67 – Jeftas løfte
Dommerbogen 10,6 – 11,40
Jeftas mor var prostitueret, men hans far var en fremtrædende mand i Israel. Jefta voksede op i sin fars hus, men da hans halvbrødre var gamle nok, sagde de: “Gå væk med dig! Du er ikke søn af vores mor, og du kommer ikke til at arve noget fra vores far.”
Da forlod Jefta området. Han blev en stor kriger og organiserede en bande bøller.
På den tid gjorde Israels folk endnu en gang oprør imod Gud Herren og var begyndt at tilbede andre guder. Gud tillod ammonitterne at erobre dem. Ammonitterne var ekstremt grusomme, og Israel led under deres grusomhed i atten år.
Folket råbte til Herren og sagde: “Frels os!”
Herren sagde: “Nej, det vil jeg ikke. Jeg har udfriet jer igen og igen. Jeg gør det ikke igen! I kan bede jeres afguder om at udfri jer.”
Da valgte folket at smide afguderne væk og begyndte igen at tilbede Herren. De sagde: “Gør hvad du vil med os. Vi ved, at vi har syndet. Men vi beder dig få os ud af ammonitternes jerngreb!”
Da forbarmede Gud sig igen over dem.
Ammonitterne rykkede ind i landet for at kæmpe mod Israel. Israelitterne gik ud for at møde dem, men de havde ingen leder. De sendte bud efter Jefta og sagde til ham: “Kom og led vore tropper i kamp mod ammonitterne.”
Han sendte en besked tilbage og sagde: “I er de samme mennesker, som smed mig ud! Men nu kommer I til mig for at få hjælp?”
De sagde: “Det er sandt. Det gjorde vi, men hvis du kommer og giver os sejr, bliver du vores leder. Hør, Herren er vores vidne. Vi vil gøre, som vi har sagt.”
Så kom Guds Ånd over Jefta, og han førte folket i kamp. Han aflagde et løfte for Herren og sagde: “Gud, hvis du vil give mig sejr over ammonitterne, så vil jeg give dig det første, der kommer ud af mit hus. Jeg vil ofre det til dig som et brændoffer.”
Herren gav Jefta sejren. Han smadrede den ammonitiske hær og ødelagde tyve af deres byer.
Jefta havde kun ét barn, en datter. Da han gik hjem, kom hun dansende ud til ham. Hun var så stolt af hans sejr. Da Jefta så hende, flåede han sit tøj og kastede sig til jorden. Han råbte: “Min datter, hvad har jeg dog gjort! Jeg har afgivet et løfte til Gud, og jeg kan ikke tage det tilbage.”
Hun sagde: “Far, du skal holde dit ord til Herren. Han holdt sin del af aftalen ved at give dig en stor sejr. Nu skal du holde din. Jeg beder kun om én ting: Da jeg nu aldrig kommer til at gifte mig, så tillad mig at gå op i bjergene med mine venner i to måneder. Dér vil vi sammen sørge over, at jeg aldrig kommer til at gifte mig.”
Det sagde Jefta ja til, og datteren gik med sine venner op i bjergene. I to måneder sørgede de over, at hun aldrig skulle være sammen med en mand og aldrig opleve glæden ved at amme børn.
Så gik hun hjem igen, og Jefta opfyldte sit løfte. Derefter blev det en skik i Israel, at unge kvinder hvert år gik ud og brugte fire dage på at huske Jeftas datter.