Søg efter:
jan 17 2022
204 – Kast den første sten

Johannes 7,1 – 8,12
Den årlige løvhyttefest nærmede sig, og Jesus ville til Jerusalem og deltage. Jesus lod som om han ikke gik, men da hans brødre var taget afsted, tog han også til Jerusalem.
De religiøse ledere ledte efter ham, men kunne ikke finde ham. Alle i byen talte om ham: Nogle sagde, at Jesus var en god mand, mens andre sagde, at han var en bedrager. Ingen ønskede at sige for meget, fordi de frygtede de religiøse ledere.

Halvvejs gennem højtiden gik Jesus til templet og begyndte at undervise. Alle var forbløffede over, hvad han sagde.
De religiøse ledere sendte vagter for at hente ham. De gik derhen, men de var ikke i stand til at få fat i ham, fordi det ikke var tid for ham at dø. Snart blev vagterne tryllebundet af hans undervisning. Da vagterne endelig vendte tilbage til de religiøse ledere, spurgte lederne: “Hvor er han? Hvorfor tog du ham ikke med?”
Vagterne sagde: “Vi har aldrig hørt nogen tale som denne mand.”

Næste morgen underviste Jesus igen i templet. De religiøse ledere gik hen til ham med en kvinde, som var blevet taget i ægteskabsbrud. De troede, de kunne bruge hende til at få beviser imod Jesus.
De sagde: “Mester, denne kvinde blev taget i ægteskabsbrud. Moseloven siger, at vi skal stene hende. Men vi vil have dig til at fortælle os, hvad vi skal gøre.”
Han opførte sig, som om han ikke hørte dem. Han bøjede sig ned og brugte fingeren til at skrive i sandet. Men de blev at spørge ham, og til sidst rejste han sig op og sagde: “I kan godt stene hende, men lad den, der er uden synd, kaste den første sten.” Så bøjede han sig ned og begyndte at skrive på jorden igen.
Mændene stod der uden at sige noget. Til sidst begyndte de gå derfra, én efter én, begyndende med de ældste. Da rejste Jesus sig. Han og kvinden var de eneste, der stod midt i mængden.
Han sagde til hende: “Kvinde, hvor er de folk, der anklagede dig? Har de ikke dømt dig til døden?”
Hun sagde: “Nej, det gjorde de ikke, Herre.”
Han sagde: ”Jeg dømmer dig heller ikke. Gå og synd ikke mere.”
Så vendte han sig mod folkeskaren og sagde: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig gå i mørke men have livets lys.”

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 17 2022
208 – Den barmhjertige samaritaner

Lukas 10,25-42
Der var en mand, som var ekspert i Moseloven. Han spurgte Jesus: “Hvordan kan en person gøre sig fortjent til at komme i himlen?”
Jesus sagde: “Fortæl mig, hvad der står skrevet i loven.” Han sagde: “Elsk Gud af hele dit hjerte, sjæl, styrke og sind; og elsk din næste som dig selv.”
“Godt!,” sagde Jesus. “Gå hen og gør det, så skal du leve.”
Manden indså, hvor umuligt det var. Han spurgte: “Jamen, hvem er da min næste?”

Jesus fortalte da denne historie:
“En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en kirketjener, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.”

“Godt,” sagde Jesus, “Tre forskellige personer kom forbi manden på vejen. Hvem var en næste for ham?”
Svaret var enkelt: “Ham, som viste barmhjertighed.”
“Ja,” sagde Jesus, “og du skal gøre det samme!”

Herefter gik Jesus til en landsby. Han havde venner, som boede der, og de inviterede ham og hans disciple ind i deres hjem til et måltid.
Mens de talte, sad en af søstrene ved navn Maria ved Herrens fødder og lyttede til alt, hvad han sagde. Martha, hendes søster, havde travlt med at forberede måltidet til deres gæst. I frustration gik hun hen til Jesus og sagde: “Herre, har du lagt mærke til, at min søster har overladt til mig at gøre alt arbejdet? Sig til hende, at hun skal hjælpe mig.”
Herren sagde: “Åh Martha, Martha. Du har for mange bekymringer. Du har glemt, at der kun er én ting, der er absolut nødvendig. Maria har valgt den ene ting, og skal ikke tages fra hende.”

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 17 2022
210 – Det store festmåltid

Lukas 14
En fremtrædende farisæer inviterede Jesus til sit hjem på sabbatten. Jesus bemærkede, at alle omhyggeligt holdt øje med ham. Han så også hvorfor, nemlig for der i lokalet var en mand, som led af vand i kroppen.
Jesus vendte sig mod de religiøse ledere og sagde: “Jeg har et spørgsmål til jer. Er det lovligt at helbrede på sabbatten?”
Ingen sagde et ord.
Jesus vendte sig om og helbredte den syge mand. Efter at have sendt ham væk, sagde Jesus til gæsterne: “Hvis din søn faldt i en brønd, ville du ikke tænke over, om det var sabbat eller ej. Du ville hurtigt trække ham op. Du ville gøre det samme med et dyr.”
Gæsterne var ikke i stand til at modsige ham, så de sagde ikke noget.

Ved måltidet så Jesus, at folk var hurtige til at gøre krav på de bedste pladser til dem selv. Han sagde: “Når du bliver inviteret til en særlig middag, så skynd dig ikke at sætte dig på de mest fremtrædende pladser. Hvis du gør det, bliver din vært måske nødt til at flytte dig for at give plads til en, der er mere værdig. Han vil da, imens alle ser på, tildele dig en ringere plads. Det er langt bedre at vælge en ringere plads. Så kommer din vært måske og siger: ‘Min ven, flyt dig højere op.’ Det vil blive bemærket af alle de tilstedeværende. Husk, at hvis du konstant promoverer dig selv, så vil du til sidst blive ydmyget. Men hvis du lever i ydmyghed, så vil du blive ophøjet af andre.”

Jesus henvendte sig nu til ham, der var værter for middagen: “Det samme gælder for dig. Når du tilbereder et særligt måltid, skal du ikke invitere dem, der får dig til at se godt ud, eller dem, der har evnen til at betale dig tilbage i naturalier. Nej, inviter de fattige, de forkrøblede og blinde. Hvis du gør det, vil du blive velsignet! Inviter dem, der ikke har mulighed for at betale dig tilbage. Gud vil se det og betale dig ved opstandelsen.”

Jesus fortalte denne historie:
“Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.’”

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 16 2022
146 – Jonas og hvalfisken

Jonas 1-2
Gud sagde til profeten Jonas: “Du skal rejse til Nineve. Du skal fortælle dem, at jeg vil dømme dem på grund af deres ondskab.”
Jonas vidste, at Gud var barmhjertig og ville tilgive Nineve, hvis de omvendte sig. Det brød han sig ikke om, så han stak af og tog til havnebyen Joppe. Han købte en billet og steg ombord på et skib, der skulle til Tarshish. Han ønskede at komme langt væk fra Guds vilje, så der ikke ville være nogen mulighed for, at Nineve kunne omvende sig.

Da skibet var ude på havet, sendte Gud en voldsom storm for at ramme det. Sømændene var rædselsslagne, fordi stormen var ved at ødelægge deres båd og drukne dem. De smed al last over bord for at lette vægten. Da det ikke hjalp, bad de til deres forskellige guder. Mens alt dette foregik, sov Jonas nede i bådens lastrum.
Kaptajnen vækkede ham og sagde: “Hvordan kan du sove? Vi er ved at dø. Stå op og bed til din gud.”
Til sidst fandt sømændene ud af, at denne storm kun var rettet mod én person på skibet. De kastede lod for at se, hvem det var. Resultaterne viste, at Jonas var årsagen til deres problemer. De sagde: “Hvem er du, og hvad har du gjort?”
Han sagde: “Jeg tjener Herren Gud, som skabte havet og den tørre jord. Men jeg stak af fra ham.”

Pludselig blev stormen værre! Mændene skreg til Jonas: “Hvad skal vi gøre ved dig for at dæmpe stormen?”
Jonas råbte tilbage: “Gud vil kun én ting, og stormen vil ikke stoppe, før han får det. I skal gribe mig og smide mig over bord.”
Mændene ønskede ikke at dræbe en uskyldig mand, så de arbejdede endnu hårdere for at kæmpe mod stormen og komme i land. Til sidst indså de, at de ikke kunne bekæmpe Gud. De råbte til Herren og bad ham om nåde for det, de var i færd med at gøre. De tog så fat i Jonas og smed ham overbord.
Straks stilnede stormen! Mændene var chokerede over Guds kraft. De faldt på knæ og tilbad Herren og lovede kun at tjene ham.

Gud lod en stor fisk svømme hen og vente på Jonas, da han blev smidt i vandet. Fisken slugte ham straks, og han blev i fiskens mave i tre dage.
Jonas bad og erkendte, at det var Gud, der kastede ham i fisken. Til sidst sagde han: “Jeg vil give dig, hvad du vil have. Jeg vil takke dig for din vilje og gøre, hvad du vil have mig til at gøre.”
Hermed talte Herren til fisken. Den svømmede mod land og kastede Jonas op på kysten.

Fortsættes i næste historie

admin 0 Kommentarer
jan 16 2022
147 – Jonas og olieplanten

Jonas 3-4
Fortsat fra forrige historie
Endnu en gang sagde Gud til Jonas: “Gå nu og tag til Nineve. Du skal fortælle dem, at jeg vil dømme dem på grund af deres ondskab.” Denne gang rejste Jonas sig straks og tog til Nineve.
Byen Nineve var ekstremt stor. Det tog tre dage at gå fra den ene ende til den anden. Jonas gik nu rundt i byen og råbte: “Gud vil ødelægge denne by om 40 dage!”
Byens folk hørte ham og troede, at det han sagde var sandt. De vedtog en lov, der sagde, at alle skulle faste – ingen undtagelser. Alle skulle gå uden mad, og alle skulle klæde sig i sæk og aske. De bønfaldt Gud om barmhjertighed.
Kongen trådte ned fra sin trone og lagde sine kongelige klæder til side. Også han klædte sig i sæk og aske. Han udsendte en lov, som lød: “Ingen må smage på mad eller vand. Det inkluderer også dyr. Alle skal klæde sig i sæk og aske og holde op med deres ondskab. Måske vil Gud ombestemme sig og tillade os at leve.”
Herren så alt, hvad de gjorde. Han så, at de havde vendt sig bort fra deres ondskab og han tilgav dem og ødelagde ikke byen.

Jonas blev rasende, da han hørte om dette. Han sagde: “Jeg sagde jo, at det ville ske! Jeg vidste, at du er en barmhjertig Gud. Jeg vidste, du var hurtig at tilgive. Det var netop derfor, jeg ikke ønskede at komme her. Derfor stak jeg af. Dræb mig nu, for jeg ønsker ikke at leve.”
Herren sagde: “Tror du, det er godt at være så vred over dette?”
Jonas svarede ikke, men gik til østsiden af byen. Han byggede en lille hytte så han kunne sidde og se, hvad Gud gjorde med byen.
Mens han sad der, lod Gud en olieplante vokse op ved siden af ham. Olieplanten havde store blade, som gav skygge for den varme sol. Jonas var glad for planten og nød den skygge, den gav.
Næste morgen fik Gud en orm til at angribe planten og dræbe den. Da solen blev varm, visnede planten. Så lod Gud en varm østenvind blæse over Jonas. Som dagen gik, blev solen og vinden varmere og varmere, og der var ingen vind til at beskytte ham. Jonas råbte: “Jeg vil ikke leve mere. Jeg vil gerne dø!”
Gud sagde til ham: “Er det rigtigt at være vred på olieplanten?”
”Ja, det er rigtigt at være vred. Jeg er så rasende, at jeg gerne vil dø.”
Herren sagde: “Du er vred over en simpel olieplante. Du plantede den ikke. Du vandede den ikke. Den voksede op den ene dag og døde den næste.
Skulle jeg ikke også tage mig af befolkningen i denne by? Om ikke andet, så bor der over 120.000 børn her, for ikke at nævne alle dyrene.”

admin 0 Kommentarer
jan 14 2022
92 – En flig af Sauls kappe

1 Samuel 24
Saul jagtede nu David fra sted til sted. På et tidspunkt kom de til en stor klippeformation. David og hans mænd var på den ene side, og Sauls hær var på den anden. Hvis Saul var gået lidt længere, ville han have set David.
Netop da kom en budbringer til Saul og sagde: “Skynd dig! Du er nødt til at vende hjem. Filistrene har invaderet vores land!” Saul måtte trække sig tilbage for at redde nationen fra filistrene.
David flyttede sine mænd til En-Gedis kløfter. Da Saul var færdig med at kæmpe mod filistrene, hørte han, at David var i En-Gedi. Han udvalgte 3.000 af sine bedste soldater og tog med dem til En-gedi.
Undervejs stoppede Saul og gik ind i en hule for at tisse. Han vidste ikke, at David og hans hær var inde i den hule. Davids mænd var begejstrede over, at Herren tilsyneladende sendte Saul lige i hænderne på David. De hviskede: “Dræb ham!”
I stedet listede David sig ind på Saul og skar en flig af hans kappe af. Straks følte han skyld over at have gjort det. Han sagde til sine mænd: “Gud salvede Saul til at være konge over Israel. Selv min lillefinger vil ikke skade ham.” Han holdt sine mænd tilbage, så Saul fredeligt kunne forlade hulen. Da kongen gik, trådte David frem og råbte: “Min herre konge!”
Da Saul standsede og så sig tilbage, bøjede David sig. Han sagde: “Hvem lytter du til? Hvem sagde til dig, at jeg ville såre dig? Se på hjørnet af din kappe. Der mangler en flig, som jeg holder her i hånden. Gud overgav dit liv til mig, da du kom ind i denne hule. Mine mænd bad mig dræbe dig, men det gjorde jeg ikke, fordi du er min konge. Du er Herrens salvede, og jeg ville aldrig skade dig. Hør, hvad jeg siger. Jeg har ikke syndet mod dig. Du prøver stadig at dræbe mig. Jeg beder Herren om at dømme mellem os, og jeg ved, at han vil rette op på tingene. Men jeg vil aldrig såre dig.”

Da Saul hørte det, brød han sammen og græd. Han sagde: “Åh min søn David, du er mere retfærdig end jeg. Du har kun gjort godt imod alt det onde, jeg har gjort mod dig. Hvordan kan det være, at Herren overgav dit liv til mig, uden du slog mig ihjel? Nu ved jeg, at det er sandt: Du bliver konge over Israel. David min søn, sværg ved Gud Herren, at når du bliver konge, så vil du ikke dræbe ikke mine efterkommere. Fjern ikke min fars navn fra vores stamme.”

Det lovede David. Kongen tog så sine mænd og vendte hjem igen. David førte sine mænd op til fæstningen.
Omtrent på samme tid døde profeten Samuel, og alle i Israel sørgede over hans død.

admin 0 Kommentarer
jan 14 2022
94 – David skåner igen Saul

1 Samuel 26-27
Saul tog igen 3000 af sine bedste krigere og jagtede David. David hørte, hvor de var, så han gik derhen om natten.
Saul sov midt i lejren med sine mænd omkring sig. Ved siden af ham var Abner, hærføreren. Herren lod en dyb søvn komme over dem alle.
David tog Abishaj og gik lige op til hvor Saul og Abner sov. Abishai sagde: “I dag overgiver Gud din fjende til dig. Sig til, så slår jeg ham ihjel.”
David sagde: “Nej. Gud salvede ham til Israels konge. Gud har udpeget et tidspunkt, hvor Saul skal dø, og det vil jeg acceptere. Jeg vil aldrig røre en mand, der er salvet af Gud.”
David tog kongens vandkande og spyddet, der sad fast i jorden ved siden af Sauls hoved. De forlod lejren uden at nogen vågnede.

Da de var på sikker afstand, råbte David til Sauls lejr. “Abner, hør på mig.”
Abner vågnede og råbte derefter tilbage. ”Hvor vover du at vække kongen. Hvem er du?”
David sagde: “Abner, du er den bedste soldat i Israel. Alligevel formåede du ikke at beskytte kongen, Guds salvede. Mænd kom ind i lejren, mens du sov. Se dig omkring. Hvor er kongens spyd og vandkande? Du burde henrettes.”
Saul råbte tilbage: “Min søn David, er det din stemme jeg hører?”
“Ja, min konge. Det er min stemme. Hvad har jeg gjort siden du jagter mig som en kriminel? Den, der vendte dig mod mig, burde være forbandet.”
Saul sagde: “Åh, min søn David! Endnu en gang havde du en chance for at dræbe mig, men du gjorde det ikke. Det er nu klart for mig, at jeg har syndet. Jeg har været et fjols. Kom tilbage til mig. Jeg vil ikke såre dig.”
David sagde: “Ja, det er sandt. Herren overgav dig til mig, men jeg vidste, at jeg ikke må røre ved hans salvede konge. Må Gud værdsætte mit liv og skåne mig, ligesom jeg værdsætter dit liv. Jeg vil at Gud skal se, at jeg er retskaffen og loyal. Send en ung mand herover for at hente dit spyd.”
Saul sagde: “Min søn, du er velsignet af Gud. Du vil gøre store ting for Herren.” Derefter rejste kong Saul hjem igen.

David sagde til sine mænd: “På et tidspunkt vil Saul finde mig, og når han gør det, slår han mig ihjel. Jeg må hen til et sted, der er uden for hans rækkevidde. Hvilket bedre sted end hos filistrenes konge.”
Så førte David sine 600 mænd til Gat. Alle tog deres familier med sig. David sagde til kongen: “Giv mig en lille by i nærheden. Jeg fortjener ikke at bo i samme by som så stor en konge.” Kongen skænkede David byen Siklag. David og hans mænd blev der i et år og fire måneder. Filistrenes konge lærte at stole på David som en af sine egne landsmænd.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 14 2022
95 – Krig mod amalekitterne

1 Samuel 29-30
Da filistrene begyndte at planlægge en invasion af Israel, sagde deres konge til David: “Du skal drage i felten med mig. Jeg ønsker, at du og dine mænd skal være mine personlige livvagter.”
David sagde: “Godt, da vil du få at se, hvad mine mænd og jeg er i stand til.”

Alle de militære enheder tog til et sted, hvor de kunne gøre sig klar til krig, men filistrenes hærførere blev chokerede, da de så David og hans mænd. De sagde til kongen: “Du kan ikke lade disse hebræere kæmpe sammen med os!”
Han sagde: “David forlod Israel og har været tro imod mig lige siden. Jeg har ingen grund til at tvivle på hans loyalitet.”
Hærførerne blev vrede. “Send ham væk! Det er ham, de synger om. ‘Saul har dræbt sine tusinder; David sine titusinder.’ Han kan pludselig vende sig mod os midt i en kamp. Det ville være en god måde for ham at genvinde Sauls gunst.”

Kongen gik til David. “Du er en hæderlig mand, og jeg personligt vil have dig ved min side i kamp. Men hærførerne stoler ikke på dig. Derfor er jeg nødt til at sende dig tilbage til Siklag.”
David sagde: “Hvad har jeg gjort for at fortjene dette? Jeg har været tro mod dig fra den første dag, jeg kom her.”
Kongen sagde: “Det ved jeg, du har, men mine hænder er bundet. Du skal rejse i morgen.”
David og hans mænd rejste. Da de kom tilbage til Siklag, fandt de ud af, at fremmede røvere var kommet og havde brændt byen ned. De havde ikke dræbt nogen, men tog simpelthen alle indbyggerne med sig. Det inkluderede alle Davids og hans mænds hustruer, sønner og døtre.
Mændene græd, indtil de ikke kunne græde mere. Nogle af mændene ville stene David, men Gud stod ved ham. Han bad til Herren: “Skal jeg forfølge disse røvere? Vil jeg fange dem?
Herren sagde: “Ja, du vil fange dem og du vil få alt det tilbage, som er blevet taget fra dig.”
David tog sine 600 mand og jagtede angriberne. På et tidspunkt måtte de standse, fordi 200 af hans mænd var for udmattede til at gå længere. De resterende 400 lod deres forsyninger blive tilbage hos de 200 og fortsatte videre.

De stødte på en slave, som havde tilhørt røverne, men som var blevet efterladt, fordi han var blevet syg. Han havde ikke spist i tre dage. Davids mænd gav ham mad og vand.
David spurgte ham: “Vil du føre os til røverne?” Han sagde: “Jeg fører dig til dem, hvis du sværger at du ikke vil dræbe mig og ikke give mig tilbage til dem.”
Slaven førte Davids mænd direkte til røverne. De fejrede, hvor meget de havde plyndret fra filistrene og israelitterne. Uden varsel angreb Davids mænd og dræbte hurtigt de fleste af dem. Kun få slap væk. Davids mænd fik alt det, de havde mistet, plus alt det gods, røverne havde taget fra andre byer.
Da de kom tilbage til de 200, sagde nogle af de 400: ”De tog ikke med os i kamp. Så de får kun deres koner og børn tilbage. De får ikke noget af det ekstra, vi tog.” David sagde: “Nej! Det er forkert. Gud gav os en stor sejr i dag. Vi deler ligeligt med dem som blev tilbage med vores forsyninger.”
Det blev gjort til lov i Israel fra den dag.
David og hans mænd tog tilbage til Siklag. Derefter sendte han noget af plyndringsgodset tilbage til forskellige byer i Israel.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 14 2022
102 – Opbygningen af et imperium

Anden Samuelsbog 7 – 9 og 1 Krønikebog 17 – 18
David etablerede sit rige og forsvarede det mod nationerne omkring ham. Endelig blev der fred i Israel. Så begyndte han at tænke på at bygge et tempel til Herren. En dag sagde han til Guds profet: “Jeg bor i et smukt palads, mens Pagtens Ark er i et telt!”
Profeten var enig: “Gå i gang med at bygge et tempel. Det vil glæde Gud.”

Den nat talte Gud til profeten og gav ham et budskab til David. Herren sagde: “Du passede får, da jeg gjorde dig til konge over Israel. Jeg har været med dig i alle disse år, og jeg har givet dig sejr over dine fjender. Nu vil jeg etablere dit navn blandt de største mænd, der nogensinde vil leve. Din kongelige familielinje vil vare evigt. Men jeg vil ikke, at du skal bygge mit hus. Jeg har gjort dig til en krigsmand, og mange er døde på grund af dig. Din søn skal være en fredens mand, og han vil bygge mit hus. Jeg vil være en far for ham og etablere hans rige.”
Kong David var tilfreds, da han hørte dette, og han ydmygede sig for Herren. Fra den dag begyndte han at se på nationerne omkring ham. Han invaderede filistrene og tog de byer og lande tilbage, de havde taget fra Israel. Så vendte han sig mod moabitterne og edomitterne og tvang dem til at underkaste sig Israel.
Han vendte sine hære mod nord og besejrede folkeslag efter folkeslag. Jerusalem blev velstående, da guld, sølv, bronze og heste blev bragt til byen. David oprettede garnisoner i alle disse lande for at bevare kontrollen over dem. Han brugte deres mænd til at opbygge sin hær. Hans navn blev frygtet og hædret i hele den del af verden.

En dag spurgte David sine tjenere: »Er der stadig nogen af Sauls familie i live? Jeg vil gerne vise dem barmhjertighed, ligesom Jonatan viste barmhjertighed over for mig.”
En tjener fortalte ham om Mefiboshet, som var Jonatans søn. Han var fem år gammel, da hans sygeplejerske hørte om Sauls og Jonatans død. Hun gik i panik og løb med drengen på skuldrene. Han faldt til jorden og fik fødderne ødelagt.
David sendte bud efter ham. Han kom ind og bøjede sig på jorden. Han sagde: “Jeg er din tjener.”
David sagde: “Vær ikke bange. Jeg giver dig den barmhjertighed, som din far gav mig. Jeg giver dig alle de marker, der tilhørte Saul. Fra nu af skal du også spise ved mit bord.”
Mefiboshet bøjede sig endnu en gang og sagde: ”Jeg er ikke andet end en død hund. Hvorfor skulle du bekymre dig om mig?”
Kongen sagde til sin tjener: “Du og dine sønner skal nu arbejde i de marker, som jeg netop har givet til Mefiboshet. I er nu hans tjenere.”
Så boede Mefiboshet i Jerusalem og spiste ved kongens bord. Han blev som en af Davids sønner.

VIDEOER

admin 0 Kommentarer
jan 12 2022
11 – Forhandling med Gud

Første Mosebog 18,16-33
Abraham havde tre gæster. En af dem var Herren. Han serverede dem et måltid i skyggen af et træ. Bagefter rejste de sig og begyndte at gå mod Sodoma. Abraham gik med dem et stykke af vejen.
Pludselig standsede Herren og sagde til de andre: ”Jeg vil fortælle Abraham, hvad jeg agter at gøre. Han vil jo blive et stort og mægtigt folk, og alle folkeslag vil blive velsignet igennem ham, så jeg ved, at han vil lære sine børn at ære Gud og gøre det rigtige.”
Herren vendte sig derfor mod Abraham og sagde: “Sodomas og Gomorras synd er stor. Jeg hører konstant skrig fra deres ofre. Jeg tager til byen for at se det selv. Hvis jeg finder ud af, at det er sandt, ødelægger jeg dem.”

Mens Abraham og Herren fortsatte med at tale, forlod de to andre mænd dem og gik mod Sodoma. Abraham sagde: “Er det sandt, at du rent faktisk ville dræbe såvel de ugudelige som de retfærdige i byen? Lad os sige, at der er halvtreds retskafne mennesker i byen. Ville du rent faktisk ødelægge stedet, vel vidende at du dræber de retfærdige mennesker sammen med de ugudelige?”
Herren sagde: “Hvis jeg finder halvtreds retfærdige mennesker i Sodoma, så vil jeg ikke ødelægge byen for deres skyld.”
Abraham sagde: “Men lad os sige, at der kun var femogfyrre. Vil du ødelægge byen, hvis der kun er femogfyrre retfærdige?”
Herren sagde: “Jeg vil ikke ødelægge byen, hvis jeg finder femogfyrre retfærdige mennesker der.”
“Hvad med fyrre retfærdige mennesker?”
“Jeg vil ikke ødelægge stedet, hvis jeg finder fyrre retfærdige mennesker der.”
“Herre, vær ikke vred på mig, fordi jeg taler igen. Hvad vil du gøre, hvis du kun finder tredive retfærdige mennesker der?”
“Jeg vil ikke ødelægge stedet, hvis jeg finder tredive retfærdige mennesker.”
“Herre, siden jeg allerede har været så frimodig at tale med dig om dette, hvad så med blot tyve retfærdige mennesker?”
“Jeg vil ikke ødelægge stedet, hvis jeg finder tyve retfærdige mennesker..”
“Herre, jeg lover, at det er sidste gang, jeg nævner det for dig Hvad hvis der kun er ti retfærdige i byen?”
“Jeg vil ikke ødelægge stedet, hvis jeg finder ti retfærdige mennesker der.”

Dermed var samtalen slut. Herren gik, og Abraham vendte tilbage til sit telt.

VIDEOER

 

admin 0 Kommentarer
Copyright © 2024 Carsten Riis Jensen | Carsten Riis Jensen