1 Kongebog 20
Kongen af Syrien invaderede Israel og marcherede med sin hær mod Samaria. Han sendte en besked til kong Akab og sagde: “Giv mig dit sølv og guld. Jeg vil også have dine koner og sønner.”
Akab sendte en besked tilbage. “Jeg vil give det hele til dig. Jeg overgiver tilmed mig selv til dig.”
Kongen af Syrien sendte endnu en besked. “Der er en ting mere. I morgen sender jeg folk for at ransage dit palads og alle de bedste huse. De vil tage alt af værdi.”
Akab fortalte dette til Israels ledere. De sagde: “Gør det ikke. Vi bekæmper ham.”
Akab sendte dette budskab til kongen af Syrien, og han blev vred. Han sagde: “Jeg vil totalt ødelægge Samaria! Når jeg er færdig, bliver det kun en skraldebunke.”

Da Akab forberedte sig til kamp, gik en profet til ham og sagde: “Syriens hær er meget større end din, men Herren vil hjælpe dig med at besejre dem. Du skal personligt føre dine mænd i kamp, så du på egen hånd kan se, at Herren har kontrollen.”
Kongen af Syrien hørte, at Akab marcherede med sin hær ud af Samaria. Han sagde til sine soldater: “Fang Israels mænd levende. Jeg vil have dem som slaver.”
Israels hær ramte syrerne så hårdt, at de løb fra slagmarken. Det var et knusende nederlag for den syriske hær. Selv deres konge slap med nød og næppe.
Profeten gik hen til Akab og sagde: “Gør dig klar. De kommer tilbage næste forår.”
Syriens embedsmænd mødtes med deres konge og sagde: “Deres gud er bjergenes gud. Du blev besejret, fordi du kæmpede mod dem i bakkerne. Du vil vinde, hvis du kæmper mod dem på fladt land.”
I foråret invaderede han endnu en gang Israel. Akabs hær var som en lille flok geder ved siden af en stor hær.
Profeten sagde til Akab. “De mener, at Herren er en bjerggud, som ikke har magt på fladt land. Derfor vil du besejre dem, og så vil du vide, at Herren – han har kontrollen.”

Slaget begyndte, og den syriske hær led et massivt nederlag. 100.000 af deres mænd døde. De skyndte sig tilbage til deres by, men pludselig faldt en mur sammen og dræbte yderligere 27.000.
Kongen af Syrien løb og gemte sig i et skab. Til sidst besluttede hans embedsmænd at ydmyge sig og bede Akab om at forbarme sig over deres konge. Akab sagde: “Lever min bror stadig? Før ham herhen.”
De to konger mødtes og udarbejdede en aftale.
Da profeten hørte om det, vendte han sig mod en ven og sagde: “Gud vil have, at du slår mig.”
Vennen var chokeret. Han sagde: “Jeg vil ikke slå dig.”
Profeten sagde: “Du var ulydig mod Herren. Derfor vil en løve dræbe dig.” Det skete lige som han sagde. Kort efter at vennen var gået, sprang en løve på ham og dræbte ham.
Profeten sagde til en anden mand: “Gud vil have, at du slår mig.” Så manden slog ham. Profeten dækkede derefter sine sår med bind og stod ved vejen.
Snart kom Akab forbi, men han vidste ikke, hvem denne mand var. Profeten råbte: “Deres Majestæt. Under slaget blev jeg betalt for at bevogte en fange. Jeg fik at vide, at jeg ville blive dræbt, hvis han slap væk. Men jeg blev distraheret, og fangen flygtede.”
Kongen sagde: “Din tåbe! Du får præcis, hvad du sagde, du ville få.”

Profeten trak derefter sine forbindinger af, og Akab så, hvem han var. Han sagde: “Herren sagde til dig, at du skulle dræbe kongen af Syrien, og du gjorde det ikke. Så nu dør du i hans sted! Og dit folk skal dø i stedet for hans folk.”
Akab forlod profeten og tog tilbage til Samaria, men han var ikke længere glad for sin sejr. I stedet blev han vred og deprimeret.

VIDEOER