Dommerbogen 19
På Dommernes tid udbrød der borgerkrig blandt israelitterne. Alle stammerne forenede sig mod Benjamins stamme og udryddede dem næsten. Det hele begyndte med, at en kvinde forlod en mand.
En vis levit fik en kvinde til at blive sin medhustru. En dag forlod hun ham og gik tilbage til sine forældres hjem. Efter fire måneder besluttede manden at gå hen og være sød ved hende i håb om, at hun ville vende tilbage til hans hus.
Da han kom dertil, bød hendes far ham velkommen i sit hjem. De to mænd blev venner, så levitten blev i tre dage.
Han stod tidligt op på den fjerde dag for at tage hjem. Pigens far sagde: ”Få dig en god morgenmad, inden du går. Så går det bedre under rejsen.”
Så de spiste sammen og nød deres venskab. Tiden gik og det blev sent på eftermiddagen. Faderen sagde: ”Det er for sent at tage af sted nu. Vent til morgen, hvor du kan tage afsted tidligt.”

Levitten blev natten over, og om morgenen sagde pigens far: “Få dig en god morgenmad, inden du tager af sted. Så går det bedre under rejsen.”
Igen spiste og snakkede de til sidst på eftermiddagen. Faderen sagde: ”Det er for sent at tage af sted nu. Vent til morgen, hvor du kan tage afsted tidligt.”
Denne gang var manden fast besluttet på at tage af sted. Han tog afsted med sin medhustru, men de nåede ikke langt, før de indså, at de måtte finde et sted at overnatte.
De rejste videre til en by kontrolleret af Benjamins stamme. De håbede nu, at nogen ville invitere dem indenfor. Først var der ingen, der tilbød dem noget, men til sidst så en gammel mand dem og inviterede dem ind i sit hus.
De nød hinandens selskab den aften, da en flok mænd pludselig omringede den gamle mands hus. De slog på døren og sagde: “Send den mand ud, som bor hos dig. Vi vil have sex med ham.”
Den gamle mand råbte tilbage: “Denne mand er gæst i mit hus. I får ikke lov at misbruge ham. I stedet sender jeg min datter og mandens medhustru ud til jer. Gør med dem, hvad I vil, men manden får I ikke.”
Mændene udenfor ville ikke lytte. De blev mere voldelige og insisterede på at have sex med manden. Til sidst tog levitten fat i sin medhustru og skubbede hende ud ad døren.
Gruppen af mænd skiftedes til at voldtage hende resten af natten. Tidligt om morgenen lod de hende gå. Hun kravlede tilbage til huset og faldt sammen uden for døren.
Levitten vågnede og gjorde sig klar til at fortsætte sin rejse. Han så sin medhustru ved døren. “Kom, nu er det tid at rejse videre.” Hun rørte sig ikke, så han satte hende på sit æsel og gik hjem.
Da de kom hjem, indså han, at hun var død. Han skar hendes krop i tolv stykker og sendte dem derefter til alle områder af Israel. Da folket så dette, sagde de: “Aldrig er noget lignende sket for Israels folk.”
Det blev et diskussionsemne i alle byer. Endelig var folket klar over, at de var nødt til at gribe ind over for Benjamins stamme.

Fortsættes i næste historie

VIDEOER

Dommerbogen 20-21
Fortsat fra forrige historie
Man forberedte sig nu på krig imod Benjamins stamme. Det blev erklæret, at ingen by var undtaget fra denne krig. Enhver, som overtrådte dette, ville blive ødelagt. De svor også en ed på, at ingen ville tillade at deres døtre giftede sig med mænd fra Benjamins stamme.
Begge lejre samlede massive hære. Israels ledere tog til Betel og søgte Guds lederskab. Om morgenen begyndte krigen. Mod slutningen af dagen havde benjaminitterne dræbt mange israelitter og havde vundet slaget.
Israels høvdinge trådte i fællesskab frem for Gud Herren. De sagde: “Skal vi fortsætte denne kamp mod vores brødre?”
Herren sagde: “Bekæmp dem!”

Dagen efter dræbte benjaminitterne endnu en gang mange israelitter og vandt slaget. Hele hæren trådte nu frem for Gud Herren i Betel. De ofrede og råbte til Gud: “Skal vi fortsætte kampen mod Benjamin, eller skal vi stoppe?”
Herren sagde: “I skal fortsat kæmpe. Jeg giver jer sejren i morgen.”
Den israelitiske hær forberedte sig på at kæmpe om morgenen, men denne gang gemte de nogle af deres mænd bag byen. Benjaminitterne kom ud for at kæmpe, og endnu en gang så det ud til, at de vandt. Israelitterne trak sig tilbage, og benjaminitterne løb efter dem. De råbte: “Vi vinder altid hver kamp!”
Byen var nu helt ubeskyttet. De israelitter, som havde gemt sig, løb nu ind i byen og ødelagde den totalt og dræbte alle. Da Israels hær så røgen fra byen, vendte de om og kæmpede videre. Benjamins hær så også røgen og vidste, at de var blevet narret.

Herren kæmpede mod Benjamin, og snart blev de rædselsslagne og prøvede at løbe væk, men Israel fik dem omringet. De eneste, der overlevede, var 600 mænd, som gemte sig i en fæstning. Alle andre i stammen blev dræbt, og deres byer blev ødelagt.
Da det var forbi, indså Israels folk hvad de havde gjort. De gik til Betel og trådte frem for Gud. De græd og sørgede og sagde: “Hvad har vi gjort? Nu mangler vi en af vores tolv stammer.”
De blev for Herrens ansigt hele dagen og bragte ofre. De sagde: “Hvad kan vi gøre? Vi har kun 600 mænd fra Benjamin, og alle deres kvinder er døde.” De vidste, at det var vigtigt, at stammen blev genbefolket, men de kunne ikke give dem deres egne døtre på grund af den ed, de havde aflagt. Pludselig fik de en idé. “Var der en by, som ikke deltog i kampen?”

En af deres byer havde ikke adlydt ordren om at kæmpe. Derfor gik hæren nu hen til byen og dræbte alle der, undtagen byens jomfruer. Israel sluttede fred med de 600 mænd i fæstningen, og gav dem de 400 jomfruer til at være deres hustruer. De havde dog stadig brug for yderligere 200 kvinder, så de fik endnu en ide. De sagde til benjaminitterne: “Shilo har en årlig højtid. På et tidspunkt kommer unge kvinder dansende ud af byen. Skjul jer i vingården ved vejsiden. Når tiden er inde, springer I hver især ud og tager en kone til jer selv. Før dem med hjem til jeres land. I skal ikke bekymre jer om deres fædre og brødre. De vil klage til os, men vi vil forklare dem situationen.”
Benjaminitterne gemte sig nu i vingården. De ventede, indtil de unge kvinder kom dansende ud af Shilo. Da sprang de frem og greb kvinderne.
Kvindernes fædre og brødre klagede, men Israels mænd sagde: “Mændene har brug for koner, og vi har ikke nok at give dem. I skal ikke bekymre jer om forbandelsen, fordi I gav jo faktisk ikke jeres døtre til dem. De tog dem selv!”
Benjamins mænd vendte tilbage til deres byer og genopbyggede dem. De slog sig ned med deres nye koner og stiftede familie. Endnu en gang var alt fredeligt i landet.

VIDEOER