2 Kongebog 6,24 – 7,20
Kongen af Syrien invaderede endnu en gang Israel. Hans hær omringede Samaria og slog lejr uden for bymuren. De afbrød alle forsyningslinjer ind til byen. Til sidst var der ingen mad, og folk begyndte at sulte. Det var så slemt, at et æselhoved blev solgt for fire sekel sølv, og en lille skål med dueklatter solgte for fem sekel sølv.
En kvinde så kongen gå langs toppen af bymuren. Hun bad ham hjælpe hende. Han sagde: “Jeg ved ikke, om jeg kan. Hvad er dit problem?”
Hun sagde: “Min ven vil ikke holde sit løfte. Vi blev enige om, at vi skulle spise vores to sønner, min den første dag og hendes den anden. Så vi kogte og spiste min søn, men nu har hun gemt sin søn.”
Da kongen hørte det, sønderrev han sit tøj. Han sagde: “Elisa skal lide for det her, om det så er det sidste, jeg gør.”
Han sendte en vagt for at hugge profetens hoved af. Elisa sad i sit hus sammen med flere ældste i Israel. Han sagde: “Vores morderiske konge har sendt en vagt for at skære mit hoved af. Kongen er lige bag ham.”
Netop da trådte kongen ind og råbte: “Du sagde, at alle disse problemer kommer fra Gud. Så hvorfor skulle jeg tjene ham, hvis han opfører sig sådan?”

Elisa sagde: “Jeg har et budskab fra Gud. Han siger, at denne katastrofe næsten er forbi. I morgen på dette tidspunkt vil folk kunne købe en sæk fint mel for et par mønter. De vil kunne købe en stor sæk byg til samme pris.”
Kongens øverste rådgiver sagde: “Umuligt! Vi kunne ikke få så store mængder mad her om så Gud selv åbnede himlens vinduer.”
Elisa sagde: “Du kommer til at se det, men du kommer ikke til at spise noget af det.”
I løbet af natten hørte den syriske hær en høj lyd som en stor hær, der marcherede mod dem. Larmen blev højere og lød som om hæren havde mange heste og vogne.
De syriske soldater troede, at Israel havde hyret andre nationer til at komme og hjælpe dem. De råbte: “Lad os komme ud herfra!” De rejste sig og løb væk og efterlod alt.

Den følgende morgen sad fire spedalske lige uden for byporten. Den ene sagde til de andre: “Hvorfor sidder vi bare her og dør af sult?”
En anden sagde: “Jamen, det er ikke bedre i byen. Hvis vi går derind, dør vi stadig af sult.”
”Det er rigtigt, men vi kan ikke blive her. Lad os gå ind i den syriske lejr. Hvis de dræber os – ja, vi er alligevel ved at dø. Men måske vil de have medlidenhed med os og give os mad.”
De fire mænd rejste sig og gik mod lejren uden at vide, at den var tom. De gik ind i det første telt og fandt mad, guld, sølv og dyre klæder. Det første de gjorde var at spise maden. De tog så de andre ting og gemte dem. De kom tilbage og gemte, hvad de fandt i det næste telt.
Til sidst sagde de: “Det, vi har gang i, er ikke godt. Folk dør af sult på den anden side af muren. Gud vil straffe os, hvis vi ikke fortæller dem om dette.”
De gik hen til byporten og råbte til portvagten og fortalte ham præcist, hvad de havde fundet. Da kongen hørte om det, troede han, at det var en fælde. Han sagde: “Den syriske hær gemmer sig og venter på, at vi kommer ud af byen.”

Så han sendte et par soldater for at undersøge sagen. Mændene fandt den rute, syrerne havde taget. Den var fyldt af tøj og udstyr, som hæren havde smidt væk, så de kunne løbe hurtigere.
Soldaterne gik tilbage og fortalte kongen, hvad de havde fundet. Derefter strømmede folk ud af byen for at hente ting i den syriske lejr. Prisen på mad faldt straks.
Kongen gav sin øverste rådgiver til at opgave at styre folkemængden, men han blev trampet ihjel. Alt dette opfyldte, hvad profeten havde sagt.