Søg efter:
jan 15 2022
103 – Ammonitter

Anden Samuelsbog 10 og 1 Krønikebog 19-20
Under hele Davids erobring angreb han ikke ammonitterne, fordi kongen havde været venlig mod ham, da han flygtede fra Saul. En dag døde ammoniternes konge, og hans søn regerede nu.
David sendte en gruppe mænd med en kondolencebesked til den nye konge. Da mændene kom dertil, sagde de ammonitiske ledere til deres konge: “Disse mænd er her ikke for at overgive Davids kondolence til dig. De er her for at udspionere os. De er her for at se, hvor vi er svage.”

Den nye konge tog mændene og barberede halvdelen af hver mands skæg. Derefter skar han deres klæder af og blottede den nederste del af deres kroppe. Mændene tog dybt ydmyget tilbage til Israel.
David hørte om denne store fornærmelse og sendte bud til sine mænd. “Bliv i Jeriko, indtil jeres skæg er vokset ud igen. Vend så tilbage til mig.”
Ammonitterne indså da, hvad de havde gjort. De havde gjort David ekstremt vred. De begyndte derfor at opbygge en hær og hyrede endda 33.000 soldater fra andre lande.
David sendte Joab og hans hær for at kæmpe imod ammonitterne. Da de var på plads, rykkede den ammonitiske hær til en position, hvor de var på den ene side af israelitterne, med de fremmede soldater på den anden. Joab indså, at han var midt imellem de to, med frontlinjer på begge sider. Derfor delte han hæren. Han udvalgte sine bedste tropper til at kæmpe med ham og angribe de fremmede soldater. Alle andre skulle kæmpe mod ammonitterne, ledt af Joabs bror.
Joab sagde til sin bror: “Vi skal begge være rede til at hjælpe de andre, hvis der er behov for det. Vær modig og kæmp hårdt. Vi skal beskytte vores folk og Guds byer. Må Herrens vilje ske.”
Joab og hans elitetropper ramte de fremmede hære så hårdt, at de vendte om og løb. Da ammonitterne så det, trak de sig tilbage til deres befæstede byer. Derefter førte Joab sin hær tilbage til Jerusalem.
Den fremmede hær reorganiserede sig og kom tilbage for at kæmpe igen. Denne gang gik David med sine mænd og besejrede dem totalt og dræbte over 40.000 mænd. De, der flygtede, vendte tilbage til deres land og vendte aldrig tilbage igen. David ventede til foråret med at besejre ammonitterne.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 15 2022
122 – Rehabeam og Jeroboam

1 Kongebog 14 og 2 Krønikebog 12
En af Jeroboams sønner blev syg. Kongen sagde til sin kone: “Da jeg var Salomos tjener, fortalte en profet mig, at jeg skulle blive konge af Israels ti nordlige stammer. Han bor i Shilo. Tag gaver med til ham og spørg ham, hvad der vil ske med vores søn. Tag en forklædning på, så han ikke ved, at du er min kone.”
Profeten var nu gammel og blind. Herren sagde til ham: “Jeroboams kone kommer i forklædning. Hun vil spørge dig om deres søn, der er syg.” Så fortalte Herren ham, hvad han skulle sige. Snart hørte profeten kvindens fodtrin. Han sagde: “Kom ind, Jeroboams hustru! Hvorfor har du en forklædning på? Hør, Gud har et budskab til din mand, en forfærdelig besked! Herren siger: Jeg udvalgte dig, da du var en almindelig mand. Jeg rev en del af riget væk fra Davids slægt og gav det til dig. Men se hvad du har gjort. Du har ikke fulgt mig. Du har ikke holdt mine bud. I stedet har du fornærmet mig med to guldkalve, og du er blevet mere ond end nogen anden. Så lyt nu til, hvad jeg vil gøre ved dig. Alle mænd i din familie vil dø en forfærdelig død. Jeroboams slægtsnavn vil ikke fortsætte, når du er død. Hunde vil æde dem, der dør i byen, og fugle vil æde dem, der dør i landet. Der vil kun være én undtagelse fra dette. Din søn, som nu er syg, er en god mand, den eneste i din familie. Han vil dø en normal død. Men han dør så snart du kommer hjem. Du vil begrave ham, og hele Israel vil sørge over hans død. Men han vil være den eneste en i din familie, der vil blive begravet. Alt dette vil ske på grund af det, Jeroboam gjorde mod Israel. Hans synd vil tvinge mig til at ramme Israel så hårdt, at deres rødder vil blive revet op af denne jord. De vil blive ført bort og spredt blandt nationerne.”

Jeroboams kone gik hjem, og hendes søn døde, så snart hun gik ind i huset. Han blev begravet, og hele Israel sørgede over hans død.
Jeroboam regerede i 22 år og døde derefter. Hans søn blev konge efter ham. Han fulgte sin fars eksempel, men regerede kun i to år. Han blev dræbt, og hele Jeroboams familie blev ødelagt. Det hele skete ligesom profeten sagde.
Mens Jeroboam regerede Israel i nord, regerede Rehabeam Juda i syd. Han gjorde også Herren vred ved at lede folket på onde måder. Juda blev lige så ond som alle de omkringliggende nationer.

I det femte år af Rehabeams regeringstid kom Egypten og plyndrede Jerusalem. De tog alt guldet fra templet og kongeslottet. De tog de guldskjolde, som Salomo havde lavet.
Efter de var rejst, erstattede Rehabeam skjoldene med skjolde lavet af bronze. Hver gang kongen forlod paladset og gik til templet, gik vagter sammen med ham og bar bronzeskjoldene.
Der var krig mellem Juda og Israel så længe Rehabeam og Jeroboam levede. Rehabeam døde efter at have regeret Juda i 17 år, og hans søn blev konge efter ham.

admin 0 Kommentarer
jan 15 2022
123 – Abija og Asa

1 Kongebog 15 og 2 Krønikebog 13-16
Jeroboam var stadig konge af Israel, da Rehabeam døde. Efter sin død blev Abija konge af Juda. Kort efter invaderede Jeroboam og Israels hær Juda.
Da de to hære stod over for hinanden, var Israels hær dobbelt så stor. Alligevel stod Abija på en bakke og råbte over Israels hær. Han sagde: ”Israels mænd, I har forladt Davids slægt for at tjene en Salomos tjener. Ovenikøbet har I forladt Israels Gud for at tilbede Jeroboams to guldkalve. Og jeres præster er ikke af Levis stamme.”
Han blev ved og ved og prædikede for mændene. Han var ikke klar over, at mens han gjorde det, sendte Jeroboam halvdelen af sine mænd bag om Abijas hær. Pludselig indså Judas hær, at de var omringet. De råbte til Herren, og præsterne blæste i basunerne. Gud kæmpede mod Israel, og de løb fra slagmarken. Mange af deres soldater døde den dag.

Jeroboam kom sig aldrig efter dette enorme nederlag, og han døde kort efter. Abija blev stærkere, fordi han stolede på Herren.
Efter Abijas død blev hans søn Asa konge af Juda. Han regerede i 41 år. Herren gav ham 10 års fred, fordi han vendte nationen tilbage til Davids veje. Han ødelagde de afguder, Salomo havde opstillet. Han bad Judas folk om at søge Gud.
Pludselig kom der en invasionshær fra Etiopien. Judas hær var stærkt i undertal. Asa bad: “Herre, kun du kan hjælpe os nu!”
Herren hjalp ham med at besejre den etiopiske hær. Mange af dem blev dræbt, da de forsøgte at stikke af. Judas mænd samlede alle ejendele fra de lig, der lå på slagmarken. De fik også alle deres får og kameler.
Da Asa og hans mænd gik tilbage til Jerusalem, mødte en profet ham og udfordrede ham til at fortsætte sin vandring med Gud. Kongen besluttede at begynde at ødelægge afguderne fra alle de andre byer i Juda.

Folk fra det nordlige Israels rige flyttede til Juda i stort tal, fordi de tilbad Herren. På en bestemt dag mødtes alle sammen og lovede, at de altid ville tjene Gud. Så tog Asa sølv og guld og lagde det i templets skatkammer. Da gav Herren Juda fred fra alle deres fjender.
Desværre kom Asa til et vendepunkt i sit liv. Den nye konge af Israel erklærede krig mod Juda og invaderede landet. Han tog kontrol over en nøgleby.
I stedet for at stole på Herren, tænkte Asa over, hvordan han kunne få fordelen over Israel. Han tog guldet og sølvet ud af templet og sendte det til Ben-Hadad, kongen af Syrien. Han sendte en besked, som lød: “Jeg sender dig guld og sølv, så du bryder din pagt med Israel og opretter en med os i stedet.”

Ben-Hadad tog guldet og sølvet og lavede en pagt med Asa. Derefter invaderede han Israel og erobrede flere af deres byer. Hurtigt forlod Israels hær Juda, så de kunne forsvare sig mod Syrien.
Det så ud til, at Asas plan fungerede. Men så gik en profet til kong Asa og sagde: “Du skulle have bedt Herren om at kæmpe for dig – ikke Syrien! Kan du ikke huske, hvad Gud gjorde med Etiopiens enorme hær? Herren leder efter dem, der vil stole på ham. Det var dumt af dig, så nu skal du være i krig til den dag, du dør.”

Asa blev vred på profeten og kaldte på en vagt. “Sæt denne mand i fængsel!” Derefter blev han grusom mod sit eget folk. Pludselig fik han en sygdom i fødderne, som blev værre og værre. Alligevel søgte han ikke Herrens hjælp, selv da sygdommen blev livstruende. I stedet stolede han på, at lægerne hjalp ham. Til sidst døde han efter to år med store smerter.

admin 0 Kommentarer
jan 15 2022
119 – Riget deles

1 Kongebog 11,26 – 12,24 og Anden Krønikebog 10 – 11,4
Da Salomo var i live, forfremmede han en af sine tjenere, ved navn Jeroboam. Han havde en enestående evne til at få tingene gjort.
En dag mødte Jeroboam en profet, som var iført en ny kappe. Profeten sagde: “Her er et budskab fra Gud.”
Så tog han kappen af og flåede den i tolv stykker. Han rakte Jeroboam ti af dem og gav ham dette budskab fra Herren: “Salomo forlod mig og vendte sig til afguder. Derfor vil jeg rive riget ud af hans hænder. Du skal herske over de ti nordlige Israels stammer. Jeg tager ikke alle stammerne væk på grund af David og Jerusalem. Derfor skal Salomos søn herske over Juda. Følg mig og adlyd mine befalinger. Hvis du gør det, vil jeg være med dig.”

Salomo hørte om profetien og forsøgte at dræbe Jeroboam. Men han stak af og gemte sig i Egypten, indtil Salomo døde.
En af Salomos sønner var Rehabeam, hvis mor var en ammonitisk kvinde. Efter sin fars død tog han til Sikem, så Israels nordlige stammer kunne krone ham til konge.
Inden Israels ældste mødtes med ham, sendte de bud efter Jeroboam. Da han kom, sagde de til Rehabeam: “Din far lagde et åg på os, der var hårdt. Lov os, at du vil lette vores byrde og sænke vores skatter. Hvis du gør det, vil vi med glæde tjene dig.”
Rehabeam sagde: “Giv mig tre dage til at tænke over det.”
Da Jeroboam og Israels ældste var gået, bad Rehabeam de ældre rådgivere i sin fars hof om råd. De sagde: “Tjen disse mennesker af hele dit hjerte. Vær god mod dem, og de vil tjene dig resten af dit liv.”

Rehabeam bad derefter om råd fra sine yngre rådgivere, dem han voksede op med. De sagde: “Sig til de oprørere: ‘Min far behandlede jeg godt sammenlignet med mig. Min lillefinger vil være tungere end min fars ben. Han slog jer med pisk. Jeg vil slå jer med skorpioner.’
Rehabeam lyttede til dette råd og afviste de ældstes råd. Han sagde til Israels ledere: “Min far behandlede jer godt sammenlignet med mig. Han slog jer med pisk. Jeg vil slå jer med skorpioner.” Det var præcis, hvad Herren ønskede, at han skulle sige. Da Jeroboam og Israels folk hørte det, sagde de: “Vi vil ikke have noget med Davids hus at gøre! Vi er ikke fra Juda.”
Så tog Israels folk hjem, og Rehabeam vendte tilbage til Jerusalem. Han sendte en af sine embedsmænd for at genoprette orden blandt de nordlige stammer. Men folkene stenede ham så han døde.
De ti stammer brød op fra Juda og kaldte sig Israel. De bad Jeroboam om at blive deres konge.

Rehabeam samlede en hær fra Judas og Benjamins stammer. De forberedte sig på at invadere Israel og tvinge dem tilbage under Rehabeams kontrol.
Netop da kom en Guds mand til dem med et budskab fra Herren. “Du skal ikke kæmpe mod dine brødre. Tag hjem. Det er mig, der fik dem til at gøre oprør mod dig.” Alle lyttede til Herren og gik hjem.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 15 2022
127 – Den sårede profet

1 Kongebog 20
Kongen af Syrien invaderede Israel og marcherede med sin hær mod Samaria. Han sendte en besked til kong Akab og sagde: “Giv mig dit sølv og guld. Jeg vil også have dine koner og sønner.”
Akab sendte en besked tilbage. “Jeg vil give det hele til dig. Jeg overgiver tilmed mig selv til dig.”
Kongen af Syrien sendte endnu en besked. “Der er en ting mere. I morgen sender jeg folk for at ransage dit palads og alle de bedste huse. De vil tage alt af værdi.”
Akab fortalte dette til Israels ledere. De sagde: “Gør det ikke. Vi bekæmper ham.”
Akab sendte dette budskab til kongen af Syrien, og han blev vred. Han sagde: “Jeg vil totalt ødelægge Samaria! Når jeg er færdig, bliver det kun en skraldebunke.”

Da Akab forberedte sig til kamp, gik en profet til ham og sagde: “Syriens hær er meget større end din, men Herren vil hjælpe dig med at besejre dem. Du skal personligt føre dine mænd i kamp, så du på egen hånd kan se, at Herren har kontrollen.”
Kongen af Syrien hørte, at Akab marcherede med sin hær ud af Samaria. Han sagde til sine soldater: “Fang Israels mænd levende. Jeg vil have dem som slaver.”
Israels hær ramte syrerne så hårdt, at de løb fra slagmarken. Det var et knusende nederlag for den syriske hær. Selv deres konge slap med nød og næppe.
Profeten gik hen til Akab og sagde: “Gør dig klar. De kommer tilbage næste forår.”
Syriens embedsmænd mødtes med deres konge og sagde: “Deres gud er bjergenes gud. Du blev besejret, fordi du kæmpede mod dem i bakkerne. Du vil vinde, hvis du kæmper mod dem på fladt land.”
I foråret invaderede han endnu en gang Israel. Akabs hær var som en lille flok geder ved siden af en stor hær.
Profeten sagde til Akab. “De mener, at Herren er en bjerggud, som ikke har magt på fladt land. Derfor vil du besejre dem, og så vil du vide, at Herren – han har kontrollen.”

Slaget begyndte, og den syriske hær led et massivt nederlag. 100.000 af deres mænd døde. De skyndte sig tilbage til deres by, men pludselig faldt en mur sammen og dræbte yderligere 27.000.
Kongen af Syrien løb og gemte sig i et skab. Til sidst besluttede hans embedsmænd at ydmyge sig og bede Akab om at forbarme sig over deres konge. Akab sagde: “Lever min bror stadig? Før ham herhen.”
De to konger mødtes og udarbejdede en aftale.
Da profeten hørte om det, vendte han sig mod en ven og sagde: “Gud vil have, at du slår mig.”
Vennen var chokeret. Han sagde: “Jeg vil ikke slå dig.”
Profeten sagde: “Du var ulydig mod Herren. Derfor vil en løve dræbe dig.” Det skete lige som han sagde. Kort efter at vennen var gået, sprang en løve på ham og dræbte ham.
Profeten sagde til en anden mand: “Gud vil have, at du slår mig.” Så manden slog ham. Profeten dækkede derefter sine sår med bind og stod ved vejen.
Snart kom Akab forbi, men han vidste ikke, hvem denne mand var. Profeten råbte: “Deres Majestæt. Under slaget blev jeg betalt for at bevogte en fange. Jeg fik at vide, at jeg ville blive dræbt, hvis han slap væk. Men jeg blev distraheret, og fangen flygtede.”
Kongen sagde: “Din tåbe! Du får præcis, hvad du sagde, du ville få.”

Profeten trak derefter sine forbindinger af, og Akab så, hvem han var. Han sagde: “Herren sagde til dig, at du skulle dræbe kongen af Syrien, og du gjorde det ikke. Så nu dør du i hans sted! Og dit folk skal dø i stedet for hans folk.”
Akab forlod profeten og tog tilbage til Samaria, men han var ikke længere glad for sin sejr. I stedet blev han vred og deprimeret.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 14 2022
084 – Jonatans sejr

1 Samuel 14
Fortsat fra forrige historie
Jonatan betragtede filistrenes lejr på den anden side af passet. Han sagde til sin våbendrager: “Lad os tage derover og dræbe nogle få filistre. Herren vil hjælpe os. Han lader sig ikke begrænse af, hvor mange vi er.”
Våbendrageren sagde: “Hvis du går, tager jeg med dig.” Jonatan sagde: “Her er min plan. Vi går over til bagsiden af filisterlejren. Vi sørger for, at de ser os. Hvis de befaler os at standse, går vi tilbage hertil. Men hvis de befaler os at komme op til dem, betragter vi det som et tegn fra Gud. Da ved vi, at Herren vil give os sejr.”

De besluttede ikke at fortælle kongen, hvor de skulle hen. Da de kom til klipperne, så filistrene dem. De sagde: “Se, hebræerne kommer ud af deres skjulesteder!” De råbte ned til Jonatan. “Kom op, så skal vi lære dig en lektie!”
Jonathan lo: “Følg mig. Herren har givet os dem.” De to mænd klatrede op ad klipperne og dræbte tyve filistre.
Nyheden spredte sig hurtigt gennem resten af filistrenes lejr. De gik i panik og sagde: “Israelitterne har lavet bagholdsangreb!” Pludselig rystede jorden, og deres panik blev til rædsel. De løb i alle retninger.
Mænd i Sauls lejr så det og fortalte det til kongen. Han så sig omkring. “Saml alle og find ud af, hvem der mangler.” De fandt ud af, at Jonatan og hans våbendrager var væk.
Da Saul samlede sine tropper, blev filistrene endnu mere paniske. Da Sauls hær marcherede til kamp, opdagede han, at filistrene kæmpede mod hinanden.

Israelitterne, der havde sluttet sig til filistrene, samlede sig nu om Saul. De, der gemte sig blandt klipper og i huler, kom ud og sluttede sig til kampen.
Saul ønskede, at hans mænd skulle fokusere fuldstændigt på at vinde kampen, så han råbte: “Jeg forbander enhver, der spiser mad, før vi vinder denne sejr.” Hans mænd adlød, men snart blev de sultne og trætte.
Jonathan vidste ikke, hvad hans far havde sagt. Han fandt noget honning i skoven og spiste det. Andre fortalte ham straks om kongens ordre. Han sagde: ”Det skulle kongen ikke have sagt. Se på mig. Jeg spiste noget honning, nu er jeg klar til at kæmpe igen. Vores mænd burde spise al den mad, som filistrene har efterladt. Så ville de kæmpe bedre.”
Saul indså endelig, at hans hær var sulten! Han fik lavet et måltid og lod sine mænd spise. Kongen ville derefter tilbage i kamp, men fornemmede, at der var noget galt. Han kaldte alle sammen og sagde: ”Der er noget galt, og jeg vil finde ud af, hvem der står bag. Når jeg ved, hvem det er, bliver han aflivet, selvom han er min egen søn.

Så trak han lod, og det faldt på Jonatan. Kongen spurgte ham: “Hvad har du gjort?”
“Jeg spiste noget honning. Hvis jeg skal dø for det, så er jeg klar til at dø.”
Saul sagde til sin søn: “Jeg aflagde ed, derfor skal du dø.”
Folket råbte: “Jonatan skal ikke dø! Gud brugte ham til at give os sejr i dag. Så sandt Gud Herren lever skal ikke et hår på hans hoved falde til jorden.
Folket reddede Jonatans liv. Dermed var slaget slut, og filistrene vendte tilbage til deres eget område.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 14 2022
095 – Krig mod amalekitterne

1 Samuel 29-30
Da filistrene begyndte at planlægge en invasion af Israel, sagde deres konge til David: “Du skal drage i felten med mig. Jeg ønsker, at du og dine mænd skal være mine personlige livvagter.”
David sagde: “Godt, da vil du få at se, hvad mine mænd og jeg er i stand til.”

Alle de militære enheder tog til et sted, hvor de kunne gøre sig klar til krig, men filistrenes hærførere blev chokerede, da de så David og hans mænd. De sagde til kongen: “Du kan ikke lade disse hebræere kæmpe sammen med os!”
Han sagde: “David forlod Israel og har været tro imod mig lige siden. Jeg har ingen grund til at tvivle på hans loyalitet.”
Hærførerne blev vrede. “Send ham væk! Det er ham, de synger om. ‘Saul har dræbt sine tusinder; David sine titusinder.’ Han kan pludselig vende sig mod os midt i en kamp. Det ville være en god måde for ham at genvinde Sauls gunst.”

Kongen gik til David. “Du er en hæderlig mand, og jeg personligt vil have dig ved min side i kamp. Men hærførerne stoler ikke på dig. Derfor er jeg nødt til at sende dig tilbage til Siklag.”
David sagde: “Hvad har jeg gjort for at fortjene dette? Jeg har været tro mod dig fra den første dag, jeg kom her.”
Kongen sagde: “Det ved jeg, du har, men mine hænder er bundet. Du skal rejse i morgen.”
David og hans mænd rejste. Da de kom tilbage til Siklag, fandt de ud af, at fremmede røvere var kommet og havde brændt byen ned. De havde ikke dræbt nogen, men tog simpelthen alle indbyggerne med sig. Det inkluderede alle Davids og hans mænds hustruer, sønner og døtre.
Mændene græd, indtil de ikke kunne græde mere. Nogle af mændene ville stene David, men Gud stod ved ham. Han bad til Herren: “Skal jeg forfølge disse røvere? Vil jeg fange dem?
Herren sagde: “Ja, du vil fange dem og du vil få alt det tilbage, som er blevet taget fra dig.”
David tog sine 600 mand og jagtede angriberne. På et tidspunkt måtte de standse, fordi 200 af hans mænd var for udmattede til at gå længere. De resterende 400 lod deres forsyninger blive tilbage hos de 200 og fortsatte videre.

De stødte på en slave, som havde tilhørt røverne, men som var blevet efterladt, fordi han var blevet syg. Han havde ikke spist i tre dage. Davids mænd gav ham mad og vand.
David spurgte ham: “Vil du føre os til røverne?” Han sagde: “Jeg fører dig til dem, hvis du sværger at du ikke vil dræbe mig og ikke give mig tilbage til dem.”
Slaven førte Davids mænd direkte til røverne. De fejrede, hvor meget de havde plyndret fra filistrene og israelitterne. Uden varsel angreb Davids mænd og dræbte hurtigt de fleste af dem. Kun få slap væk. Davids mænd fik alt det, de havde mistet, plus alt det gods, røverne havde taget fra andre byer.
Da de kom tilbage til de 200, sagde nogle af de 400: ”De tog ikke med os i kamp. Så de får kun deres koner og børn tilbage. De får ikke noget af det ekstra, vi tog.” David sagde: “Nej! Det er forkert. Gud gav os en stor sejr i dag. Vi deler ligeligt med dem som blev tilbage med vores forsyninger.”
Det blev gjort til lov i Israel fra den dag.
David og hans mænd tog tilbage til Siklag. Derefter sendte han noget af plyndringsgodset tilbage til forskellige byer i Israel.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 14 2022
057 – Jeriko erobres

Josva 5,13-6,27
Mens folket stadig var i Gilgal, så Josva en mand stå i nærheden med et sværd i hånden. Josva gik hen til ham og spurgte: “Er du for os eller for vores fjender?”
Manden sagde: “Jeg er kaptajn for Herrens hær. Jeg er lige ankommet.”
Josva bøjede sig og tilbad ham. Kaptajnen sagde: “Tag dine sko af, fordi du er på hellig grund.”
Herren sagde til Josva: “Jeg har givet dig Jeriko, dets konge og dets hær.” Han gav derefter nøjagtige ordrer om, hvordan Jeriko skulle erobres.

Da dagen kom, arrangerede Josva folket. Hæren gik forrest, og bag dem kom syv præster, som skulle blæse i vædderhorn. Pagtens Ark blev båret bag dem. Resten af hæren fulgte efter bag Arken. Josva sagde til folket: “Sig ikke et ord, mens I marcherer rundt om byen.”
Mens de marcherede rundt, blæste præsterne i hornene, men folket tav. Da de havde været rundt om byen, vendte de tilbage til deres lejr og overnattede. De gjorde det samme den anden dag og den tredje. De gentog denne march rundt om byen i seks dage.

Tidligt den syvende dag bad Josva folket følge den samme procedure, bortset fra at de på denne dag skulle gå rundt om byen syv gange. Han sagde: “Efter at vi har marcheret rundt syv gange, skal I råbe alt, hvad I kan. Herren vil derefter overgive byen til jer. Alle mennesker og dyr i byen skal dø, undtagen Rahab og hendes familie. I skal brænde alt, undtagen guld, sølv og ting lavet af bronze og jern. Disse skal overgives til Herren. Tag ikke selv noget af det, der skal overgives til Herren, for da skal du lide døden.”

Folket marcherede nu rundt om byen syv gange, mens præsterne blæste i hornene. Efter den syvende gang standsede hele optoget.
Præsterne blæstee i hornene endnu en gang, og Josva råbte: “Skrig alt I kan!” Folket skreg, og byens mure faldt sammen. Israels hær marcherede lige ind i byen og ødelagde den. De to spioner, som Rahab havde beskyttet, gik straks til hendes hus. De førte hende og hendes familie ud af byen i live. Alle andre i byen blev dræbt, og alt blev brændt, undtagen guld, sølv og ting lavet af bronze og jern.
Josva udråbte derefter en forbandelse over byen Jeriko. Han sagde: “Enhver, der genopbygger denne by, vil miste både sin førstefødte søn og sin yngste søn.”

Herren var med Josva, og hans ry spredte sig over hele landet.

Rahab og hendes familie blev anbragt et sikkert sted uden for Israels lejr. Til sidst giftede hun sig med en israelit fra Judas stamme. Med tiden fik de en søn ved navn Boaz.

VIDEOER

***

admin 0 Kommentarer
jan 14 2022
065 – Trehundrede mænd

Dommerbogen 7-8
Gideon samlede en hær på 32.000 mand. Han tog dem med og slog lejr syd for midjanitterne. Herren sagde til Gideon: “Du har for mange mænd med dig. Hvis jeg overgiver midjanitterne til dig nu, vil Israel blot sige: ‘Vi vandt denne sejr ved egen magt.’ Sig derfor dine krigere: ‘Hvis I er bange, så gå hjem’.”
Gideon sagde dette til folket, og 22.000 af dem gik hjem, så der nu kun var 10.000 krigere.
Herren sagde til Gideon: “Der er stadig for mange mænd. Før dem ned til vandet. Læg nu mærke til dem, som brugerne hænderne til at føre vandet op til munden. Adskil dem fra dem, som knæler ned og drikker som en hund.”
Der var 300 mænd, som drak ved at bruge deres hænder. Herren sagde: “Jeg vil give dig sejr over midjanitterne ved at bruge disse 300 mænd. Send resten af dem hjem.”
Så sendte Gideon dem hjem. De, der var tilbage, slog lejr ovenfor midjanitternes lejr.

Den nat sagde Herren til Gideon: “Snig dig ind i midjanitternes lejr. Hvis du er bange, så tag din tjener med dig. Lyt til, hvad soldaterne siger.” Så tog Gideon sin tjener og gik ind i midjanitternes lejr.
Han hørte en mand fortælle en ven om en drøm. Han sagde: “Jeg så et brød rulle ind i vores lejr. Det ramte et telt og ødelagde det totalt.”
Hans ven svarede: “Jeg ved, hvad det betyder. Det brød er israelitten Gideons sværd. Gud har overgivet hele midjanitternes lejr til ham.”

Gideon vendte tilbage til Israels lejr og sagde: “Rejs jer, for Herren har givet dig midjanitterne!” Han delte de 300 mand i tre kompagnier på 100. Han gav hver mand en trompet og en krukke med en fakkel indeni.
Han sagde: “Når vi alle er ved kanten af deres lejr, vil min gruppe blæse i trompeterne. I skal gøre det samme, og alle skal råbe: ‘Herrens og Gideons sværd!’”
Så placerede han dem tre steder rundt om lejren. Da de alle var på plads, blæste Gideons gruppe i deres trompeter og knuste krukkerne. Det samme gjorde de to andre grupper. De holdt deres fakler i venstre hånd, deres trompeter i højre hånd og råbte: “Herrens og Gideons sværd!”
Dette chokerede den midjanitiske hær fuldstændigt! De gik i panik og begyndte at løbe og råbte, mens de løb. Gideons mænd blæste i deres 300 trompeter. Da det skete, trak de midjanitiske soldater deres sværd og begyndte at dræbe hinanden.
Gideon sendte da bud efter resten af Israels mænd. Sammen løb de efter midjanitterne, da de forsøgte at forlade Israel. Gud gav den dag en stor sejr over Midjan, og de var ikke længere en trussel mod Israel.

Efter slaget ville folket gøre Gideon til deres konge, men han nægtede. Så havde Israel fred i fyrre år.

VIDEOER

 

admin 0 Kommentarer
jan 14 2022
067 – Jeftas løfte

Dommerbogen 10,6 – 11,40
Jeftas mor var prostitueret, men hans far var en fremtrædende mand i Israel. Jefta voksede op i sin fars hus, men da hans halvbrødre var gamle nok, sagde de: “Gå væk med dig! Du er ikke søn af vores mor, og du kommer ikke til at arve noget fra vores far.”
Da forlod Jefta området. Han blev en stor kriger og organiserede en bande bøller.

På den tid gjorde Israels folk endnu en gang oprør imod Gud Herren og var begyndt at tilbede andre guder. Gud tillod ammonitterne at erobre dem. Ammonitterne var ekstremt grusomme, og Israel led under deres grusomhed i atten år.
Folket råbte til Herren og sagde: “Frels os!”
Herren sagde: “Nej, det vil jeg ikke. Jeg har udfriet jer igen og igen. Jeg gør det ikke igen! I kan bede jeres afguder om at udfri jer.”
Da valgte folket at smide afguderne væk og begyndte igen at tilbede Herren. De sagde: “Gør hvad du vil med os. Vi ved, at vi har syndet. Men vi beder dig få os ud af ammonitternes jerngreb!”
Da forbarmede Gud sig igen over dem.
Ammonitterne rykkede ind i landet for at kæmpe mod Israel. Israelitterne gik ud for at møde dem, men de havde ingen leder. De sendte bud efter Jefta og sagde til ham: “Kom og led vore tropper i kamp mod ammonitterne.”
Han sendte en besked tilbage og sagde: “I er de samme mennesker, som smed mig ud! Men nu kommer I til mig for at få hjælp?”
De sagde: “Det er sandt. Det gjorde vi, men hvis du kommer og giver os sejr, bliver du vores leder. Hør, Herren er vores vidne. Vi vil gøre, som vi har sagt.”

Så kom Guds Ånd over Jefta, og han førte folket i kamp. Han aflagde et løfte for Herren og sagde: “Gud, hvis du vil give mig sejr over ammonitterne, så vil jeg give dig det første, der kommer ud af mit hus. Jeg vil ofre det til dig som et brændoffer.”
Herren gav Jefta sejren. Han smadrede den ammonitiske hær og ødelagde tyve af deres byer.

Jefta havde kun ét barn, en datter. Da han gik hjem, kom hun dansende ud til ham. Hun var så stolt af hans sejr. Da Jefta så hende, flåede han sit tøj og kastede sig til jorden. Han råbte: “Min datter, hvad har jeg dog gjort! Jeg har afgivet et løfte til Gud, og jeg kan ikke tage det tilbage.”
Hun sagde: “Far, du skal holde dit ord til Herren. Han holdt sin del af aftalen ved at give dig en stor sejr. Nu skal du holde din. Jeg beder kun om én ting: Da jeg nu aldrig kommer til at gifte mig, så tillad mig at gå op i bjergene med mine venner i to måneder. Dér vil vi sammen sørge over, at jeg aldrig kommer til at gifte mig.”
Det sagde Jefta ja til, og datteren gik med sine venner op i bjergene. I to måneder sørgede de over, at hun aldrig skulle være sammen med en mand og aldrig opleve glæden ved at amme børn.
Så gik hun hjem igen, og Jefta opfyldte sit løfte. Derefter blev det en skik i Israel, at unge kvinder hvert år gik ud og brugte fire dage på at huske Jeftas datter.

admin 0 Kommentarer
Copyright © 2025 Carsten Riis Jensen | Carsten Riis Jensen