Søg efter:
154 – Assyrerkongen Sankerib

2 Kongebog 18,13 – 19,37 og Anden Krønikebog 32,1-23
Den assyriske hær invaderede Juda da Hizkija var konge. De havde allerede erobret Israel et par år før.
Da de ankom til Jerusalem, indkaldte den assyriske hærs øverstbefalende til et møde med jødiske embedsmænd uden for byens mure. Han sagde: “Sankerib, den store konge af Assyrien, sender dette budskab til Hizkija: Hvorfor gør du modstand mod min store hær? Tror du, at andre nationer vil komme og hjælpe dig? De kommer ikke, for de er bange for os. Stoler du på Herren din Gud? Hvorfor? Det var din Gud, der sendte os hertil for at ødelægge dig!”

Mens den øverstbefalende talte, stod Jerusalems indbyggere på bymurene og lyttede til alt, hvad han sagde. Han talte på hebraisk og så højt, at de kunne høre. De jødiske embedsmænd sagde: “Du må gerne tale på dit eget sprog. Det forstår vi også.”
Hærføreren lo og råbte højere: “Nej! Denne besked er ikke kun til jeres konge. Den er også for almindelige mænd. Det er jer, som kommer til at lide, når vi knuser dig.”
Han pegede på mændene på bymuren. “Lyt til mig! Stol ikke på din konge. Stol ikke på jeres Gud! Stol på Sankerib, den store konge af Assyrien! Han vil passe godt på jer. Vi har erobret mange nationer og deres guder var ikke i stand til at beskytte dem. Jeres Gud kan ikke standse den store konge af Assyrien!”

Da kong Hizkija hørte dette, sønderrev han sit tøj og gik ind i templet for at bede. Han sendte budbringere til profeten Esajas og bad ham om at bede for Guds folk.
Esajas sendte bud til Hizkija. “Jeg har et budskab fra Herren. Han siger: ‘Jeg har hørt denne mand. Vær ikke bange for ham. Jeg hvisker ham ind i øret, og han vil skynde sig tilbage til sit land. Når han er kommet tilbage dertil, vil han blive.’”
Pludselig hørte hærføreren, at der var problemer hjemme i Assyrien. Han vidste, at hans konge havde brug for ham. Da forlod hele hæren området og rejste hjem.

Nogen tid senere flyttede Sankerib sin hær mod Jerusalem igen. Undervejs sendte han en besked til Hizkija. “Har din Gud fortalt dig, at du er i sikkerhed for mig? Tro ham ikke! Jeg har erobret mange andre nationers guder og brændt dem med ild. De kunne ikke beskytte deres nationer. Hvad får dig til at tro, at din Gud vil beskytte dig?”
Hizkija tog brevet med til templet. Han bredte det ud for Gud og bad. Esajas sendte en besked til Hizkija, men beskeden var ikke til Hizkija; det var i stedet Guds svar til Sankerib. Svaret lød: “Hvem tror du, du er? Jeg har bedt Jerusalem om at spytte på dig. Hvem tror du, du håner? Jeg er den, der gav dig magt, så du kunne dømme andre nationer. Nu er du så arrogant, at du råber ad mig? Hør nu, hvad jeg vil gøre ved dig: Jeg har tænkt mig at sætte en krog i din næse og din mund. Så trækker jeg dig tilbage til laden, hvorfra du kom! Hizkija, vær ikke bange for Sankerib. Ikke én pil vil ramme Jerusalems mure. Inden hans hær kommer hertil, vil de vende om og tage tilbage til deres land. Jeg er dit forsvar! Jeg vil kæmpe denne kamp og redde byen.”

Samme aften slog Assyriens hær lejr. Solen gik ned og mænd sad rundt om bålene, indtil det var tid til at sove. Da solen stod op næste morgen, var 185.000 soldater døde, hvor de havde sovet. Kongen af Assyrien havde en hær af døde mænd!
Han vendte hurtigt hjem til Nineve og knælede ned foran sit afgudsalter. To af hans sønner kom ind og dræbte ham. Sankerib, den store konge af Assyrien, var død, og Jerusalem havde fred.

164 – På vej til Egypten

Jeremias 40 – 44 og 52,31-34 og 2 Kongebog 25,22-30
Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
Babylons konge Nebukadnesar ødelagde Jerusalem totalt. Han efterlod nogle få mennesker til at tage sig af landet og gjorde Gedalja til guvernør over Juda.
Oprørssoldater boede stadig i Judas bakker. Gedalja mødte dem og sagde: “Kongen af Babylon ønsker fred med jer. Hold op med at kæmpe! Se på, hvad folket efterlod sig, da de gik i eksil. I kan høste deres druer og oliven og sommerfrugt. Vælg en by og bo der. Jeg vil repræsentere dig med babylonierne.”
Soldaterne fulgte dette råd og boede i landet. Jøder, der boede i andre lande, kom tilbage og accepterede Gedalja som deres guvernør.

Alt i alt havde de en stor høst det år. Ammons konge hyrede ti jøder til at dræbe Gedalja. Judas folk advarede guvernøren om planen. De sagde: “Vi har det godt her. Vi ønsker ikke, at disse forrædere skal ødelægge det for os.” Men Gedalja troede dem ikke. Han mente, at de simpelthen forsøgte at få en fordel i forhold til deres landsmænd.
Gedalja inviterede de ti forrædere til at spise sammen med ham. Under måltidet trak mændene deres sværd og dræbte guvernøren. Efter at have kastet hans krop ned i en stor brønd, gik de tilbage til Ammon. Judas mænd jagtede dem. Det kom til kamp, men de fleste af forræderne slap væk.
Judas folk vidste, hvad Nebukadnesar ville gøre, når han fandt ud af, at hans guvernør var blevet dræbt. De lavede planer om at flygte til Egypten. De gik til Jeremias og sagde: “Spørg Herren, hvad vi skal gøre. Vi lover, at vi vil gøre, hvad han siger.”

Ti dage senere gav Jeremias dem et budskab fra Herren: ”Flyt ikke til Egypten, men bliv i Juda. Jeg vil være med jer og beskytte jer mod Babylons konge. Jeg ved, at I er bange, men hør på mig. Flygt ikke til Egypten. Her i Juda vil I ikke finde krig, sult og sygdom.”
Folket svarede Jeremias: “Du lyver for os. Det har Herren ikke fortalt dig. Du vil bare, at vi bliver her, så Babylon slår os ihjel.”
Folket forlod Juda og drog til Egypten. De tog profeten og Baruk med sig. Jeremias afsluttede sin bog i Egypten, og så døde han.
Flere år senere regerede en ny konge Babylon. Han løslod kong Jojakin fra fængslet og gav ham sin frihed. Han fik penge til at leve for og blev inviteret til at spise ved Babylons konges bord. Han levede godt resten af sit liv.

163 – Mudderbrønd

Jeremias 32 og 33 og 38 og 39, og 40,1-6 og 52,1-30
Anden Kongebog 25:3-21 og Anden Krønikebog 36

Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
Herren gav Jeremias et budskab til folket. Han sagde: “Valget er jeres. Vælg mellem liv eller død. Hvis I bliver i Jerusalem, vil I lide sult, sygdom og død. Hvis I overgiver jer til den babylonske hær, vil I overleve. Jeg har overgivet denne by til dem, og de vil totalt ødelægge den.”
Da Judas embedsmænd hørte det, gik de til kongen og sagde: “Denne mand skal dø. Han er en forræder. Han beder folk om at forlade os.”
Så Sidkija tillod dem at gøre, hvad de ville med Jeremias. De bandt ham med et reb og sænkede ham ned i en tom brønd. Der var ikke vand i den, men i stedet var bunden ikke andet end mudder. Snart var profeten sunket ned i mudderet.
En embedsmand løb hen til kongen og sagde: “Det er forkert! Profeten vil dø i den brønd. Han har hverken mad eller vand.”
Kongen gav manden tilladelse til at trække Jeremias op af brønden. Han fik 30 andre mænd til at hjælpe sig. De kastede gamle klude ned i brønden og bad profeten om at lægge dem under armene for at beskytte ham mod rebene. De trak ham derefter ud af brønden og førte ham tilbage til paladsfængslet.

Babylonierne holdt byen under belejring i to et halvt år. Til sidst brød de igennem murene og indtog byen. Da Sidkija hørte det, forsøgte han at flygte ud af Jerusalem.
Babylonierne fangede hurtigt kongen og førte ham til Nebukadnesar. Han lod Sidkija se på, imens soldater dræbte hans to sønner. Så stak de øjnene ud på ham, satte ham i lænker og førte ham til Babylon.
Babylonierne ødelagde byen totalt, så den aldrig igen kunne modstå dem. De ødelagde templet, brændte alle husene og brød murene ned. Hæren førte derefter resten af folket til Babylon og efterlod kun få til at passe landet.
Nebukadnesar hørte om Jeremias, så han sagde til en soldat: “Find denne mand, og sørg for, at han ikke kommer til skade. I skal passe ham og give ham, hvad han ønsker.”
Soldaten fandt profeten. Han var i lænker sammen med de andre, der blev sendt i eksil. Soldaten tog lænkerne af Jeremias og sagde: “Du er fri. Hvis du kommer til Babylon med os, vil vi tage os af dig og opfylde dine behov resten af dit liv. Men hvis du vil, kan du blive her i Juda. Det er dit valg.”
Jeremias sagde, at han ville blive i Juda, så de tillod, at han og Baruk vendte tilbage til deres hjem. Herren beskyttede også den embedsmand, der havde hjulpet profeten med at komme ud af brønden.
Herren sagde til Jeremias: “Der vil komme en dag, hvor jeg vil oprejse en retfærdig gren fra Davids slægt, og han skal bringe ret og retfærdighed til landet. Han vil blive kaldt: ‘Herren vor retfærdighed’.”

162 – Jerusalem belejret

Jeremias 37 og 2 Kongebog 24,18 – 25,2 og 2 Krønikebog 36
Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
Nebukadnesar gjorde Sidkija til konge af Juda. Efter at han havde været konge i ni år, gjorde han oprør mod Babylon. Han troede, at Egypten ville hjælpe ham. Jeremias sagde: “Hvis du gør det, vil Babylons konge fuldstændig ødelægge Jerusalem.”

Sidkija lyttede ikke til profeten, så Nebukadnesar kom med sin hær og kredsede om byen uden at lukke nogen ind eller ud. Sidkija bad Jeremias om at gå i forbøn hos Gud. Pludselig dukkede den egyptiske hær op fra syd. Dermed flyttede den babylonske hær væk fra Jerusalem.
Herren sendte et budskab til Sidkija: “Hør, hvad jeg nu vil gøre: Faraos hær vender tilbage til Egypten. Babylon vil da komme tilbage og brænde denne by ned til jorden. Du kan ikke stoppe dem. Selv hvis din hær gik ud og besejrede dem og kun efterlod nogle få sårede mænd i live, ville de få mænd rejse sig op, komme ind i byen og brænde den ned til jorden.”
Jeremias besluttede at gå uden for bymurene og se på en ejendom, han ejede. En vagt så ham gå ud af byporten. Han sagde: “Du skal til den babylonske hær.”
Profeten sagde: “Nej, det ville jeg aldrig gøre.”
Men vagten troede ham ikke og førte ham til byens embedsmænd. De var rasende på ham og fik ham slået og sat i et fangehul. Han blev der længe.
Snart kom babylonierne tilbage og omringede igen byen. Sidkija sendte i hemmelighed bud efter Jeremias og førte ham til slottet. Kongen sagde: “Har du et budskab fra Herren?”
Jeremias sagde: “Ja, det har jeg. Han siger: ‘Du vil blive besejret af babylonierne.’”

Derefter sagde profeten til kongen: “Send mig ikke tilbage til det fangehul. Jeg dør, hvis du gør det. Hvad har jeg gjort? Alt, hvad jeg har sagt, er gået i opfyldelse. Hvor er profeterne, der sagde, at Babylon ikke ville vende tilbage? Jeg beder dig, send mig ikke tilbage.”
Så kong Sidkija gav befaling om, at Jeremias ikke skulle tilbage til fangehullet. Han blev holdt i paladsfængslet, hvor han fik bedre pleje.
Snart var der ingen mad i byen, fordi babylonierne havde forhindret alt i at komme ind og ud. Jerusalems herskere sendte et budskab til Jeremias: “Bed til Gud om at han vil udfri os! Måske vil han give os et mirakel, som han har gjort tidligere.”
Herren sendte en besked tilbage til dem: “Nej, jeg udfrier jer ikke! Det er mig, der kæmper imod jer. Det er mig, der har overgiver jer til Babylons konge. I skal lide sult, sygdom og plager. Mennesker og dyr vil dø. De, der overlever, vil blive overgivet til babylonierne.”

TRE VIDEOER


158 – Josijas reformer

Anden Kongebog 23 og Anden Krønikebog 34,32 – 35,27
Kong Josijas og nationen Juda fornyede deres forpligtelse over for Guds love. Kongen tog så alle de falske altre ud af templet og lod dem brænde. Folket drog også rundt i Jerusalem og ødelagde alle de afguder, der var i byen.
Da det var gjort, drog kongen personligt rundt i Judas land og overvågede ødelæggelsen af afgudsdyrkelsen i alle byerne. Derefter drog han rundt i Israels land og ødelagde alle afguder og altre. Da han fandt et større hedensk sted, vanhelligede han alteret, så folket aldrig ville bruge det igen.

Han gik hen til det alter, Jeroboam havde bygget i Betel. Han ødelagde alt, der var omkring det. Han så nogle grave i nærheden, så han sendte mænd for at hente nogle menneskeknogler. Han brændte dem oven på alteret for at vanhellige det.
Derefter så han et monument i nærheden. Han sagde: “Hvad er det?”

Mændene i området sagde: “Det er gravstedet for den profet, som kom fra Juda. Herren sendte ham her for at tale imod Jeroboam, da han indviede dette alter til sine guldkalve. Han profeterede og fortalte folket, hvad I ville gøre ved dette alter. I dag har du opfyldt hans profeti. Det er også graven for en gammel profet fra Samaria.”
Josija sagde: “Forstyr ikke disse knogler.” Så vendte han tilbage til Jerusalem.

Kongen arrangerede en påskefest som ingen anden. Han og fremtrædende mænd i Juda gav gavmildt, så alle havde et offer at give.
I hele Judas historie havde der aldrig været en konge som Josija, som elskede og tjente Herren af hele sit sind, hjerte og styrke. Han fulgte fuldstændig Guds veje.

Alligevel planlagde Herren at få Jerusalem ødelagt. Han ville sende Judas folk i landflygtighed, ligesom han havde gjort mod Israel. Men han lod det ikke ske før efter Josijas død.
Da kongen var 39 år gammel, førte Egyptens farao sin hær forbi Juda på vej for at hjælpe Assyrien. Josija førte sin hær ud for at standse dem. Faraoen sagde: “Min kamp er ikke med dig. Jeg vil kæmpe mod en anden. Bland dig ikke, ellers vil Gud bruge mig til at ødelægge dig.”
Josija lyttede ikke til dette råd. Han gik i kamp, men forklædte sig, så fjenden ikke skulle vide, at han var kongen. Pludselig ramte en pil ham, og han faldt sammen i sin vogn. Hans tjenere skyndte ham tilbage til Jerusalem, og der døde han.

Hele Juda sørgede over Josijas’ død. Profeten Jeremias skrev en sang, der blev sunget ved hans begravelse.

155 – Femten år

Anden Kongebog 20 og Anden Krønikebog 32,24-33
Kong Hizkija blev ekstremt syg. Profeten Esajas gik hen til ham og sagde: “Gud har fortalt mig, at denne sygdom vil slå dig ihjel. Så forbered dig på at dø.”
Hizkija råbte til Gud. “Herre min Gud, jeg har vandret med dig og levet efter dine bud. Skån mit liv.”
Han vendte hovedet mod væggen og græd bittert. Endnu en gang talte Gud med Esajas. “Gå hen og fortæl kong Hizkija, at jeg har hørt hans bøn og har set hans tårer. Derfor vil jeg føje femten år til hans liv. Jeg vil også give ham et tegn, så han ved, at dette løfte er sandt. Jeg får skyggen på soluret til at gå ti grader tilbage.”
Hizkija så skyggen på soluret, og han så, hvordan den bevægede sig ti grader tilbage. Straks begyndte sygdommen at forlade ham, indtil han kom sig helt. Han sang for Herren og takkede.
Efter han blev rask, kom en delegation fra Babylon med gaver. De gav ham et brev fra deres konge, hvor han udtrykte glæde over Hizkija’ bedring.
Hizkija var tilfreds med dette og ærede delegationen med en rundvisning i sit palads og regeringsbygninger. Han tog dem med til skatkammeret og viste dem alle nationens skatte – inklusiv guld, sølv, krydderier og kostbar olie.

Efter at mændene fra Babylon var rejst, spurgte profeten Esajas: “Hvem var disse mænd, og hvad sagde de til dig?”
Kongen sagde: “De er fra et fjerntliggende land, et sted, der hedder Babylon.”
“Hvad viste du dem?”
“Jeg viste dem alt. Jeg skjulte ikke noget af værdi for dem.”
Profeten sagde: “Lyt til Herrens ord. ‘Der kommer en dag, hvor Babylon vil invadere Juda og tage alt, hvad de har set. Dine efterkommere vil blive personlige slaver for Babylons konge.’”
Hizkija bøjede hovedet og sagde til sidst: “Dette budskab fra Herren er godt. Intet af dette vil ske i mit liv. Mens jeg lever, vil der være fred og tryghed.”

153 – Hizkija

Anden Kongebog 18,1-12 og Anden Krønikebog 29 – 31
Hizkija blev konge, da han var 25 år gammel. Han fulgte Herren mere end nogen anden konge efter David.
Det første han gjorde, var at åbne det tempel, som hans far havde lukket. Han sagde til præsterne og levitterne: “Vi ved alle, at Gud har vendt sig imod os på grund af vores synd. Vi er næsten som Israels rige og næsten uden håb. Men jeg laver en pagt med Herren, så han måske vil vende sin vrede væk fra os. Jeg har brug for jeres hjælp, fordi I er udvalgt af Gud til at være i hans nærhed og tjene ham.”

Præsterne og levitterne samledes omkring deres konge. Det første, de gjorde, var at rense sig for Herren. De gik så ind i templet og begyndte at rense det. De tog ting ud, som var besmittet, og rensede alt andet.
Derefter gik kong Hizkija og byens embedsmænd hen og ofrede til Herren. De gjorde derefter klar til, at alle Jerusalems indbyggere kunne komme og tilbede Gud. Præsterne og levitterne blev sat i gang. Musikalske levitter gjorde deres instrumenter klar. Kor forberedte sig på at synge Davids sange.
Folket kom og ofrede til Gud. De sang for Herren, mens der blev blæst i trompeter. Alle glædede sig og bøjede sig og tilbad. Der blev bragt så mange brændofre, at præsterne ikke kunne klare det hele. Levitterne måtte hjælpe dem, indtil arbejdet var færdigt.

Da det var tid til påske, sendte Hizkija et budskab til hele Juda og Israel. Han inviterede alle til at komme og fejre påske sammen i Jerusalem.
Sendebuddene gik til hver by i hele området. Gud rørte Judas folks hjerter, og de kom for at fejre påske med deres konge.
De fleste af Israels folk var blevet ført til andre lande, men der var stadig nogle få i landet. De blev forbløffede, da Hizkija inviterede dem til at vende tilbage og tilbede Herren i Jerusalem. Nogle lo ad budbringerne, men andre ydmygede sig og tog turen til Jerusalem.

En ekstremt stor skare mødtes. Det første, kongen fik dem til, var at gå rundt i byen og rive alle de hedenske altre ned. Han lod dem også ødelægge den bronzeslange, som Moses havde lavet, fordi folk brændte røgelse til den.
Så ofrede de påskelammene for Herren. Mange af folket fra Israel blev ikke betragtet som rene over for Gud. Desværre var der ikke tid nok til at lade alle gennemgå renselsesritualerne. Kong Hizkija bønfaldt Gud Herren om at gøre en undtagelse for dem. Gud hørte hans bøn og rensede folket, så de kunne spise påskemåltidet.
Påskefesten varede i syv dage. Så besluttede hele folkemængden at forlænge den med yderligere syv dage. Alle glædede sig sammen, hvad enten de var fra Juda eller fra Israel. Selv samaritanerne glædede sig med dem. Sådan en højtid havde man ikke set i Jerusalem siden Davids og Salomos dage.

Efter det hele var overstået, gik folket hjem. Det første, de gjorde, var at rive alle altre for falske guder og genstande for afgudsdyrkelse ned. De begyndte at sende deres tiende og offergaver til templet, så præsterne og levitterne kunne fortsætte deres fuldtidstjeneste for Guds love.
I hele Judas historie var der ingen konge som Hizkija. Han regerede i 29 år.

VIDEOER

152 – Israel i eksil

Anden Kongebog 17
Riget Israel havde været adskilt fra Riget Juda i mange år. Deres første konge opstillede to guldkalve, som de tilbad. Ingen af rigets konger ødelagde kalvene, og ingen af dem fulgte Herren.
Nogle af de største profeter, der nogensinde har levet, blev sendt til Israel. Alligevel nægtede folket at vende om til Gud.
Efter mange advarsler tillod Gud, at riget blev erobret. De blev fjernet fra landet og bosat i andre byer.
Det begyndte med, at Assyriens konge angreb Israels rige og tog kontrol over det. Folket skulle betale høje skatter. På et tidspunkt meddelte kongen af Egypten, at han ville hjælpe Israel og fri dem fra slavetilværelsen i Assyrien. Folket troede på det og holdt op med at betale skat.

Assyriens hære invaderede Israel, tog deres konge til fange og satte ham i fængsel. De omringede derefter Samaria og forhindrede alle i at gå ind og ud. Dette varede i tre år, indtil Samaria til sidst overgav sig.
Assyrerne var grusomme. De brugte Israels folk som en advarsel til andre nationer om ikke at gøre oprør imod deres overmagt. De, der overlevede, blev fjernet fra landet og sendt i eksil.

Andre folk blev ført ind i Israel land med henblik på at de skulle bo der. De slog sig ned i byerne og kaldte deres nye nation Samaria.
Disse nye indbyggere kendte ikke Gud Herren, så de fortsatte med at tilbede de afguder, de havde med sig. Gud sendte løver blandt dem, og mange mennesker blev dræbt.
En rådgiver for kongen af Assyrien sagde: “Samaritanerne kender ikke landets Gud. Han sendte løver for at dræbe dem, fordi de ikke ved, hvordan de skal tilbede ham.”
Så sagde kongen: “Vælg nogle få præster blandt Israels folk og send dem tilbage til Samaria. Bed dem om at lære folket at tilbede landets Gud.”
Nogle få præster blev udvalgt og sendt tilbage. De underviste samaritanerne om Herren, og hvordan de skulle tilbede ham. Folk begyndte at tilbede Gud, men de beholdt også deres gamle afguder. De blandede de to sammen. Dette fortsatte i mange år fremover.

VIDEOER

142 – Jezabel

Anden Kongebog 9,30 – 10,36
Fortsat fra forrige historie

Efter Jehu havde dræbt de to konger, tog han tilbage til Jizre’el for at finde Jezabel. Hun vidste, at han ville komme, så hun tog makeup på, børstede sit hår og satte sig ved siden af sit vindue på anden sal.
Da han ankom, råbte hun ned til ham: “Hvorfor er du her? For at blive ved med at dræbe folk, som er bedre end dig?”
Han så op på hende og råbte: “Er der nogen deroppe, der er på min side?” Nogle mænd, der arbejdede for dronningen, kiggede ned fra vinduet. Jehu råbte: “Smid hende ud ad vinduet!”
De løftede Jezebel op og smed hende ud ad vinduet. Hun faldt til jorden og blodet fra hende sprøjtede på murene. Jehu kørte sin vogn over hende flere gange. Så gik han indenfor for at få noget at spise.

Efter måltidet sagde han: “Nå, jeg tror, vi skal begrave hende. Hun er trods alt en dronning.”
Han sendte nogle mænd ud for at tage sig af det, men de kunne kun finde hendes kranie, hendes fødder og hendes hænder. De fortalte det til Jehu, og han sagde: “Gud talte gennem Elias, da han sagde: Hunde skal spise Jezabel på Nabots mark, og hun skal være gødning.”
Jehu sendte derefter et budskab til de ældste i Samaria. “Jeres bymure er stærke, og I har masser af heste, vogne og våben. Akabs 70 sønner lever under jeres beskyttelse. Vælg derfor én til at være jeres konge, og forbered jer til kamp.”

De ældste blev rædselsslagne, da de læste brevet. De sendte ham dette budskab: “Vi ønsker ikke at gøre nogen af Akabs sønner til vores konge. Vi er dine tjenere og vil gøre, hvad du siger.”
Han sendte besked tilbage til dem. “Hvis det er sandt, så læg hovederne af de 70 sønner i kurve og send dem til mig.” De dræbte da Akabs 70 sønner, og deres hoveder blev sendt til Jehu. Så sørgede han for, at ingen anden slægtning til Akab stadig var i live.
Da alt dette var gjort, kom Jehu med en meddelelse i Samaria. Han sagde: “Ahab tjente Ba’al lidt, men jeg tjener ham fuldt og helt. Derfor bringer jeg et stort offer til Ba’al. Alle de sande tilbedere af Baal skal være til stede og jeg dræber enhver, som ikke deltager.”
Denne meddelelse blev givet over hele Israel. Ba’alsdyrkere kom fra alle dele af nationen. De fyldte Ba’als tempel. Ingen manglede. Jehu sagde: “Se jer omkring, om der er nogen Herrens tjenere hos os. Hvis I ser en, så smid ham ud med det samme. Kun Ba’als tjenere er velkomne her.”

Da det var gjort, begyndte folket at ofre deres brændofre. Jehu gik udenfor og sagde til sine mænd. “Gå ind og dræb alle.”
Mændene gik så ind og dræbte alle. De rev derefter Ba’als tempel ned og lavede det til et kæmpe latrin.
Herren sagde: “Du har fulgt mine instrukser. Derfor skal dine sønner være konger over Israel i fire generationer.” Så regerede Jehu over Israel i 28 år.

VIDEOER

139 – Fire spedalske

2 Kongebog 6,24 – 7,20
Kongen af Syrien invaderede endnu en gang Israel. Hans hær omringede Samaria og slog lejr uden for bymuren. De afbrød alle forsyningslinjer ind til byen. Til sidst var der ingen mad, og folk begyndte at sulte. Det var så slemt, at et æselhoved blev solgt for fire sekel sølv, og en lille skål med dueklatter solgte for fem sekel sølv.
En kvinde så kongen gå langs toppen af bymuren. Hun bad ham hjælpe hende. Han sagde: “Jeg ved ikke, om jeg kan. Hvad er dit problem?”
Hun sagde: “Min ven vil ikke holde sit løfte. Vi blev enige om, at vi skulle spise vores to sønner, min den første dag og hendes den anden. Så vi kogte og spiste min søn, men nu har hun gemt sin søn.”
Da kongen hørte det, sønderrev han sit tøj. Han sagde: “Elisa skal lide for det her, om det så er det sidste, jeg gør.”
Han sendte en vagt for at hugge profetens hoved af. Elisa sad i sit hus sammen med flere ældste i Israel. Han sagde: “Vores morderiske konge har sendt en vagt for at skære mit hoved af. Kongen er lige bag ham.”
Netop da trådte kongen ind og råbte: “Du sagde, at alle disse problemer kommer fra Gud. Så hvorfor skulle jeg tjene ham, hvis han opfører sig sådan?”

Elisa sagde: “Jeg har et budskab fra Gud. Han siger, at denne katastrofe næsten er forbi. I morgen på dette tidspunkt vil folk kunne købe en sæk fint mel for et par mønter. De vil kunne købe en stor sæk byg til samme pris.”
Kongens øverste rådgiver sagde: “Umuligt! Vi kunne ikke få så store mængder mad her om så Gud selv åbnede himlens vinduer.”
Elisa sagde: “Du kommer til at se det, men du kommer ikke til at spise noget af det.”
I løbet af natten hørte den syriske hær en høj lyd som en stor hær, der marcherede mod dem. Larmen blev højere og lød som om hæren havde mange heste og vogne.
De syriske soldater troede, at Israel havde hyret andre nationer til at komme og hjælpe dem. De råbte: “Lad os komme ud herfra!” De rejste sig og løb væk og efterlod alt.

Den følgende morgen sad fire spedalske lige uden for byporten. Den ene sagde til de andre: “Hvorfor sidder vi bare her og dør af sult?”
En anden sagde: “Jamen, det er ikke bedre i byen. Hvis vi går derind, dør vi stadig af sult.”
”Det er rigtigt, men vi kan ikke blive her. Lad os gå ind i den syriske lejr. Hvis de dræber os – ja, vi er alligevel ved at dø. Men måske vil de have medlidenhed med os og give os mad.”
De fire mænd rejste sig og gik mod lejren uden at vide, at den var tom. De gik ind i det første telt og fandt mad, guld, sølv og dyre klæder. Det første de gjorde var at spise maden. De tog så de andre ting og gemte dem. De kom tilbage og gemte, hvad de fandt i det næste telt.
Til sidst sagde de: “Det, vi har gang i, er ikke godt. Folk dør af sult på den anden side af muren. Gud vil straffe os, hvis vi ikke fortæller dem om dette.”
De gik hen til byporten og råbte til portvagten og fortalte ham præcist, hvad de havde fundet. Da kongen hørte om det, troede han, at det var en fælde. Han sagde: “Den syriske hær gemmer sig og venter på, at vi kommer ud af byen.”

Så han sendte et par soldater for at undersøge sagen. Mændene fandt den rute, syrerne havde taget. Den var fyldt af tøj og udstyr, som hæren havde smidt væk, så de kunne løbe hurtigere.
Soldaterne gik tilbage og fortalte kongen, hvad de havde fundet. Derefter strømmede folk ud af byen for at hente ting i den syriske lejr. Prisen på mad faldt straks.
Kongen gav sin øverste rådgiver til at opgave at styre folkemængden, men han blev trampet ihjel. Alt dette opfyldte, hvad profeten havde sagt.