Søg efter:
34 – En kone til Moses

2 Mosebog 2,11-22
Faraos datter opdrog Moses, som om han var hendes egen søn. Da han blev voksen, gik han ud til sit folk og så, hvordan de blev misbrugt som slaver.
Pludselig så han en egypter slå en af dem. Moses så sig omkring for at se, om der var nogen, der så på. Han slog derefter egypteren og dræbte ham. Han gemte hurtigt liget i sandet.
Næste dag gik han ud igen, men denne gang så han to hebræere kæmpe. Han standsede dem og sagde: “I har problemer nok i forvejen. Hvorfor slås I mod hinanden?”
De råbte til Moses: “Hvem har gjort dig til vores leder? Du er ikke vores dommer! Planlægger du at dræbe os, ligesom du dræbte egypteren i går?”
Moses var chokeret! Han indså nu, at hans forbrydelse ikke var en hemmelighed. Snart fandt Farao ud af det og sendte mænd for at dræbe Moses. Han stak af og slap væk fra området med livet i behold.

Han endte ude i ørkenen, på et sted, der hedder Midjan. Der satte han sig ved en brønd. Kort efter kom syv kvinder hen til brønden for at hente vand til deres får. De var døtre af Jetro, præsten i Midjan.
Imens de stod ved brønden, dukkede nogle hyrder op og forsøgte at jage kvinderne væk. Moses trådte til og forsvarede dem. Efter kampen hjalp han kvinderne med at trække vandet til deres får.
Da de kom hjem, var Jetro overrasket over, at hans døtre var tilbage så hurtigt. De sagde: “En egypter beskyttede os mod hyrderne, og han hjalp endda med at trække vand til flokken.”
“Så hvor er han? Efterlod I ham ved brønden? Hent ham og inviter ham til at komme og spise hos os.”
Moses blev hos Jetro og hans familie og giftede sig senere med en af hans døtre, en kvinde ved navn Sippora. Sammen fik de to sønner.

VIDEOER

35 – Moses og tornebusken

2 Mosebog 3 – 4,18
Efter Moses giftede sig med Sippora, blev han hyrde for sin svigerfar, Jetro. Fyrre år senere, da Moses var 80 år gammel, ledte han sin flok nær et bestemt bjerg.
Pludselig, i det fjerne, så han, at en busk brændte uden at blive fortæret af flammerne. Han gik tættere på, så han bedre kunne se det. Da han var nær, kaldte Gud på ham: “Moses, Moses.”
Han svarede: “Ja, jeg er her.”
“Kom ikke nærmere. Tag dine sko af. Du står på hellig grund.”
Da Moses tog sine sandaler af, sagde Herren: “Jeg er dine fædres Gud – Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” Moses dækkede sit ansigt, fordi han var bange for at se på Gud.
“Mit folk lider i Egyptens land. Det er tid til at fri dem fra deres slaveri. Jeg har udvalgt dig til at føre dem tilbage til Kana’ans land. Tag derfor tilbage til Egypten og tal med Farao.”
“Åh nej, Herre, ikke mig! Jeg er ikke den rigtige til at føre israelitterne ud af Egypten. Jeg er ikke i stand til at tale med Farao.”
Gud var tålmodig med Moses: “Jeg vil være sammen med dig. Når du tænker på dette bjerg, vil du huske, at jeg sendte dig. Tag til Egypten og bring mit folk tilbage hertil for at tilbede.”
Moses sagde: “Men hvis jeg står foran folket og siger: Jeres fædres Gud har sendt mig til jer’, så vil de sige: ‘Hvilken Gud? Hvad hedder han?’ Hvad skal jeg fortælle dem?”
Gud svarede ham: “Jeg er den, jeg er! Fortæl dem ‘JEG ER’ sendte dig til dem. Jeg er Abrahams Gud. Jeg er Isaks Gud. Jeg er Jakobs Gud. Folket vil lytte til dig, men Farao vil ikke. Derfor vil jeg slå ham hårdt. Når jeg er færdig, vil han endelig lade mine folk gå.” Moses tøvede stadig. Så sagde Gud til ham:
“Hvad har du i din hånd?”
“Det er en hyrdestav.”
“Smid den på jorden.”
Han smed den på jorden, og den blev forvandlet til en slange! Moses sprang tilbage i frygt. Så sagde Gud: “Ræk ud og tag slangen op i halen.” Moses tog fat i halen, og med det samme blev slangen igen en hyrdestav.
Gud sagde: “Stik din hånd ind i din skjorte.” Det gjorde Moses, og da han trak den ud, var den dækket af spedalskhed. “Stik hånden ind igen.” Det gjorde han, og da han trak den ud, var spedalskheden væk.
Gud sagde: “Vis folket disse tegn, og de vil tro dig.”
”Men, Herre, jeg har aldrig været i stand til at tale godt. Jeg har et taleproblem.”
“Moses, hvem har skabt din mund? Jeg er den, der får en person til at være døv, stum, blind eller seende! Gå og gør som jeg siger. Jeg vil hjælpe dig med at tale og lære dig, hvad du skal sige.”
Moses bøjede hovedet. “Herre, jeg vil bare ikke gå. Send venligst en anden.”
Da blev Herren vred. “Din bror Aron kommer for at møde dig. Han kan tale. Tag ham og tag til Egypten!”
Så gik Moses til Jetro og bad om tilladelse til at vende tilbage til Egypten.

VIDEOER

40 – Det Røde Hav

2 Mosebog 13,17 – 15,21
Gud førte israelitterne ud af Egypten i form af noget, der lignede en søjle af ild. Om dagen blev ildsøjlen i stedet til en søjle af røg. Gud førte dem ikke direkte til Kana’an ad den mest direkte vej, men ud i ørkenen mod Det Røde Hav.
Han bad Moses lade folket slå lejr på et bestemt sted ved havets bred. Han sagde: “Jeg vil gøre Farao stædig en gang til, og han vil jagte jer. Derefter skal egypterne vide, at jeg er Herren.”
Farao så, at hebræerne var gået til Det Røde Hav, og at ikke kunne slippe væk derfra. Han sagde til sine tjenere: “Hvorfor lod vi vores trælle gå? De burde være her og tjene os.” Så han tog sin hær og jagtede dem.
Israels folk så dette og råbte ad Moses: “Hvorfor har du bragt os hertil for at dø? Hvis vi stadig tjente egypterne, ville de lade os leve. Men nu, på grund af dig, er vi ved at dø.”
Moses sagde til folket: “Vær ikke bange! Se, hvad Gud agter at gøre. Han vil kæmpe jeres kamp for jer.”
Gud sagde til Moses: “Løft din hyrdestav op i luften, og peg ud over havet. Israels folk vil nu gå over på den anden side af havet, tørskoede.”

Røgsøjlen, som normalt var foran folket, flyttede sig nu bag ved dem, imellem dem og egypterne. Her forblev den resten af dagen og ud på natten.
Moses rakte nu hånden ud mod havet. Da han gjorde det, lod Gud en voldsom storm feje vandet tilbage, så det dannede en mur på højre og venstre side. Dernæst blæste vinden på stien mellem de to mure resten dagen og ud på natten – indtil jorden blev tør.
Da det blev nat, befalede Gud, at folket skulle gå over på den anden side ved at bruge stien imellem murene af vand. Folk bevægede sig over havet hele natten.
Da de var kommet over, tillod Gud ægypterne at de også kunne bevæge sig på stien. Men da de var midt i havet, fik Gud dem til at blive totalt forvirrede, og deres vognhjul begyndte at knække.
Pludselig så den egyptiske hær alvoren i deres situation. De råbte: “Løb! Herren kæmper for israelitterne!” De vendte sig om og forsøgte at løbe tilbage.
Gud sagde til Moses: “Ræk din hånd ud over vandet.” Så rakte Moses hånden ud mod havet, netop da solen var ved at stå op. Da væltede murene af vand sammen og dækkede den egyptiske hær. Ikke én af dem overlevede!
Da tilbad folket Herren med sang. De havde set Guds kraft og troet på ham, og de troede på hans tjener Moses.

VIDEOER

28 – Solgt som slave

Første Mosebog 37 og 39
Jakob havde tolv sønner, men hans favorit var Josef. For at vise sin kærlighed gav Jakob sin søn Josef en særlig kåbe i mange farver. Det gjorde de andre sønner jaloux.
Josef gjorde tingene værre ved at fortælle sine brødre om nogle usædvanlige drømme: “I én drøm var vi ved at binde bundter af korn. Mit bundt stod oprejst imens jeres bundter bøjede sig for det!” Dette gjorde hans brødre vrede. De kunne ikke forestille sig, at Josef skulle herske over dem.
“I en anden drøm bøjede solen, månen og elleve stjerner sig for mig!” Selv hans far spurgte ham om dette. “Skal din mor og jeg, såvel som dine brødre, bøje sig for dig?”

Nogen tid senere tog de ti ældre brødre flokkene på græs et stykke væk. Jakob besluttede at sende Josef derhen for at se til dem.
Da brødrene så ham komme, sagde de: “Her kommer vores ‘drømmer’. Lad os dræbe ham og smide ham i et dyb hul. Så må vi se, hvad der sker med hans drømme!”
Ruben, den ældste bror, sagde: “Dræb ham ikke! Bare smid ham i et hul.” Hans plan var at redde drengen senere og sende ham tilbage til sin far. Så brødrene gik med til det og kastede Josef i en brønd.
Ruben gik et ærinde, mens de andre spiste et måltid. Mens de spiste, kom en gruppe købmænd forbi. De var på vej til Egypten. Pludselig fik en af brødrene, Juda, en ide: ”Lad os sælge Josef til disse købmænd!” Så de solgte ham til købmændene.
Ruben kom tilbage senere og var chokeret over at se, at Josef var væk. Brødrene fortalte ham, hvad de havde gjort.
Sammen udtænkte de en plan om, hvad de skulle fortælle deres far. De slog en ged ihjel og dyppede Josefs kåbe i blodet. Da de kom hjem, viste de kåben til deres far.
Jakob greb den og skreg: “Josef er blevet dræbt af vilde dyr!” Brødrene forsøgte at trøste ham, men han sørgede dybt over Josef. Han sagde: “Jeg vil sørge over hans død resten af mit liv.”

Da Josef ankom til Egypten, blev han solgt til en mand ved navn Potifar. Josef tilpassede sig sit nye liv som slave og Gud sørgede for, at alt, hvad Josef gjorde, gik godt. Han voksede i modenhed og evner og havde Potifars respekt.
Derfor satte Potifar ham til at lede hele husstanden, inklusive økonomien.
En dag forsøgte Potifars hustru at lokke Josef til sex. Han nægtede og fortalte hende, at dette ville være synd imod både Potifar og Gud. Hun accepterede ikke Josefs afvisning og prøvede at lokke ham flere gange.
En dag, hvor Potifar ikke var hjemme, greb hun fat i Josef. Han prøvede at slippe fri, men hun holdt fast i hans kappe og ville ikke give slip. Til sidst efterlod han kappen i hendes hænder og løb væk.
Det gjorde hende rasende, så hun besluttede at tage hævn. Hun skreg, og husstandens tjenere kom løbende. Hun fortalte dem, at Josef havde forsøgt at lokke hende til sex. Hun sagde: “Han løb væk, da jeg skreg.” Hun viste dem hans kappe som bevis. Da hendes mand kom hjem, fortalte hun ham den samme historie. Han blev vred og fik Josef sat i fængsel.

VIDEOER

29 – Juda og Tamar

Første Mosebog 38
Juda var Jakobs fjerde søn. På et tidspunkt forlod han sine brødre for at bo alene. Han giftede sig med en Kana’anæisk kvinde, som fødte tre sønner. Da tiden var inde, fandt Juda en hustru til sin ældste søn. Hun hed Tamar.
Desværre var den ældste søn ond, og Gud slog ham ihjel. Juda bad sin anden søn om at have sex med Tamar, så hans ældste bror kunne få en arving og familienavnet blive bevaret.
Den anden søn havde sex med Tamar, men brød sig ikke om tanken om at skaffe et barn til sin bror. Derfor afbrød han samlejet med Tamar, så hun ikke kunne blive gravid. Dette gjorde Gud vred, og han dræbte den anden søn.
Juda sagde da til Tamar: “Tag hjem og bo som enke i din fars hus. Jeg giver dig min yngste søn, når han bliver stor.” Så hun gjorde, som hun fik besked på.
Der gik flere år, og alligevel gav Juda ikke Tamar sin yngste søn. Han var bekymret for, om hans sidste søn ville dø ligesom sine brødre. Alligevel kunne hun se, at den yngste nu var gammel nok til at gifte sig.
Omtrent på samme tid døde Judas kone. Bagefter rejste han og hans ven til et sted for at klippe får. Det blev fortalt til Tamar, som straks skiftede tøj, så hun ikke lignede en enke. Hun dækkede derefter sit ansigt med et slør.
Hun satte sig ud til vejen, hvor hendes svigerfar skulle komme forbi. Han så hende og antog, at hun var en prostitueret, fordi hun bar slør over sit ansigt. Han vidste ikke, at hun var hans svigerdatter. Han sagde til hende: “Lad mig sove hos dig.”
“Hvad vil du give mig?”
Han sagde: “Når jeg kommer til min hjord, sender jeg dig en ung ged.”
Hun sagde: “Jeg vil have sex med dig, men du skal efterlade noget hos mig, så jeg kan være sikker på, at du sender mig den unge ged.”
“Hvad vil du have?”
Hun sagde: “Jeg vil have din vandrestav og den ring, du har i snoren om halsen.”
Han gav hende disse ting og havde så sex med hende, og hun blev gravid.
Hun tog så hjem, tog sit slør af og tog endnu en gang sit enketøj på.
Da Juda kom til sin flok, bad han en ven om at tage den unge ged tilbage til den prostituerede. Han sagde: “Sørg for at få de ting, jeg efterlod hos hende.”
Da vennen kom derhen, kunne han ikke finde hende. Han spurgte nogle mænd, der boede i det område: “Hvor er den prostituerede, der sidder ved denne vej?” De sagde: “Der har aldrig siddet en prostitueret ved denne vej.”
Vennen gik tilbage og fortalte alt dette til Juda. Han lo: “Så lad hende beholde de ting, jeg gav hende. Jeg forsøgte at opfylde min del af aftalen.”
Tre måneder senere fik Juda fortalt: “Din svigerdatter klædte sig ud som en prostitueret, og nu er hun gravid.”
Juda blev rasende og råbte: “Få hende hernen, så brænder vi hende!”
Da de fik fat i hende, sendte hun en besked til sin svigerfar, som lød: “Jeg kan identificere manden, der gjorde mig gravid. Disse ting tilhører ham. Genkender du dem?”
Så snart han så sin ring og vandrestav, vidste han, hvad der var sket. Han sagde: “Hun er et bedre menneske end mig. Jeg lovede at give hende min yngste søn, men gjorde det ikke.”
Hun fødte tvillingedrenge. Da de blev født, stak et af dem hånden ud. Jordemoderen bandt en lys tråd om den og sagde: “Dette er den førstefødte.”
Pludselig trak barnet hånden ind igen, og det andet barn blev født. Så de kaldte dette barn Peres, som betyder “Bryd ud.” Så blev hans bror født. På grund af den lyse, røde tråd på hans håndled kaldte de ham Zera, som betyder “Lys”.

30 – Josef får magt

Første Mosebog 40-41
Livet i fængsel var hårdt for Josef, men Gud var med ham og velsignede ham. Josefs fangevogter havde respekt for ham og brugte ham som assistent. Til sidst var Josef ansvarlig for hele fængslet.
En dag satte Farao sin øverste tjener og bager i fængslet. Mens de var der, fik de hver en drøm. Josef bad om at høre dem.
Tjeneren sagde: “Jeg så tre grene på en vinstok. De blomstrede og fik så vindruer. Jeg pressede druerne i Faraos bæger og serverede det for ham.”
Josef sagde: ”De tre grene er tre dage. Om tre dage vil Farao befri dig og give dig dit gamle job tilbage. Husk da på mig og bed Farao om at befri mig fra dette fængsel. Jeg har ikke gjort noget for at fortjene dette.”
Dernæst fortalte bageren sin drøm: ”Jeg havde tre kurve med Faraos brød på hovedet. Fugle fløj op og spiste alt brødet fra kurvene.”
Josef sagde: “De tre kurve er også tre dage. Om tre dage vil Farao tage dig ud af fængslet og halshugge dig. Han vil hænge din krop på et træ, og fugle vil æde dit kød.”
Det hele skete lige som Josef sagde! Farao gav tjeneren sin stilling tilbage og hængte bageren i et træ. Desværre glemte tjeneren hurtigt alt om Josef.

To år senere havde Farao to drømme. Han vågnede efter den første, men gik i seng igen. Så fik han en anden drøm, men denne gang var han så urolig, at han ikke kunne falde i søvn igen. Han tilkaldte sine rådgivere og fortalte dem om drømmene. De kunne ikke finde ud af deres betydning. Pludselig huskede tjeneren på Josef. Han fortalte Farao om manden i fængslet, som tydede hans og bagerens drøm.
Farao sendte vagter for at hente Josef. Han fortalte Josef om sine drømme:
“I den første så jeg syv fede køer komme op af floden og græsse langs dens bredder. Pludselig kom syv magre køer op af floden og spiste de fede. Og alligevel var de lige så tynde som før. I min anden drøm så jeg syv fyldige aks. Pludselig spirede syv indtørrede aks ved siden af. De tynde aks opslugte de sunde. Alligevel var de lige så tynde og tørre som før.”
Josef sagde: “Gud fortæller dig, hvad han er ved at gøre. De syv gode køer og de syv gode korn er syv år med stor overflod. Derefter vil der komme syv år med hungersnød. Det bliver så alvorligt, at de gode år vil blive glemt. Søg derfor efter en klog mand til at styre landet. Få ham til at organisere indsamlingen af mad i de gode år og opbevare det til de dårlige år. Hvis du ikke gør det, vil landet blive ødelagt af hungersnød.”
Farao sagde til sine embedsmænd: “Kan vi finde nogen bedre end Josef til dette job? Han har Guds ånd i sig.”
Han vendte sig mod Josef. “Folket vil underkaste sig dine befalinger. Ved siden af mig vil du være den mest magtfulde mand i Egypten.”

I løbet af de næste syv år rejste Josef rundt i landet og samlede og opbevarede mad. Derefter begyndte de syv år med hungersnød. Denne hungersnød ramte også alle de omkringliggende lande.
Da indbyggerne i Egypten begyndte at mærke hungersnøden, åbnede Josef forrådshusene og solgte korn til dem. Snart kom alle landene omkring Egypten og købte korn af Josef.

VIDEOER

31 – Josefs familiesammenkomst

Første Mosebog 42-46
Jakob hørte, at der var korn i Egypten, så han sendte sine ti ældste sønner dertil for at købe mad. Han sendte ikke Benjamin, fordi han var bange for at miste ham.
Da de ankom til Egypten, mødte de landets hersker. De vidste ikke, at det var Josef. Han genkendte dem, men lod som om han ikke kendte dem. Han ville teste dem for at se, om de havde ændret sig.
“Hvor er I fra?” Da de svarede, sagde han: “I er spioner!” Brødrene var chokerede, “Nej, vi er ærlige mænd – alle sønner af en mand, der bor i Kana’an. En af vores brødre blev hjemme, og den anden er … væk.”
Josef sagde: “Bevis det for mig. Jeg beholder en af jer her. Resten af jer rejser hjem og henter jeres lillebror. Så ved jeg, om I taler sandt.”
Han beholdt Simeon og sendte de andre hjem med kornsække. Uden at de vidste det, fik han lagt deres penge i kornsækkene.

Brødrene nåede hjem og fortalte Jakob, hvad der var sket: “Vi er nødt til at tage Benjamin tilbage til Egypten for at få Simeon ud af fængslet.”
Det var da de opdagede pengene i deres sække med korn. De blev bange, og Jakob sagde: “Du tager ikke Benjamin fra mig! Josef er væk, og nu er Simeon væk. Benjamin er alt, hvad jeg har tilbage! Hvis jeg mister ham, dør jeg af sorg!”
Da de efter noget tid havde brugt alt kornet, bad Jakob sine sønner om igen at tage til Egypten og købe mere. Juda mindede ham om, at de ikke kunne vende tilbage, medmindre de tog Benjamin med sig. Han sagde: “Send ham med mig. Jeg garanterer hans sikkerhed. Lad os gå. Vi har brug for kornet!”
Til sidst indvilligede Jakob, og brødrene vendte tilbage til Egypten med Benjamin. De tog det dobbelte af pengene, så de kunne returnere de penge, de fandt i deres sække.

Da Josef så dem, sagde han til sin tjener, at han skulle invitere dem til et middagsmåltid.
Næste morgen blev brødrene sendt tilbage til Kana’an med deres sække fulde af korn. Josef lod sin tjener lægge et sølvbæger i Benjamins sæk. Da brødrene havde gået et stykke tid, indhentede Josefs tjenere dem og sagde: “En af jer har stjålet vor herres sølvbæger!”
Brødrene var chokerede! “Vi ville ikke gøre sådan noget. Vi lover, at hvis en af os har det, så skal vedkommende dø og vi andre overgiver os til jeres herre som hans slaver!”
Hver af brødrene åbnede på skift deres sække, og de fandt bægeret i den, der tilhørte Benjamin. Brødrene var forfærdede. De vendte tilbage til byen med vagterne og kastede sig ned foran Josef. Han spurgte: “Hvorfor har I gjort dette?”

Juda svarede: “Hvordan kan vi bevise vores uskyld? Vi vil nu alle være dine slaver!”
“Nej, kun den skyldige af jer skal være min slave. Resten af jer kan tage hjem til jeres far.”
Juda sagde: “Jeg lovede vores far, at jeg ville garantere Benjamins sikkerhed. Så tillad mig at være din slave i stedet for ham. Jeg kan ikke holde ud at se min fars sorg, når drengen ikke vender tilbage til ham.”
Da Josef hørte dette, begyndte han at græde. Han sagde da til dem: “Jeg er Josef!”
Brødrene blev bange og kunne ikke svare ham. Han sagde: “Kom nærmere og se! Jeg er jeres bror, som I solgte til slaveri! Gud sendte mig her for at redde jeres liv. Der er stadig fem år med hungersnød tilbage, og Gud bragte mig her for at forberede et sted til jer!”
Så bad han dem vende tilbage og bringe deres far og deres familier til Egypten. Farao hørte dette og sagde til Josef: “Det bedste i Egypten skal være deres!”

Jakob blev chokeret, da hans sønner fortalte ham, hvad der var sket. Men han blev fyldt af glæde, da han hørte, hvad Josef havde sagt og gjort. Til sidst drog han, hans børn og alle deres børn til Egypten. Der sørgede Farao for dem på grund af Josef.

VIDEOER

32 – Israel i Egypten

Første Mosebog 45,17 – 50,21
Farao sagde til Josef: “Sig til dine brødre, at de skal vende tilbage til Kana’an og hente din far. De burde bringe ham og familien hertil. De kan tage vogne her fra Egypten, så deres koner og børn kan rejse komfortabelt. Vær ikke bekymret for deres ejendele, for jeg vil give dem det bedste af Egypten.”
Da brødrene kom tilbage til Kana’an, blev deres far forbløffet, da de fortalte ham alt, hvad der skete! Først troede han ikke på, at Josef faktisk var i live. Men til sidst blev han glad, da han lyttede til historierne om Josef og alt, hvad han havde gjort.

Hele Jakobs familie begyndte nu rejsen til Egypten. Undervejs stoppede han op og ofrede til Gud. Den nat viste Gud sig for ham i et syn. Han sagde: “Jeg er Herren, din fars Gud. Vær ikke bange for at tage til Egypten. Jeg vil gå med dig og gøre dig til et stort folk. Med tiden vil jeg bringe dem tilbage til dette land.”
Til sidst ankom Jakob, hans børn og alle deres børn i Egypten. Farao sørgede for alt, hvad de havde brug for på grund af Josef. De fik den bedste jord til deres familier og besætninger.

Jakob levede sytten år mere. Da han var ved at dø, kaldte han Josef til sig: “Dine to sønner er nu mine. Manasse og Efraim er mine sønner lige så meget som Ruben og Simeon er mine. De skal have en del af min arv og regnes som Israels sønner.”
Josef førte sine sønner hen til sin far for at modtage velsignelsen. Han placerede Manasse ved Jakobs højre hånd, fordi han var den ældste. Men Jakob rakte ud og lagde sin højre hånd på Efraim. Josef forsøgte at rette op på dette ved at flytte sin fars hånd og sagde: “Far, Manasse er den ældste og skal modtage din højre hånds velsignelse.”
Jakob sagde: “Søn, jeg ved, hvad jeg laver. Ja, Manasse vil blive far til en stor stamme, men Efraims efterkommere vil blive større.”
Jakob kaldte da alle sine sønner ind og gav hver enkelt en velsignelse. Han sagde, at Juda skulle være den kongelige stamme, og løftet ville fortsætte i hans slægt.
Da Jakob døde, førte en stor skare hans lig tilbage til Kana’an. Han blev begravet i samme hule som Abraham og Sara, Isak og Rebekka og hans kone Lea.

Efter Jakobs død blev Josefs brødre bange. De sagde: “Josef har kun været venlig mod os på grund af vores far. Nu vil han huske, hvordan vi misbrugte ham, og så vil han sikkert hævne sig.”
De sendte derfor en besked til Josef: “Din far bad dig om at tilgive os for den store synd, vi har begået mod dig. Tilgiv os derfor.”
Josef brød sammen og græd, da han hørte dette. Så kom brødrene hen og sagde til ham: “Vi er dine trælle.” Josef sagde: “Vær ikke bange for mig. I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier.”
Josef talte trøstende ord til sine brødre. Han forsikrede dem om sin kærlighed og omsorg.

VIDEOER

33 – Moses bliver født

Anden Mosebog 1 – 2,10
Jakobs efterkommere blev kaldt hebræere eller israelitter. I årenes løb steg deres antal i Egypten markant.
De blev behandlet godt, men kun indtil en ny Farao kom til magten. Han kendte ikke til Josefs historie og mente, at han var nødt til at gøre noget med disse hebræere, nu hvor de var blevet så mange og så magtfulde.
Hans første plan var at gøre dem til slaver og tvinge dem til at lave mursten og bygge byer. De blev dog stadigt flere, og derfor øgede egypternes deres arbejdsbyrde og slog dem. Trods dette fortsatte den hebraiske befolkning med at vokse. Farao tænkte på en idé til, hvordan man kunne stoppe det. Han sagde til jordemødrene: “Når I hjælper en israelitisk kvinde med at føde et barn, så dræb alle de små drenge, så snart de er født. Det er kun de små piger, der må leve.”
Jordemødrene adlød ikke Farao. I stedet frygtede de Gud og lod drengene leve lige så godt som pigerne. De fortalte Farao: “De hebraiske kvinder er meget stærkere end egyptiske kvinder. De føder deres egne børn, før vi når hen til dem.” Gud velsignede disse kvinder, fordi de nægtede at dræbe børnene.

Den israelitiske befolkning fortsatte med at vokse i antal, så Farao udstedte en ny lov: ”Alle hebraiske drengebørn skal kastes i Nilen.”
Det var på dette tidspunkt en dreng blev født i en hebraisk familie. Hans mor gemte ham i tre måneder, men det blev sværere for hver uge, der gik. Til sidst indså hun, at hun var nødt til at gøre noget andet. Hun flettede en vandtæt kurv, puttede barnet i og placerede det i Nilen blandt sivene ved bredden. Drengens søster hed Mirjam. Hun gemte sig i nærheden for at se, hvad der ville ske med hendes bror.
Faraos datter gik ned til floden for at tage et bad. Hun så kurven flyde mellem sivene og sendte sine tjenere for at hente den. Da hun åbnede kurven, begyndte barnet at græde, og hun havde ondt af det. Hun sagde: “Det må være et af de hebraiske børn.”
Mirjam kom frem fra sit gemmested og sagde: “Skal jeg finde en hebraisk mor, som kan amme babyen?”
“Ja, tak. Find en ammende mor.” Så pigen hentede sin egen mor – babyens mor. Faraos datter sagde til hende: “Am dette barn for mig, så skal jeg betale dig.”
Da drengen var gammel nok, blev han ført tilbage til Faraos datter, og drengen blev hendes søn. Hun kaldte ham Moses.

VIDEOER

36 – Sippora

2 Mosebog 4,18-31 og 18,2
Moses sagde til sin svigerfar Jetro: “Jeg vil tilbage til Egypten for at se, om min familie stadig er i live.” Jetro indvilligede og velsignede rejsen.
Herren sagde til Moses: “Rejs tilbage til Egypten. De, der prøvede at dræbe dig, er nu døde.”
Moses forberedte sig på rejsen, og dernæst forlod han Midjan med sin kone og sønner. Han sørgede for at have Guds stav med sig.

På samme tid sagde Gud til Aron: “Gå ud og mød Moses i ørkenen.” Han forlod Egypten og satte kursen mod Midjan.
Mens Moses rejste, gav Herren ham instrukser om, hvad han skulle gøre. Gud sagde: “Gør alle de mirakler jeg har givet dig, men bliv ikke overrasket over, at Farao ikke vil lytte til dig! Jeg har forhærdet hans hjerte, så han lader ikke folket gå villigt. Her er mit budskab til ham: ‘Israel er min førstefødte søn. Du nægter at lade min søn gå og tilbede mig. Derfor slår jeg din førstefødte søn ihjel.’”
Om aftenen slog Moses og hans familie lejr for natten. Pludselig angreb Herren Moses fordi hans sønner ikke var blevet omskåret. Hurtigt sprang Sippora op og greb en kniv. Hun omskar sine sønner og kastede deres forhud for fødderne af sin mand. Efter det lod Herren Moses slippe.
Sippora så på alt blodet og råbte til Moses: “Du er en blodbrudgom for mig!”
Næste dag så Moses at Aron kom gående. De to brødre hilste med glæde på hinanden. Moses fortalte Aron alt, hvad Herren havde sagt. Han fortalte ham om de tegn, Gud havde givet ham, og hvad han skulle gøre. Sammen gik de tilbage og samlede Israels ældste.

Aron stod foran folket og fortalte dem, hvad Herren havde sagt til Moses. Han viste dem tegnene fra Gud.
Folkene var forbløffede over, hvad de hørte og så. De troede på Moses og Aron og bøjede sig og tilbad Gud.
Moses indså, at det ville være bedst at sende familien tilbage til Midjan. Der kunne de være under beskyttelse af Jetro, hans svigerfar.

VIDEOER