrifterne konstant. De taler om mig, men I vender jeres øjne bort. Sandheden er, at I ikke er villige til at komme til mig og få liv.”
Johannes 9
Jesus og hans disciple gik forbi en mand, der havde været blind siden fødslen. Hans disciple sagde: “Mester, hvem har syndet sådan at denne mand er blevet født blind? Var det ham selv eller hans forældre?
Jesus sagde: “Hans blindhed er ikke resultatet af en bestemt synd. Blindheden blevet givet ham, så han overfor andre kan vise Gud kraft i sit liv. Glem ikke, at jeg er verdens lys.”
Jesus spyttede så på jorden, tog den våde jord og smurte på mandens øjne. Så sagde han: “Gå til dammen og vask det af.”
Manden gik hen til dammen, vaskede øjnene, og pludselig kunne han se. Han gik hjem, og hans naboer var chokerede over, at han kunne se. De troede, at han måske ikke var den samme mand. Han sagde: “Det er mig! Jeg er manden, der blev født blind!”
“Hvordan fik du dit syn?”
“En mand ved navn Jesus spyttede på jorden og smurte det på mine øjne og bad mig gå og vaske det af. Da jeg gjorde det, kunne jeg se.”
De sagde: “Hvor er denne mand?” “Jeg ved det ikke.”
De førte ham til farisæerne, og han forklarede dem det hele. Han afsluttede sin historie med at sige: “Så jeg gik til dammen og vaskede det af, ligesom han sagde. Og nu kan jeg se.”
Da begyndte de religiøse ledere at skændes. Nogle af dem troede ikke, at dette mirakel var fra Gud, fordi det skete på sabbatten. Andre påpegede, at onde mænd ikke kan gøre mirakler.
Så spurgte de manden. “Hvad siger du? Hvilken slags mand helbredte din blindhed?”
Uden tøven sagde han: “Han er en profet!”
Det ville de ikke høre, så flere af dem begyndte at stille spørgsmålstegn ved, om manden nogensinde havde været blind.
De hidkaldte hans forældre. “Er det jeres blinde søn? Hvis ja, hvordan kan han så se?”
Forældrene var bange for at svare, fordi de vidste, at de religiøse ledere kunne få dem bortvist fra synagogen. De sagde: “Han er vores søn, og ja, han blev født blind. Det er alt, vi ved. Vi aner ikke, hvorfor han nu kan se. Han er voksen, spørg ham.”
Så de henvendte sig endnu en gang til manden: ”Giv Gud æren, ikke Jesus. Vi ved, at denne Jesus er en svindler!”
Manden sagde: ”Det ved jeg ikke noget om. Jeg ved bare, at før var jeg blind, men nu kan jeg se.”
Igen brød de sig ikke om hans svar. Så de spurgte ham endnu en gang, hvordan det skete.
Han sagde: “Jeg har allerede fortalt jer, hvad der skete. Hvorfor vil I høre det igen? Planlægger I at blive hans disciple?”
De var lamslåede over hans dristighed. “Nej! Vi er disciple af Moses, som talte med Gud. Hvor denne mand har sin myndighed fra, ved vi ikke.”
Manden var overrasket. Han sagde: “I ved ikke, hvor han får sin myndighed fra? Se på mig! Jeg var blind, og han helbredte mig! Gud giver ikke den slags magt til onde mennesker!”
Det gjorde farisæerne gale. “Hvor vover du at prøve at belære os det!” De smed ham straks ud af synagogen.
Jesus hørte om, hvad der skete, så han gik hen og fandt manden. Han sagde: “Tror du på Guds søn?”
“Herre, hvem er han, så jeg kan tro ham?”
Jesus smilede: “Du har set ham med din egne øjne. Det er ham, der taler til dig.”
Manden bøjede sig og sagde: “Herre, jeg tror.”
